Dare i boghandlens baglokale vækkede hans lyst til at se hende tages af Winston

Luften i boghandlens baglokale lugtede af støv, lim og den tørre sødme fra papir, der havde stået for længe mellem reoler. Laura, toogtredive, lukkede døren ind til butikken efter sig og blev stående med hånden på messinggrebet. Hun var boghandlerkonen, den der holdt regnskabet, kundekredsen og de sene aftener i live, mens hendes mand foregav, at det var bøgerne, der betød noget. Den mørkegrønne kjole sad stramt over hofter og bryst, og hun havde taget den på, fordi aftenen skulle være stille. Den var ikke stille.

Victor stod ved det lille bord under vinduet ud mod baggården. Han var femogtredive, boghandler, med blæk under neglene og en skjorte, der havde mistet al stivhed et sted midt på eftermiddagen. Hans blik ramte hende og blev hængende, sultent og skyldigt på én gang, som om han allerede havde sagt noget, han ikke kunne tage tilbage. Ved siden af ham stod Winston.

Winston var otteogtredive, forretningsmand, velbygget på en måde, der ikke kom af skrivebord alene. Brede skuldre under en lys skjorte, mørk hud, rolige hænder, et blik der ikke skyndte sig. Victor havde sagt, at vennen skulle se på et parti gamle bøger. Laura havde nikket. Nu nikkede hun ikke. Hun mærkede, hvordan rummet trak sig sammen om de tre, voksne og vågne, med døren lukket og skiltet ude i butikken vendt.

"Der er du," sagde Victor. Hans stemme var hæs. "Vi er færdige med kataloget."

"Er I?" Laura gik længere ind. Gulvbrædderne gav sig under hendes hæle. Hun satte tasken fra sig på en stol og mærkede Winstons blik glide ned over kjolen, ikke sky, ikke groft, bare præcist. Varmen samlede sig lavt i maven, før hun havde besluttet, at den måtte det.

Winston smilede lidt. "Den kjole er et problem, Laura."

"Et problem?"

"Den sidder, som om den er syet til at blive taget af. Eller skubbet op. Jeg har stået her i tyve minutter og hørt Victor tale om førsteudgaver, og jeg har ikke hørt et ord, fordi den der kjole fortæller noget helt andet." Han lænede sig ikke frem. Han behøvede det ikke. Ordene lagde sig alligevel mellem hendes lår.

Victor trak vejret ind, skarpt. Han sagde ikke, at Winston skulle holde op. Han så på sin kone, og Laura så det i ham, det hun havde mærket i uger, når han kyssede hende for længe i nakken og hviskede ting, han bagefter lo af, som om de ikke betød noget. De betød noget. Hans fantasi havde ligget i sengen mellem dem, navnløs og hed, og nu stod den i lokalet med skjorteærmer rullet op og et blik, der ikke veg.

"Sig det igen," sagde hun. Hendes egen stemme overraskede hende. Den var lav, ikke pæn.

Winston løftede et øjenbryn. "At jeg har lyst til at se, hvad der er under. At jeg har lyst til at høre, hvordan du lyder, når nogen, der ikke er din mand, rører dig. Og at jeg kan se på Victor, at han allerede er hård af at høre mig sige det."

Victor bandede stille. Hans hånd lå flad på bordet, knoerne hvide. Laura mærkede sin puls i halsen, i håndleddene, mellem benene. Spændingen var ikke ensidig. Den gik rundt i rummet, fra Winstons rolige mund til Victors sultne øjne og tilbage til hendes egen krop, der allerede svarede, våd bag trusserne, brystvorterne stramme mod stoffet. Ingen af dem var fulde. Ingen af dem jokede mere. Det var tre voksne, der stod i et baglokale og lod en bemærkning blive til noget, der kunne væltes, hvis nogen sagde nej.

"Victor," sagde hun.

Han så op. "Jeg vil se det."

Ordene faldt rent. Ikke en vittighed, ikke en prøve. Han trådte hen til hende, tæt nok til at hun kunne lugte ham, papir og hud og den nervøse varme, der steg fra hans krave. "Jeg har fantaseret om det i månedsvis. Om at se dig blive kneppet. Af ham. Hårdt. Mens jeg står her og ikke kan lade være med at se. Jeg vil have det. Hvis du vil. Sig det, hvis du ikke vil, så stopper det nu, og vi går hjem, og jeg rører aldrig ved det igen."

Laura mærkede sætningen ramme hende som en hånd mellem benene. Ikke skam. Ophidselse, skarp og ærlig, så tydelig at hun blev våd nok til, at hun mærkede det, da hun flyttede vægten. Hendes mand ville se hende taget. Han bad om det med rystende mund og klare øjne. Hun lagde hænderne om hans ansigt og kyssede ham, dybt, ikke pænt, tungen inde, tænderne mod hans underlæbe, indtil han stønnede ind i hendes mund og greb om hendes hofter, som om han skulle holde sig oppe.

