Stefan ser til mens Svetlanas lår lukker sig om Franklin

Aftenluften over bjergene hang stadig lun og tung af fyr, da Stefan satte vinglasset fra sig og mærkede, at samtalen inde ved det lange bord ikke længere lod sig holde i den høflige bane. Han var toogfyrre, revisor med rolige hænder og et liv, der normalt lod sig lægge i kolonner, og alligevel sad han i den eksklusive bjergvilla og kunne ikke få tankerne til at falde på plads. Hans kone Svetlana, otteogtredive og marketingchef, lo ad noget, Franklin sagde. Lyden var lav, varm og beregnet, den slags latter, der fik et rum til at vende sig efter hende.

Franklin, Stefans gamle studiekammerat fra universitetet, fyldte stolen overfor hende, som om han aldrig havde tvivlet på sin ret til den. Han var fyrre, forretningsmand, selvsikker på den måde, mænd bliver, når de har vænnet sig til at få, hvad de rækker efter. Skjorten stod åben i halsen. Svetlanas blik blev der et sekund for længe, og Stefan så det, fordi han havde siddet og ventet på netop det blik hele aftenen.

Hun havde flirtet åbent. Ikke diskret, ikke som en leg, han kunne lade, som om han ikke forstod. Hun lænede sig ind over bordet, når Franklin skænkede. Hendes fingerspidser strejfede hans håndled, da hun bad om brødet. Hun lagde hovedet på skrå, så halsens linje lå bar i skæret fra lysene, og hun svarede ham i en stemme, Stefan kun hørte i soveværelset, når hun ville noget bestemt og ikke gad lade, som om det var tilfældigt.

Han kendte den stemme. I årevis havde han fantaseret om netop det her: at se sin kone tage en anden mand, mens han selv sad tilbage og ikke kunne gøre andet end at se. Fantasien havde været privat, skamfuld, gentaget i mørket, når hun allerede var vågen ved siden af ham og alligevel ikke vidste, hvor langt hans tanker gik. Han havde først sagt den højt for nogle måneder siden, ædru, klar, med panden mod hendes skulder, og bedt hende om ikke at grine. Hun havde ikke grinet. Hun havde ligget stille længe og derefter spurgt, om han mente det. Han havde ment det.

Nu rejste hun sig, gik omkring bordet og standsede bag hans stol. Hendes hænder lagde sig på hans skuldre, faste og varme gennem skjortestoffet. Franklin så til uden at sige noget, med et lille, vidende smil, der fik varmen til at stige i Stefans nakke. Svetlana bøjede sig, så hendes mund var tæt ved hans øre, og hviskede, så kun han kunne høre det.

"Jeg vil have det i aften. Ham. Mens du ser. Sig ja, hvis du stadig vil."

Hans hals var tør. Han nikkede én gang, langsomt, så hun ikke kunne misforstå det. Hendes læber strejfede hans tinding, kort og næsten kærligt, før hun rettede sig og vendte sig mod Franklin, som om aftalen allerede var indgået mellem de tre, og resten kun var et spørgsmål om, hvor de skulle hen med den.

Franklin løftede glasset en anelse, ikke som en skål, mere som en konstatering. "Skal vi have luft?" spurgte han, og stemmen var rolig, lav, uden hast.

Svetlana smilede. "Terrassen."

Hun rakte hånden frem. Franklin tog den. Stefan blev siddende et øjeblik med hjertet hamrende mod ribbenene, før han rejste sig og fulgte efter, fordi det var det, hun havde bedt om, og fordi hans egen krop allerede havde sagt ja længe før munden.

Ude på terrassen var natten større. Bjergene lå som mørke rygge mod himlen, og villaens lamper kastede et gyldent skær over teakbordet, kurvestolene og det lave gelænder. Svetlana trak Franklin med hen til rækværket, vendte sig mod ham og lagde hænderne fladt mod hans bryst. Stefan sank ned i en stol nogle skridt derfra, så han kunne se dem begge, og greb om armlænene, til knoerne blev hvide.

