Dantes hede berøring vækker følelserne i pladebutikken

Solen lå lavt over Vesterbro, da Victor rettede den sidste plade i kassen og mærkede støvet lægge sig som et fint, gråt flor over håndryggen. Han var otteogtyve, ejer af butikken i tre år, og han bar den titel, som andre bar en habit: med en stille, næsten stædig stolthed. Hylderne løb fra gulv til loft langs de smalle vægge, og over disken hang en enkelt pære, der endnu ikke var tændt, fordi dagslyset rakte. Udenfor skubbede cyklister sig forbi i den tidlige efterårsvind. Indenfor lugtede der af pap, shellak og den søde, næsten krydrede duft af æsker, der havde stået for længe i en kælder.

Victor skubbede ærmerne op. Under det slidte bomuld lå tatoveringerne, sorte og tætte: en nodelinje, der snoede sig om venstre underarm, en svale ved albuen, et lille kompas uden nord lige over håndleddet. Han havde fået dem år for år, når en sæson skiftede, og han havde penge tilovers. De betød ikke noget stort. De var mærker efter aftener, hvor han havde siddet alene med en plade og ladet nålen løbe, til der ikke var mere rille tilbage. Hans ven Dante, som ellers tog de stille timer efter frokost, havde skrevet om morgenen og meldt afbud. Maven, stod der, kort og uden uddybning. Victor havde svaret med et enkelt ord og stillet sig bag disken selv. Han kunne lide at være alene i butikken. Stilheden lod ham høre, om en plade var skæv, før kunden overhovedet bad om at høre den.

Klokken over døren gav et tyndt klemt.

Hun trådte ind, som om hun allerede kendte rummet og alligevel så det for første gang. Aisha var fireogtyve, rank, med en frakke i dyb rustfarve over en enkel, mørk kjole, og hendes hud havde den dybe, varme glød, som eftermiddagssolen kun gjorde rigere. Håret var sat op, et par krøller havde løsnet sig ved tindingen, og hun bar en lærredstaske, der hang tungt mod hoften. Victor så op. Deres blikke mødtes over disken, og et øjeblik var der kun det: hans lyse øjne, hendes mørke, og den pludselige, næsten uhøflige tydelighed i kontrasten mellem hans hvide underarme på træet og hendes hånd, da hun lagde den på diskens kant. Varmen fra hende syntes at nå ham, før hun havde sagt et ord.

"Jeg leder efter noget, der ikke står i vinduet," sagde hun. Hendes dansk var klart, med en blød, syngende klang, der fik sætningen til at lande et sted under hans brystben. "Sjældne jazzplader. Ikke de pæne genudgivelser. De originale, hvis du har dem. Coltrane, men også det, folk glemmer. Betty Carter. En tidlig Hank Mobley, hvis den ikke er slidt ihjel."

"Så er du kommet det rigtige sted," sagde Victor. Hans stemme kom roligere ud, end han følte sig. "Det meste af det sjældne står bagi. Folk orker ikke at bøje sig."

Hun smilede, et kort, skævt smil, der ikke bad om tilladelse. "Jeg bøjer mig gerne, hvis det, der ligger dernede, er det værd."

Han mærkede ordene et sted, de ikke burde ramme så hurtigt. Hun så på hans hænder, på støvet, på den måde, han hvilede tommelfingeren mod omslaget, som om pap kunne blive ømt af forkert behandling. Der var noget vurderende i blikket, ikke køligt, snarere nysgerrigt, som når man lytter efter, om et lokale kan bære en stemme.

"Du passer på dem," sagde hun. "Det kan jeg se. De fleste butikker stiller det dyre frem, så det kan blive beundret ihjel. Du gemmer det."

"Beundring slider," sagde han. "Lytning slider også, men på den rigtige måde."

"Det er den sætning, der får mig til at blive." Hun lænede sig en anelse ind over disken. Solen lagde en stribe hen over hendes kindben og ned over den åbne hals. Victor så kontrasten igen, uvilkårligt: hans blege hud mod det mørke, glødende, hendes fingre så varme, at træet under dem virkede koldt. Det var ikke en tanke, han ville have haft om en hvilken som helst kunde. Det var hende. Måden, hun fyldte den smalle luft på. Måden, hun så ud, som om hun allerede havde besluttet, at han var værd at tale længe med.