"Jeg vil," sagde hun mod hans læber. "Jeg vil have, at du ser det."

Så vendte hun sig.

Winston havde ikke rykket sig. Han stod stadig ved bordet, stor og rolig, og da hendes blik mødte hans, var der ingen høflighed tilbage i det. Sult. Ren, voksen sult. Hun gik de tre skridt hen til ham, og han tog imod hende uden at spørge en gang til, fordi spørgsmålet allerede var besvaret, og fordi hendes hænder allerede var i hans skjorte.

Hans mund var varmere end Victors, bredere, mere sikker. Han kyssede hende, som om han havde tid, og alligevel bed han let i hendes underlæbe, til hun gispede. En hånd gled ned over ryggen på kjolen, ned over rumpen, klemte, vurderede. Den anden fandt hendes bryst gennem stoffet og lukkede sig om det, tommelfingeren over brystvorten, langsomt, hårdt nok til at det sendte et stød ned mellem hendes ben.

"Kom her," sagde Victor hæst bag hende.

Hun vendte hovedet, og hendes mand kyssede hende igen, mens Winston stadig holdt hendes bryst. To munde, to sæt hænder. Victor kyssede hendes hals, åbnede munden mod pulsen, og Winston trak kjolen ned over den ene skulder, til stoffet gav efter og hendes bryst kom fri. Han bøjede sig og tog brystvorten i munden, sugede, tunge flad og så spids, og Laura stønnede højt nok til, at det gav genlyd mellem papkasserne.

Victor så det. Hans hånd rystede, da han lagde den på hendes mave, ned, ned, ind under kjolen, ind over trusserne. "Du er gennemblødt," hviskede han, forundret og ødelagt. "Allerede."

"Ja." Hun greb Winstons nakke og holdt ham ved brystet. "Rør mig. Begge to. Jeg vil mærke det."

De skiftedes. Victor kyssede hendes mund, slikkede ind, mens Winston knælede et øjeblik og kyssede indersiden af hendes lår, kjolen skubbet op, tænderne mod huden lige under trussekanten, ikke længere end hun tillod, og hun tillod mere for hvert sekund. Så byttede de. Winston rejste sig og tog hendes mund igen, dybt, en hånd i hendes hår, den anden mellem hendes ben uden på stoffet, to fingre der pressede trusserne ind i sprækken og gned, langsomt, præcist, indtil hendes knæ gav efter, og Victor måtte holde hende om livet.

"Sig, hvad du vil," sagde Winston mod hendes mund. Hans stemme var rolig. Hans fingre var ikke.

Laura så på sin mand. Victor nikkede, øjnene blanke, pikken allerede synlig som en hård linje i bukserne. Hun vendte blikket tilbage, sultent, uden at skjule det.

"Tag mig," sagde hun. "Hårdt. Jeg vil have din pik i mig, og jeg vil have, at han ser det hele. Ikke pænt. Ikke forsigtigt. Knep mig, Winston."

Han løftede hende, som om vægten ikke betød noget, og satte hende op på det brede bord bagerst i lokalet, det de brugte til at pakke ordrer. Papir blev skubbet til side. En stabel kataloger væltede og landede på gulvet uden at nogen samlede dem op. Winston stillede sig mellem hendes spredte knæ, skubbede kjolen op om livet og så på hende et sekund, spørgende, stadig.

"Ja," sagde hun. "Nu."

Han trak trusserne til side i stedet for at tage dem af. Stoffet skar let ind i den ene balle, og kulden fra rummet ramte hendes våde fisse et øjeblik, før hans mund gjorde det. Han slikkede hende, fladt først, fra det sted hvor hun var mest åben og op over klitten, langsomt, som om han smagte på hende og besluttede, at han ville have mere. Laura kastede hovedet tilbage. Hendes hænder fandt kanten af bordet og klamrede sig fast.

"Åh. Ja. Lige der."

Winston spredte hende med tommelfingrene og stak tungen ind, dybt, så trak han den op og sugede klitten ind mellem læberne, rytmisk, vådt, uden at skynde sig og uden at slippe. Lyden var obskøn i det stille lokale, slik og åndedræt og hendes egne støn. Victor stod ved bordenden. Han havde åbnet bukserne. Hans pik stod stiv ud i hans hånd, rød og spændt, og han rørte den langsomt, øjnene låst på det sted, hvor en anden mands mund arbejdede i hans kone.

"Se på mig," sagde Laura til ham, stemmen brudt. "Se, hvor våd jeg er for ham."