Hun kyssede Franklin først. Ikke prøvende. Hun åbnede munden mod hans, trak ham ind, og den våde, langsomme lyd af kysset nåede Stefan tydeligere end nogen samtale ved bordet. Franklins hænder fandt hendes talje, gled ned over hofterne, og hun pressede sig ind mod ham uden at skjule det. Midt i kysset åbnede hun øjnene og så sin mand direkte i øjnene. Blikket var mørkt, vågent, uden undskyldning.

Stefan mærkede sin pik stivne i bukserne, en hård, ydmygende puls, der ikke lod sig tale fra. Skammen og ophidselsen sad i samme sted, lavt i maven, og han kunne ikke skille dem ad. Han havde ønsket det. Han havde nikket. Alligevel brændte det, da hun slap Franklins mund længe nok til at tale, stadig med panden mod den anden mands, stadig med blikket låst i Stefans.

"Se godt efter," sagde hun, roligt og klart. "Jeg vælger en rigtig mand i aften. Du får lov at sidde der og mærke, hvad det gør ved dig. Rør dig ikke, medmindre jeg siger det. Er du med?"

"Ja," hviskede Stefan. Ordet kom hæst ud.

Franklin lo dæmpet mod hendes hals, ikke ondskabsfuldt, mere som en mand, der havde forstået spillereglerne og ikke havde tænkt sig at spille småt. "Han er hård allerede," mumlede han. "Det kan man se herfra."

"Godt," sagde Svetlana. "Så ved han, hvor han hører til."

Hun vendte sig halvt, så Stefan kunne se hendes profil, den åbne mund, den måde, Franklins hånd gled op under kjolen og blev der. Hun sukkede, ikke teatralsk, men dybt, og kyssede Franklin igen, langsommere, sultnere, mens hun holdt øjenkontakten, til Stefans pik pressede smertefuldt mod lynlåsen. Han flyttede sig ikke. Han havde lovet at se.

Svetlana trådte et skridt tilbage, greb fat i kjolesømmen og trak stoffet op over hofterne. Undertøjet var allerede skubbet til side, eller også havde hun taget det af inde ved bordet uden at han havde set det; uanset hvad stod hun bar mellem lårene, glat og våd, med den mørke glans af ophidselse synlig i lampeskæret. Hendes lår var veltrænede, faste af de løbeture, hun nægtede at springe over, selv på ferie. Hun lagde en hånd i Franklins nakke og trykkede ham ned.

"På knæ," sagde hun. "Nu."

Franklin knælede uden protest. Hans hænder gled op langs hendes lægge, over knæene, og greb om lårene, da hun trådte frem og lukkede dem om hans hoved. Stefan så det ske i ét langt, umuligt øjeblik: Svetlanas lår, der lukkede sig om Franklins hoved, den måde, hun satte vægten frem og red hans ansigt, før han overhovedet havde fundet rytmen. Franklin åbnede munden mod hende med et lavt, sultent støn og slikkede. Lyden var våd og utvetydig. Hans tunge arbejdede i dybe, langsomme tag, fra den følsomme fold og op over klitten, og Svetlana greb fat i gelænderet med den ene hånd og i hans hår med den anden.

"Sådan," åndede hun. "Dybere. Du ved, hvordan en kvinde skal slikkes. Min mand sidder derovre og lærer det."

Stefan kunne ikke se Franklins ansigt længere, kun den brede ryg, de arbejdende skuldre og den måde, Svetlanas lår spændtes og slap om hans hoved. Hun red hans mund i små, utrættelige bevægelser, hofterne rulled, og hver gang Franklins tunge ramte rigtigt, slap en hæs lyd hende. Hendes kjole lå krøllet om livet. Brysterne hævede sig under det tynde stof. Hun så ned på Stefan mellem stønene, og hendes mund var våd, øjnene halvtlukkede af nydelse og alligevel skarpe.

"Kan du høre, hvor våd jeg er?" spurgte hun. "Det er ikke dig, der gør det. Det er ham. Hans tunge er inde i mig, Stefan. Sid stille og tag det ind."

Han sad stille. Hans pik værkede. Han havde lyst til at åbne bukserne og røre ved sig selv, og samtidig vidste han, at hun ikke havde givet ham lov, og at nægtelsen var en del af det, han havde bedt om. Ydmygelsen løb varmt gennem ham, hver gang hun sagde hans navn i den tone, som om han var tilskuer i sit eget ægteskab og taknemmelig for pladsen.