De talte en stund om presseringer og om en radioudsendelse, hun var ved at lægge til rette for et lille spillested inde i byen. Hun arbejdede med musik, sagde hun, ikke som stjerne, som den, der finder det, andre har glemt at sætte på. Victor nikkede og mærkede sig alderen, da den faldt naturligt: fireogtyve, to år i København, en lejlighed på Amager, hun sjældent var i. Han fortalte, at han var otteogtyve, og at butikken var det eneste, han nogensinde havde ejet, som ikke kunne pakkes ned i en kasse. Hun lo lavt ad det, ikke hånligt.

"Så er du farligere, end du ser ud," sagde hun. "Mænd, der ejer noget, de elsker, er svære at gå fra."

"De fleste går alligevel."

"Ikke alle går med det samme."

Spændingen sad allerede i luften som støv i en solstribe, synlig, hvis man drejede hovedet. Victor kom ud bag disken. Han var højere, end hun havde gættet, skuldrene brede under skjorten, og da han gik forbi hende, strejfede hendes frakke hans arm. Ingen af dem undskyldte. Han førte hende ned bagest i butikken, hvor hylderne stod tættere, og lyset fra ruden næsten ikke nåede. Her lugtede det stærkere af pap. Her kunne man stå skjult for gaden, hvis man ville.

"Mobley står her," sagde han og bøjede sig. "Og Carter på hylden over. Sig til, hvis du vil have dem op."

Hun bøjede sig ved siden af ham. Deres skuldre rørte hinanden. Det var ikke et uheld længe. Hendes hånd ledte langs ryggen af pladerne, og hans gjorde det samme en hylde lavere, og så mødtes fingerspidserne mellem to omslag, varme mod varme, og blev der et sekund for længe. Victor trak ikke hånden til sig. Aisha lod sin ligge. Hun drejede hovedet, så tæt på, at han kunne se de fine linjer ved hendes mundvig.

"Du har rolige hænder," sagde hun. "Jeg har set på dem, siden jeg kom ind."

"De er bare vant til ikke at ødelægge noget."

"Det er ikke det, jeg mener." Hun rettede sig lidt, og blikket gled ned over hans underarm, hvor skjorten var gledet op igen. "Og de der. Nodelinjen. Svalen. Du har ladet nogen tegne på dig, som om huden godt kunne tåle at huske." Hun løftede en finger og fulgte kanten af kompasset, let, legende, ikke tilfældigt. "Gør det ondt stadig?"

"Nej." Hans stemme var blevet tykkere. "Ikke der."

"Hvor så?"

Han svarede ikke med det samme. Hun trådte nærmere, så brystet næsten rørte hans, og den tunge taske gled ned på gulvet med en dæmpet lyd, hun ikke samlede op. Hendes hånd lagde sig fladt på hans bryst, over hjertet, og blev der. Hun så ham ind i øjnene, voksen, klar, uden slør.

"Jeg vil gerne have mere end pladerne," sagde hun. "Hvis du også vil. Sig nej, hvis du ikke vil, så går jeg ud og betaler for Mobley og lader det være. Men jeg står her, og jeg vil have din mund."

Victor mærkede hjertet slå op i hendes håndflade. Der var ingen tvivl i ham, kun en hunger, der havde ventet på et ja, den kunne svare på.

"Jeg vil," sagde han. "Jeg vil have dig. Her er ikke godt. Bagi. Og jeg låser."

"Så lås."

Han kyssede hende, før han gik. Det var ikke et prøvende kys. Det var mund mod mund, hendes læber bløde og bestemte, hans hånd om hendes nakke, hendes fingre, der knyttede sig i hans skjorte og trak ham ind. Hun gengældte med det samme, åbnede munden, lod tungen møde hans, og et lavt, tilfreds lyd slap ud af hende, da han bed ganske let i hendes underlæbe og slap igen. Lidenskaben steg, som om den havde ligget under disken hele eftermiddagen og kun ventet på luft. Hun smagte af te og af noget sødt, han ikke kunne navngive. Han smagte, vidste hun senere, af støv og mynte. De trak sig fra hinanden kun så længe, at panden hvilede mod pande, og begge trak vejret, som om de havde løbet.

"Lås," gentog hun, hæs. "Jeg er ikke færdig med dig."

Han gik ud til døren, vendte skiltet, så der stod lukket mod gaden, og drejede nøglen. Klokken gav et lille, fornærmet klemt, da døren faldt i. Da han kom tilbage, havde hun allerede frakken halvvejs af. Han tog hendes hånd, ikke for at trække, kun for at vise vej, og hun fulgte med ind i det lille baglokale, hvor et bord stod under en nøgen pære, og hvor kasser med uåbnede sendinger stablede sig langs væggen. Han lukkede også den dør. Hun hørte låsen og nikkede.