"Jeg ser," hviskede Victor. "Gud, Laura. Du er så liderlig. Du drypper ned på bordet."

Winston gryntede mod hende, tilfreds, og stak to fingre ind, krummede dem, slikkede samtidig. Laura skreg kort, ikke af smerte, af det stød der løb op gennem maven, da han ramte det sted inden i hende og blev der. Hendes lår rystede om hans skuldre. Hun var tæt på allerede, for tæt, og hun ville ikke komme sådan. Ikke kun sådan.

"Op," gispede hun. "Jeg vil have pikken. Kom ind i mig."

Winston rejste sig, tørrede munden med bagsiden af hånden og åbnede bukserne. Pikken, der kom fri, var tyk, mørk, tung i hans hånd, med en glans af forhud, der allerede var trukket tilbage, og en dråbe i spidsen. Laura stirrede. Victor stirrede. Ingen af dem lod, som om de ikke gjorde.

"Kondom?" spurgte Winston, stadig rolig, stadig den voksne i rummet.

"Jeg er ren, og jeg har spiral," sagde Laura. "Victor ved det. Jeg vil mærke dig. Hvis du er ren."

"Jeg er ren." Han så på Victor. "Sig det, hvis du vil have, jeg stopper."

"Stop ikke," sagde Victor. Hans hånd kørte langsomt på sin egen pik. "Jeg vil se dig tage hende."

Winston trak hende ud til kanten af bordet, lagde hendes ene ben op over sin underarm og satte pikken mod hende. Hovedet gled i den våde sprække, fandt indgangen og pressede. Laura bed sig i læben. Han var tyk. Strækket kom langsomt, brændende på den gode måde, centimeter for centimeter, indtil han var begravet, og hun kunne mærke ham helt inde, pulserende, varm, større end hun var vant til.

"Åh, fuck," hviskede hun, og så lo hun kort, hæst, af sig selv. "Mere. Bevæg dig."

Han kneppede hende i missionær, først dybt og målt, så hårdere, bordet der knirkede under dem, hendes bryst der hoppede frit, kjolen krøllet om livet, trusserne stadig skubbet til side som et bånd. Hvert stød ramte bund. Hun holdt om hans nakke og mødte ham, hofterne op, grådig, uden at lukke øjnene, fordi hun ville se sin mand se det.

Victor stod så tæt, at hun kunne have rørt ham. Hans blik flakkede mellem hendes ansigt og det sted, hvor Winstons pik forsvandt i hende, våd, glinsende, når den trak sig tilbage og stødte ind igen. "Du tager ham," sagde han, næsten ærbødigt. "Hele ham. Laura, du er så smuk sådan."

"Hårdere," bad hun. "Winston. Hårdere. Jeg vil mærke det i morgen."

Han adlød. Stødene blev kortere, dybere, hans hænder om hendes hofter, tommelfingrene i de bløde fordybninger over bækkenet. Han bøjede sig og bed let i hendes bryst, slikkede brystvorten, mens han kneppede, og Laura mærkede orgasmen bygge sig op som et tryk bag øjnene. Hun holdt den tilbage. Ikke endnu. Hun ville have mere stilling, mere af den stemme, mere af sin mands øjne på sig.

"Vend hende," sagde Victor pludselig, hæst. "Jeg vil se det bagfra. Jeg vil se, hvordan du tager hende."

Laura lo, vildt. "Hør ham. Han ved, hvad han vil have." Hun skubbede let til Winstons bryst. "Gør det. Tag mig bagi. Dybt."

Winston trak sig ud. Tomheden varede et sekund, nok til at hun mærkede, hvor åben hun var, hvor meget hun savnede fylden. Han hjalp hende ned fra bordet, vendte hende, lagde en hånd mellem hendes skulderblade og bøjede hende frem over bordpladen. Kataloger under hendes bryst, kinden mod det kølige træ, røven op, kjolen om livet, trusserne stadig skæve. Han spredte hendes baller med den ene hånd og gled ind igen i ét langt stød, og Laura skreg, højt, ægte, af nydelse der ikke havde noget pænt over sig.

"Ja. Ja. Der. Bliv der og knep."

Han kneppede hende i doggy, hårdt, dybe stød der skubbede hende frem over bordet, så hun måtte stemme hænderne imod og skubbe tilbage for at møde ham. Lyden af hud mod hud fyldte baglokalet, våd og taktfast, blandet med hendes støn og det lille, knækkede åndedræt fra Victor, der nu stod ved siden af og onanerede åbenlyst, hurtigere, øjnene store.