Franklin slikkede hende, til hendes lår begyndte at ryste. Han holdt hende fast om hofterne og trak hende hårdere ned over munden, tunge og læber arbejdende uden pause, og Svetlana bandede dæmpet, et langt, brudt åndedrag, før hun selv trak hans hoved væk. Hendes køn glinsede. Franklins mund og hage var våde af hende. Han så op, åndeløs, og smilede det samme rolige smil.

"Op," sagde hun. "Jeg vil have din pik i munden, før jeg rider dig. Han skal se det hele."

Franklin rejste sig. Svetlana sank ned på knæ foran ham, med ryggen halvt mod Stefan, så han kunne se hendes profil og Franklins hænder, der åbnede bæltet. Piken, der kom fri, var tyk, tung, allerede hård, og Stefan mærkede et stik af noget, der lignede svimmelhed. Svetlana slog hånden om skaftet, så på den et øjeblik, og derefter på sin mand.

"Se størrelsen," sagde hun blødt. "Se, hvad jeg har valgt."

Så tog hun ham i munden. Ikke forsigtigt. Hun åbnede sig om det tykke hoved, sank ned, og Stefan hørte det våde, dybe tag, da hun tog ham længere ind, til hendes læber mødte sin egen hånd og et øjeblik længere endnu. Franklin stønnede, lavt og tilfreds, og lagde en hånd i hendes hår uden at tvinge, kun for at holde hende, mens hun arbejdede. Hun trak sig tilbage, spyttet glinsede på skaftet, og hun sank ned igen, langsommere, dybere, til Stefan kunne se halsens arbejde og den måde, hendes øjne blev blanke af anstrengelse og lyst.

"Fuck," mumlede Franklin. "Din kone suger pik, som om hun har ventet på det."

Svetlana slap ham med en våd lyd og lo kort. "Det har jeg." Hun slikkede langs undersiden, tog ham ind igen, og lod hånden glide i takt med munden, til Franklin bandede og trak hende blidt op.

"Hvis du bliver ved, kommer jeg i din hals," sagde han. "Og det er ikke der, du vil have det. Ikke endnu."

"Nej," sagde hun. "Jeg vil have dig inde i mig. Og han skal se, hvordan jeg rider dig."

Hun skubbede ham baglæns ned i den brede kurvestol, den samme type, Stefan sad i, bare tættere på gelænderet. Franklin sank ned med benene spredt, pikken våd og oprejst mod maven. Svetlana vendte ryggen til sin mand. Bevægelsen var bevidst. Hun ville have, at Stefan så hendes ryg, hendes balder, den måde, hun greb om Franklins pik og førte den mod sit våde køn, uden at han kunne se hendes ansigt, kun høre hende.

Hun sank ned. Langsomt først, et langt, åbent støn, da det tykke hoved pressede sig ind, og derefter dybere, til hun sad helt nede og Franklins hænder lukkede sig om hendes hofter. Stefan så hendes lår spænde, så den måde, hendes kusse tog ham, den glinsende forbindelse mellem dem, og han måtte bide sig i læben for ikke at stønne højt.

"Åh," sagde hun, og stemmen var allerede ru. "Han er så tyk. Du har aldrig fyldt mig sådan. Aldrig."

Hun begyndte at ride. Ikke pænt. Hun løftede sig og sank ned igen, hårdere for hvert tag, balderne mødte Franklins lår med en våd, taktfast lyd, og stolen knagede under dem. Franklin mødte hende nedefra, stødte op, når hun kom ned, og Svetlana råbte, ikke af smerte, men af den slags nydelse, der ikke gad hviske.

"Se på mig," befalede hun over skulderen, selv om hun ikke vendte sig helt. "Se, hvordan en rigtig pik føles i din kone. Han rammer noget, du aldrig har ramt. Jeg er ved at miste besindelsen på ham, Stefan, og du sidder der med din lille, hårde pik i bukserne og kan ikke gøre en skid."

Ordene ramte ham som en håndflade. Han rødmede, pikken rykkede, og ydmygelsen var så skarp, at den næsten var sød. "Svetlana," sagde han, og vidste ikke, om det var et navn eller en bøn.

