Staldens hede hvisken tændte deres længsel

Sensommeren havde lagt sig over Staldens hede som en varm hånd, der ikke ville slippe. Lyngen stod stadig lilla mellem de grå sten, og vinden bar duften af tør jord, harpiks og solvarme klipper ind gennem sommerhusets åbne vinduer. Tamara, otteogtyve og arkitekt, stod barfodet på de slidte gulvbrædder og lyttede til stilheden. Ingen naboer. Ingen biler. Kun heden, huset og den kvinde, hvis skridt hun kunne høre inde fra køkkenet.

Brigitte var enogtredive og ejede et galleri i byen. De havde været nære veninder i ni år, siden de mødtes som voksne kvinder ved et middagsbord, og siden da havde de delt ferier, sorger og den fortrolighed, der opstår, når to kvinder lader hinanden se det, ingen andre får lov at røre ved. Men i år var fortroligheden blevet farlig. Isolationen på Staldens hede gjorde hvert blik længere, hver pause tungere. Brigittes bløde hvisken strejfede Tamaras hud, som om ordene selv havde lært hendes krop udenad.

Allerede den første aften mærkede Tamara det. Brigitte lænede sig ind over køkkenbordet for at række hende et glas vand, og ånden ramte den bare hud i nakken.

»Du dufter af solen,« hviskede hun. »Af hud, der har ligget for længe i lyset.«

Tamara lo for højt. Varmen samlede sig lavt i maven, præcis der, hvor hun ikke ville have den, og præcis der, hvor den altid endte, når Brigitte sænkede stemmen. Hun vendte sig ikke. Hun turde ikke møde det blik, hun allerede kunne mærke glide ned over ryggen, over den tynde kjole, over hofterne. Længslen havde vokset sig stærk mellem dem de seneste år, voksen og uudtalt. Herude var der bare ingen steder at gemme den.

De følgende dage gik i en langsom, ulidelig rytme. De gik i lyngen, til skoene blev støvede, og når stien blev smal, strejfede Brigittes hånd Tamaras og blev liggende et sekund for længe. Om aftenen sad de tæt, og Brigitte hviskede om galleriet, om kroppe på lærred, om alt andet end det, der stod mellem dem. Hver gang stemmen sank, lænede Tamara sig nærmere, og hver gang endte Brigittes mund få centimeter fra hendes øre. Tamara lå vågen bagefter og pressede lårene sammen i mørket. Hun forestillede sig den mund andre steder. Hun vidste, at Brigitte gjorde det samme. Det stod i de intense blikke, der ikke længere lod, som om de var tilfældige.

På den tredje aften tændte de op i pejsen. Et enkelt glas vin stod på det lave bord, og de drak langsomt, i små slurke, med klare hoveder. Ingen af dem ville være sløret. De ville huske hvert ord, hvis ordene endelig kom. Ilden kastede rødt lys over Brigittes ansigt, over den bløde bue i underlæben, over blikket, der hele tiden vendte tilbage til Tamaras mund, til brysterne under kjolen, til den bare hud over knæet.

»Jeg har tænkt på dig,« sagde Brigitte. Stemmen var lav, ikke angerfuld. »Ikke som veninde. Som den kvinde, jeg har lyst til at smage på.«

Tamaras puls slog hårdt i halsen. »Hvor længe?«

»Siden din fødselsdag sidste år. Du var otteogtyve, stod i min lejlighed i den sorte kjole og lo, som om du vidste, hvad du gjorde ved mig.« Brigitte lænede sig frem. Hvisken blev hed. »Jeg gik hjem og rørte ved mig selv. Mere end én gang. Jeg hviskede dit navn, da jeg kom. Jeg har gjort det siden, med hånden mellem benene og dit ansigt bag øjnene.«

Skammen og sulten skyllede gennem Tamara på samme tid. Hun satte glasset fra sig. Hånden var rolig.