Winston greb en håndfuld af hendes hår, ikke så hårdt at det gjorde ondt på den forkerte måde, hårdt nok til at løfte hendes ansigt. "Hør dig selv," sagde han lavt, tæt ved hendes øre, mens hofterne slog ind. "En liderlig hotwife, bøjet over sin egen disk, der tigger om en pik, der ikke er hendes mands. Er det det, du er?"

"Ja," hulkede hun. "Ja. Sig det. Kald mig det."

"Liderlig hotwife." Han stødte dybere, blev der, malede. "Victor." Han løftede blikket uden at sætte tempoet ned. "Nyder du det? Nyder du at se din kone blive ødelagt af en stor, sort pik? Se, hvordan hun åbner sig. Se, hvordan hun skriger for den."

Victor stønnede, hånden hurtig om sit skaft. "Ja. Gud, ja. Jeg elsker det. Ødelæg hende. Jeg vil se det. Laura, du er så smuk, når du tager ham. Kom for ham. Jeg vil se dig komme, mens han er inde i dig."

Ordene ramte hende hårdere end stødene. Laura skreg, ikke et pænt støn, et råb der rev sig op af brystet, og bad om mere, bad om dybere, bad om at han ikke måtte stoppe, at han skulle holde hende nede og kneppe hende, til hun ikke kunne stå. Winston gav hende det. En hånd om hendes hofte, den anden ned mellem hendes ben, fingre på klitten, cirkler i takt med stødene, og trykket bristede.

Hun kom med et skrig, der fyldte lokalet, lårmusklerne der spændte, fissen der klemte om ham i bølger, så hårdt at han bandede og måtte holde igen for ikke at følge med med det samme. Hun rystede, panden mod træet, munden åben, og blev ved med at skubbe tilbage, grådig selv midt i det, fordi efterskælvene ville have mere, og fordi Victor stadig så, stadig rykkede i sin pik, stadig hviskede hendes navn som et bøn.

"Mere," gispede hun. "Ikke stop. Jeg kan tage mere. Giv mig det."

Winston bandede lavt, greb begge hofter og kneppede hende gennem orgasmen og forbi den, hårde, dybe stød, indtil rytmen brød. "Jeg kommer," sagde han, stemmen endelig ikke rolig. "Inde i dig. Sig ja."

"Ja. Kom i mig. Fyld mig. Victor, se det."

Han stødte i bund og blev der, hele kroppen spændt, og Laura mærkede ham pulsere, varm sæd i dybe stød inde i hende, så meget at det føltes som et nyt tryk. Han rykkede to gange til, langsomt, tømte sig, og stønnede mod hendes ryg, en stor hånd flad mellem hendes skulderblade, ikke for at holde hende nede nu, bare for at være der, mens det ebbede ud.

Et øjeblik var der kun åndedræt. Papirduft. Den fjerne lyd af en cykel ude i baggården, ligeglad med dem.

Winston trak sig ud, forsigtigt. Laura blev liggende et sekund, åben, rystende, og mærkede sæden løbe. Varm, tyk, ned over hendes fisse, ned over inderlåret, en dråbe der ramte gulvet. Hun rettede sig langsomt op, benene usikre, kjolen stadig oppe, brystet stadig frit, håret i uorden. Hun så ikke på Winston først. Hun vendte sig mod sin mand.

Victor stod med pikken i hånden, tæt på at komme, øjnene våde, munden åben. Laura gik hen til ham, lagde armene om hans nakke og kyssede ham, dybt, taknemmeligt, med smagen af sin egen ophidselse stadig et sted i rummet og Winstons sæd, der løb ud af hendes velbrugte fisse og ned ad låret, mens hun pressede sig ind mod ham.

"Tak," hviskede hun mod hans mund. "Tak, fordi du bad om det. Tak, fordi du så."

Han kyssede hende igen, hårdt, og kom i sin egen hånd med et knækket støn, sæd over fingrene, over hendes hofte, varm og pludselig. Han rystede og holdt om hende, panden mod hendes, og lo en lille, ødelagt latter.

"Det var bedre," sagde han. "Bedre, end jeg nogensinde havde fantaseret om. Bedre end alle de nætter, jeg lå vågen og ikke turde sige det højt. Du var... Laura, du var alt."

Hun smilede, blød i kroppen, stadig fuld af en anden mands sæd, og strøg tommelfingeren over hans kind, som om hun trøstede ham, som om aftenen havde været en gave, hun gav ham.

Winston rettede skjorten bag hende, rolig igen, og sagde ingenting. Han behøvede det ikke.

Laura lænede sig ind, læberne mod Victors øre, stemmen så lav, at kun han kunne høre den, og alligevel lød den klarere end noget, der var blevet skreget over bordet.

"Godt," hviskede hun. "For det var ikke din fantasi, vi legede. Det var min, og du har lige takket mig for at få lov at se med."