"Godt," sagde hun. "Nu er det kun os."

Han satte hænderne om hendes talje og kyssede hende igen, dybere, længere, til hun pressede hofterne ind mod hans og mærkede, at han allerede var hård. Så gled hans mund ned ad hendes kæbe, ned ad halsen, hvor pulsen slog hurtigt under den mørke, varme hud. Han kyssede der, åbent, sultent, og hun lagde hovedet tilbage og gav ham plads. Kjolen havde en række små knapper foran. Hans fingre var ikke rolige nu. Han fik de øverste op, skubbede stoffet til side og fandt brysterne, tunge og fulde i en enkel, mørk bh, som hun selv trak ned, utålmodig.

"Kys dem," sagde hun. "Jeg vil mærke din mund der."

Han adlød, fordi han ville det samme. Hans læber lukkede sig om den ene brystvorte, mørk og allerede stiv, og han sugede, lod tungen kredse, mens hånden tog den anden og kærtegnede den med tommelfingeren. Aisha stønnede, et råt, ærligt lyd, og greb fat i hans hår. Kontrasten mellem hans lyse hånd og hendes bryst fik hans mave til at trække sig sammen af begær. Han kyssede videre, ned mellem dem, op igen, bed let, slikkede, til hun rystede og trak ham op til sin mund for et kort, vildt kys.

"Nu er det min tur," sagde hun.

Hun skubbede ham et skridt tilbage, så han stod med ryggen mod kanten af bordet, og hendes hænder fandt bæltet. Hun så op, et glimt af spørgsmål, selv her.

"Ja," sagde han. "Tag dem af."

Bukserne gik ned. Underbukserne med. Hans pik sprang fri, hård, tyk, lys mod den dæmpede belysning, åren synlig langs skaftet, glansen allerede våd. Aisha trak vejret ind, som om synet ramte hende fysisk. Hun lagde hånden om ham, mærkede varmen, vægten, og strøg en gang, langsomt, fra rod til spids.

"Hvid og hård," hviskede hun, ikke som en dom, som en sult. "Jeg vil have den i munden."

Hun sank ned på knæ på det kølige gulv, skubbede kjolen op over lårene for at kunne være der, og tog ham ind. Først læberne om glansen, tungen, der slikkede saltet væk, så dybere, varmt og vådt, til han måtte gribe fat i bordkanten. Hun så op på ham, mens hun tog ham længere, kinder, der hulede sig, hals, der arbejdede. Victor bandede lavt. Hendes mund var silke og vilje. Hun holdt om roden med den ene hånd og lod den anden glide op over hans mave, under skjorten, negle let mod huden. Så tog hun ham dybt, så dybt, at han mærkede den bløde bagvæg, og hun blev der et øjeblik, øjnene blanke, før hun trak sig tilbage og gjorde det igen.

"Aisha," stønnede han. "For helvede. Din mund."

Hun slap ham med et vådt lyd og smilede, læberne skinnende. "Jeg kan mærke, du holder igen. Det skal du ikke. Men du kommer ikke endnu. Jeg vil have dig inde i mig, når du gør."

"Så kom herop."

Han hjalp hende op, ikke fordi hun havde brug for hjælpen, men fordi han ville mærke hendes vægt. Kjolen røg op over hofterne. Trusserne var allerede fugtige, da han trak dem ned ad hendes ben og lod dem falde. Hun satte sig på bordkanten, spredte lårene og trak ham ind mellem dem. Hendes kusse var mørk, blank, åben af lyst, og da han lod to fingre glide langs den, fandt han hende drivvåd.

"Vil du have mig sådan?" spurgte han, stemmen ru. "Sig det."

"Ja. Jeg vil have din pik i mig. Nu. Ikke forsigtigt for min skyld. Jeg er våd nok."

Han stillede sig tæt, tog om sig selv og førte glansen mod hende. Varmen derfra var næsten for meget. Han pressede ind, centimeter for centimeter, og så hendes mund åbne sig, så hendes øjne blive store og så mørke. Hun var stram og silkeblød, og da han var helt inde, blev de begge stille et sekund, pande mod pande, som om kroppen skulle nå at forstå, hvad den havde fået.

"Bevæg dig," hviskede hun. "Knep mig."