»Jeg har også,« sagde hun. »I de seneste år har jeg ligget og forestillet mig din tunge. Din mund mellem mine ben. Jeg har bidt i puden for ikke at stønne dit navn så højt, at nogen kunne høre det. Jeg er blevet våd af at høre dig hviske helt almindelige ting. Det er pinligt, og det er sandt.«

Brigitte smilede langsomt. Det var ikke et venligt smil. Det var sultent, og det gjorde Tamara våd med det samme.

»Så hold op med at forestille dig det,« hviskede hun. »Sig, at du vil have det. Sig det, så jeg ved, at du vælger det.«

»Jeg vil have det,« sagde Tamara. »Jeg vælger det. Jeg vil have dig.«

Brigitte lænede sig frem og kyssede hende. Blidt først. Læberne var varme, bløde, prøvende, et spørgsmål formet som et kys. Tamara svarede ved at åbne munden og møde hende. Hun gengældte ivrigt, trak Brigitte ind, lod tungen glide mod hendes, og tilbageholdenheden væltede. Den havde holdt i årevis. Den holdt ikke et minut længere.

»Ja,« hviskede Tamara mod hendes mund. »Tag mig. Jeg beder dig. Jeg vil mærke dine hænder. Jeg vil høre dig sige de liderlige ting, du har gået og gemt.«

»Du er min i aften,« hviskede Brigitte, og det lød som en aftale, ikke en trussel. »Sig ja igen.«

»Ja. Ja, for fanden. Rør ved mig.«

Hænderne blev ivrige. Brigittes fingre gled op ad Tamaras lår, skubbede kjolen op, fandt den varme hud og den fugtige varme længere oppe. Tamara trak hende tættere, bed blidt i underlæben og hviskede ord, hun aldrig havde sagt til en veninde.

»Jeg er allerede våd. Kan du mærke, hvor længe jeg har ventet? Stik hånden ind. Mærk det.«

Brigitte gjorde det. Fingrene gled ind under trusserne, gennem de våde folder, og hun stønnede lavt, som om berøringen ramte hende selv.

»Gud, Tamara. Du driver. Kom herned. Jeg vil have dig på tæppet, hvor jeg kan se dig i ilden.«

Hun trak hende ned på det bløde uldtæppe foran pejsen. Tamara lod sig trække, ville ned, ville under hende. Ulden var tyk og varm under ryggen. Ilden varmede den ene side af kroppen, Brigitte den anden. Et øjeblik sad Brigitte over hende, kyssede hende dybt og tungt, og så trak hun kjolen af med rolige, bestemte hænder. Tamara løftede armene, hjalp til, ville af med stoffet. BH'en fulgte. Brigittes mund fandt et bryst, sugede brystvorten ind, bed let, og Tamara buede ryggen op fra tæppet med et hæst støn, der ikke lød som hende og alligevel var det eneste ærlige, hun havde sagt i flere dage.

»Mere,« hviskede hun. »Hårdere. Jeg vil mærke dig. Bestem over mig. Jeg vil have det sådan.«

»Spred benene,« sagde Brigitte. Det var en ordre, og de ville den begge. »Jeg vil se dig. Jeg vil have dig åben for mig, uden at du skjuler noget.«

Tamara adlød med det samme. Hun spredte lårene, og Brigitte skubbede dem længere fra hinanden med faste hænder, ønsket dominans, aftalt i hvert blik og hvert ja. Hun så ned. Trusserne var mørke af væde, stoffet klistret til hende. Brigitte trak dem ned, langsomt, og da de gled af anklerne, lå Tamara nøgen i ildskæret. Fissen var blank og åben, klitten hævet, inderlårene allerede fugtige.