"Ti stille," sagde hun, og red hårdere. "Du får lov at se. Det er det, du ville. Sig det. Sig, at han føles bedre."

Franklin greb hårdere om hendes hofter og trak hende ned over sig, dybt, og Svetlana skreg kort, et brudt, lykkeligt skrig. Hendes hænder klamrede sig til hans underarme. Sveden glinsede i hendes lænd. Hver gang hun sank ned, kunne Stefan se, hvordan hun tog ham helt, hvordan hendes køn strammede om det tykke skaft og slap det vådt igen.

"Sig det," gentog hun, hæst.

"Han føles bedre," hviskede Stefan. Sandheden i det brændte. "Han fylder dig bedre, end jeg gør."

"Højere."

"Han føles bedre inde i dig." Stemmen knækkede. "Jeg kan se det. Jeg kan høre det. Du rider ham, som om du har ventet i årevis."

"Det har jeg," stønnede hun, og tempoet blev vildere. "Åh, fuck, Franklin, bliv der. Bliv derinde. Jeg kommer. Jeg kommer på din pik, mens min mand ser på."

Hun red ham i korte, hårde tag, lårene rystede, og så brød det igennem hende. Orgasmen tog hende synligt: ryggen bøjede sig, munden åbnede sig i et langt, råt skrig, og hendes kusse trak sig sammen om Franklin i rytmiske, synlige ryk, mens hun malede sig ned over ham og ikke slap. Franklin bandede, greb hende om livet og stødte op i hende to, tre gange, dybt, før han også kom. Stefan så det i den måde, hans hofter låste sig, i det lave, brudte støn mod hendes skulderblad, og i den måde, Svetlana sank helt ned og blev der, mens Franklin sprøjtede dybt op i hende.

De blev siddende sådan. Hendes åndedræt faldt langsomt. Franklins hænder gled fra hendes hofter til hendes mave, holdt hende nede over sig, stadig inde i hende. En tynd, hvid stribe begyndte at sive ud omkring skaftet og løbe ned over hans pung. Svetlana lo dæmpet, mæt og ondskabsfuldt tilfreds, og drejede hovedet så meget, at Stefan kunne se hendes profil igen. Kinderne var røde. Munden var hævet.

"Bliv siddende," sagde hun til Franklin, og til Stefan: "Se. Han er stadig inde i mig. Jeg kan mærke ham pulsere. Din kone sidder her med en anden mands sæd i sig, og du har ikke fået lov at røre dig. Hvordan føles det, revisor?"

Stefan kunne ikke svare med det samme. Hans hænder rystede om armlænene. Pikken var så hård, at det gjorde ondt, og skammen sad som en varm hånd om halsen. "Det føles," begyndte han, og måtte synke, "som om jeg ikke ejer dig mere. Som om jeg kun sidder her, fordi du tillader det."

"Godt," hviskede hun. Hun rokede ganske let med hofterne, nok til at Franklin stønnede og greb fastere om hende, nok til at mere af hans sæd pressede sig ud og løb ned mellem dem. "Så har du forstået det. Jeg er ikke færdig med ham. Jeg vil have ham igen, når han kan, og du skal sidde lige der og..."

Et skarpt lys skar ind over terrassen nedefra, forlygter på den smalle bjergvej, og samtidig kimede villaens porttelefon med en høj, elektronisk tone, der skar igennem nattens stilhed. Svetlana stivnede med Franklins pik stadig begravet i sig. Franklin bandede dæmpet. Stefan rejste sig halvt, forvirret, stadig hård, stadig ude af stand til at tænke.

Porttelefonen kimede igen. En kvindestemme, voksen og utålmodig, kom ud gennem den lille højttaler ved døren ind til stuen, tydelig nok til at nå terrassen.

"Svetlana? Det er Farah, fra bureauet. Jeg står ved porten med de rettede kontrakter, I bad om i morgen tidlig. I sagde, I var vågne. Lukker I op, eller skal jeg vende om?"

Svetlana mødte Stefans blik over skulderen, stadig fyldt, stadig våd af en anden mand, og for første gang den aften så hun ikke ud, som om hun havde regnet næste træk ud.