Han trak sig næsten helt ud og stødte ind igen, hårdt nok til, at bordet gav en dump lyd mod væggen. Hun lagde sig tilbage på albuerne, kjolen krøllet under brysterne, og tog imod. Missionæren på det smalle bord var ikke ynde. Det var sult. Victor holdt om hendes hofter, de mørke, runde hofter, der fyldte hans lyse hænder, og stødte i en rytme, der hurtigt blev dybere. Hver gang han ramte bunden, slap der en klynken ud af hende, som hun ikke forsøgte at skjule. Han bøjede sig og kyssede hendes bryster igen, mens han kneppede hende, tunge mod vorterne, stød, der fik hendes ryg til at skyde op fra bordet.

"Mere," sagde hun. "Hårdere. Jeg kan tage det. Jeg vil have det."

Han gav hende det. Sveden samlede sig mellem hans skulderblade. Hendes hæle fandt hans lænd og trak ham ind, som om hun ville have ham længere, end anatomien tillod. Lyden af hud mod hud fyldte baglokalet, våd og ærlig, blandet med deres åndedræt. Han så ned, der hvor de mødtes, hans lyse skaft, der forsvandt i hende, hendes safter, der glinsede på ham, og synet fik hans knæ til at blive svage.

"Ikke endnu," mindede hun, selv om hendes egen stemme knækkede. "Jeg vil ride dig. Læg dig ned."

"Her?"

"På bordet. Eller gulvet. Jeg er ligeglad. Ned."

Han lo kort, hæst, trak sig ud, og de byttede med en kluntet, grinende hast, der ikke brød stemningen, kun gjorde den mere deres. Victor lagde sig på bordet, skjorten åben, bukserne om lårene, pikken våd og mørkere nu for enden, stadig hård. Aisha kravlede op over ham. Hendes hud lyste næsten i pæren, dyb og levende mod hans bleghed. Hun tog om ham, førte ham ind og sank ned i ét langt, skælvende tag, til hun sad helt nede, og begge stønnede.

"Sådan," sagde hun. "Nu er du min."

Hun begyndte at ride. Ikke pænt. Hofterne arbejdede, de mørke hofter slog ned mod hans, igen og igen, et vådt klask, der fik kaffekoppen på vindueskarmen til at klirre. Hun støttede hænderne på hans bryst, fingrene spredt over tatoveringens kant, der hvor skjorten ikke dækkede, og red ham, som om hun havde ventet på netop den pik hele ugen. Victor greb om hendes lår, lod tommelfingrene glide ind mod det sted, hvor hun var mest følsom, og gned hendes klit i små, faste cirkler, mens hun bevægede sig.

"Ja," gispede hun. "Der. Bliv ved. Du er så dybt. Fyld mig."

"Tag det," sagde han, og dominansen skiftede i munden på ham, varm og fræk, uden at han slap hendes blik. "Ride mig hårdere. Jeg vil se dig bruge mig. Hele vejen ned."

"Du taler, som om du bestemmer." Hun lænede sig frem, kyssede ham beskidt, bed i hans læbe. "Jeg bestemmer tempoet. Du ligger stille, til jeg siger til."

"Så sig til."

Hun rettede sig, hænderne bagud på hans lår, og red hurtigere, brysterne gyngede, sveden løb mellem dem. Hver gang hendes hofter ramte hans, gik der et stød gennem dem begge. Victor kæmpede for at ligge stille, som hun havde sagt, og tabte, hænderne fløj op og greb hendes røv, hjalp hende ned over ham. Hun lo, vildt, og lod ham.

"Ulydig," sagde hun. "Godt. Jeg kan lide, når du ikke kan lade være."

"Vend dig," sagde han så, stemmen nede i brystet. "Jeg vil have dig bagfra. Sig ja, eller sig nej. Begge dele er et svar."

Hun steg af ham, langsomt, med et sug, der fik dem begge til at bande, og så ham i øjnene. "Ja. Tag mig bagfra. Træk i håret. Jeg vil have din hånd der. Ikke for at gøre mig lille. For at holde mig, mens du knepper mig, som om du mener det."

"Jeg mener det."

Hun vendte sig, lagde overkroppen ned mod bordet, kinden mod det kølige træ, røven løftet, kjolen skubbet op om livet. Victor stillede sig bag hende og lod et øjeblik hænderne glide over de runde, mørke balder, tommelfingeren langs sprækken, ikke for at tage noget, hun ikke havde budt, kun for at mærke hende skælve. Så førte han pikken ind igen, ét langt stød, og hun skreg hans navn ned i armen.

Han tog fat i hendes hår, ikke ryk, et fast greb ved roden, og bøjede hendes hoved let tilbage, så hun kunne se ham over skulderen, hvis hun ville. Hun ville. Øjnene var vilde.

"Hårdere," sagde hun. "Knep mig. Du er min, og jeg er din, lige nu, i det her rum. Sig det."

"Du er min lige nu," sagde han og stødte så dybt, at bordet vandrede en tomme. "Og jeg er din. Hør, hvor våd du er. Hør det. Du drypper ned ad mig."

"Fordi du rammer rigtigt. Igen. Ja. Træk. Sådan."

Han kneppede hende bagfra med en rytme, der ikke længere lod sig styre pænt. Den ene hånd i hendes hår, den anden om hendes hofte, tommelfingeren presset ind i det bløde kød. Hendes røv slog tilbage mod hans lyske, mørkt mod lyst, et syn, der brændte sig fast. Hun talte frækt og klart, uden at miste sig selv.

"Du fylder mig ud. Din pik er så hård, jeg kan mærke den i maven. Slap ikke. Jeg er tæt på. Gnid mig."

Han slap hoften et øjeblik, fandt hendes klit forfra, to fingre, faste, i takt med stødene, og hun gik i stykker under ham på den smukkeste måde. Først et hik, så et langt, råt støn, så kramper, der lukkede sig om hans pik som en knytnæve. Aisha kom først, præcis som hendes krop havde lovet, rystende, panden mod træet, hans navn i munden, igen og igen, mens safterne løb ned ad hendes lår og hans.

"Kom ind i mig," fik hun frem, stadig i orgasmen, stemmen klar nok til, at det var et valg og ikke bare en lyd. "Jeg har styr på det. Jeg vil have din sæd dybt inde. Giv mig den."

Det var det eneste, der skulle til. Victor stødte tre gange til, hårdt, begravede sig helt, og kom med et brudt råb, sæden pumpende dybt i hende, varm, lang, til hans ben dirrede, og han måtte læne sig ind over hendes ryg for ikke at falde. Hun mærkede det og klemte om ham, malkede de sidste stød ud, til han var tom og stadig hård nok til at blive et øjeblik endnu.

De blev sådan, forbundet, svedige, indtil vejrtrækningen fandt en bund. Så trak han sig forsigtigt ud. En tynd stribe af ham løb ned ad indersiden af hendes lår. Hun lo lavt, ikke genert, og rakte ud efter en rulle papir, der stod ved vasken i hjørnet. De tørrede sig, kluntet og ømt, uden at skynde sig væk fra hinanden. Victor hjalp hende med knapperne, ikke fordi hun bad om det, men fordi hans hænder ikke ville slippe endnu. Hun rettede på hans skjorte og strøg en tommelfinger over kompasset på hans håndled.

"Dante får et chok, hvis han finder os her i morgen," sagde hun, og smilet var blødt.

"Dante finder aldrig ud af det."

"Godt."

De stod et øjeblik i baglokalet med panden mod hinanden, stadig varme, stadig med duften af sex i tøjet. Victor mærkede noget åbne i brystet, noget, der ikke kun var pik og sult, noget, der lignede en dør, han havde holdt lukket, siden han overtog butikken og besluttede, at plader var nok. Han ville bede hende blive til lukketid, til natten, til en tallerken et sted, hvor lyset var dårligt, og man kunne tale om Hank Mobley, til man blev træt. Ordene lå færdige i munden.

Aisha så det. Hun lagde hånden på hans bryst igen, samme sted som mellem hylderne, men lettere nu, som et farvel, der ikke ville lyve.

"Ikke sig det," hviskede hun. "Jeg kan se det. Det vågnede også i mig. Derfor kan jeg ikke tage imod det. Min fly går i morgen tidlig, og der venter et liv, jeg allerede har sagt ja til. Det her var mit. Kun mit. Hvis jeg giver dig et nummer, begynder jeg at vende om i lufthavnen, og det må jeg ikke."

Han sank. "Så var det kun det her."

"Det var ikke kun det her." Hun kyssede ham én gang, langsomt, uden tunge, et kys, der smagte af sandhed. "Det var det hele. Derfor går jeg nu."

Hun samlede tasken op ude mellem hylderne, fandt den Mobley, hun var kommet efter, og lagde den på disken. Victor tog imod pengene, fordi hun insisterede, og fordi hans hænder havde brug for noget at gøre. Hun knappede frakken. Udenfor var lyset blevet blåt, og regnen var begyndt, fin og tæt mod ruden. Hun så på ham et sidste sekund, mørk og glødende og allerede halvvejs væk, og så åbnede hun døren.

Klokken ringede én gang, tyndt og endegyldigt, og Victor blev stående med hendes varme i hænderne og forstod, at den dør, hun havde åbnet i ham, aldrig ville få en anden gæst.