»Smuk,« hviskede Brigitte. »Så våd for mig, at det lyser. Du har gået sådan rundt hele dagen, har du ikke? Våd og artig og tavs.«

»Ja,« stønnede Tamara. »Hele dagen. Slik mig. Jeg kan ikke vente længere.«

Brigitte bøjede sig ned og slikkede. Først et langt, langsomt strøg fra den våde åbning og op over klitten, som om hun smagte, lærte, tog hende i besiddelse. Tamara gispede, fingrene krøllede sig i ulden. Så blev Brigitte grådig. Hun begravede munden mod hende, slikkede dybt, tungespidsen pressede ind i skeden, og så op igen, flade, faste slik over klitten, igen og igen, uden pause. Hænderne holdt lårene spredt. Tommelfingrene pressede ind i den bløde hud. Hun åd hende, som om hun havde sultet i alle de år, de havde ladet, som om de bare var veninder.

Tamara stønnede højt. Lyden fyldte huset, rå og skamløs, og heden udenfor tog imod den uden at svare.

»Ja. Der. Lige der. Din tunge. Åh, Brigitte, slik mig, hold ikke igen. Dybere. Jeg vil mærke dig inde i mig.«

Brigitte holdt ikke igen. Hun sugede klitten ind mellem læberne, lod tungen flakse hurtigt og ubarmhjertigt, og stak så to fingre ind i hende, krummede dem, fandt det bløde sted, der fik hofterne til at rykke op mod hendes mund. Våde lyde fyldte rummet, obskøne og ærlige, fingre der gled, mund der arbejdede, Tamaras gispen, der blev til små, hjælpeløse skrig. Hun greb fat i Brigittes hår, ikke for at skubbe hende væk, men for at holde hende der, hvor tungen var nådesløs.

»Jeg kommer, hvis du fortsætter,« gispede hun. »Vent. Jeg vil også have dig. Jeg vil have din smag i munden, når jeg kommer. Vend dig. Lad mig.«

Hun skubbede Brigitte om på ryggen, bestemt, men med et blik, der spurgte og fik et nik, et hæst ja. Brigitte lod sig vælte, lo lavt, øjnene mørke. Tamara trak tøjet af hende med utålmodige hænder. Kjolen, BH'en, de fugtige trusser. Brigittes krop var fast og varm, brysterne tunge i hænderne, maven blød under de kys, Tamara pressede ned over den. Da trusserne gled af, var Brigitte lige så våd, glinsende i ildskæret, duftende af den længsel, de endelig havde givet efter for.

Tamara spredte hende med tommelfingrene et øjeblik, bare for at se, og stønnede ved synet.

»Op på mit ansigt,« hviskede Brigitte, før Tamara nåede at bøje sig. »Jeg vil have dig over mig. Sæt dig. Rid min tunge. Jeg beder om det. Kvæle mig med din kusse, hvis det er det, du vil. Jeg vil have det.«

»Sikker?«

»Helt sikker. Giv mig det. Hårdt.«

Tamara svingede et ben over hende og sænkede sig. Først så Brigitte kunne finde hende med munden, og så, da tungen ramte klitten, sank hun helt ned og begyndte at ride. Hun gned sig mod Brigittes mund, hofterne rullede, først langsomt, så hårdt, krævende. Tungen arbejdede under hende, stak op, slikkede, pressede, og Brigittes hænder greb om balderne og trak hende tættere, dybere, som om hun ikke kunne få nok. Tamara stønnede, hovedet kastet tilbage, ildlyset dansede over brysterne, over den åbne mund.

»Sådan. Din mund er så god. Slid din tunge på mig. Ja. Mere. Jeg rider dig, til du ikke kan andet end smage mig.«

Hun red hårdt, lårene spændte, klitten gned mod tungen og næsen og de våde læber, indtil det dirrede helt op i maven. Det var for godt til at være alene. Hun ville have Brigitte i munden samtidig, ville betale tilbage i samme åndedrag. Hun vendte sig, gled ned over den varme krop, og de fandt hinanden i en 69-stilling på tæppet, ilden varm mod den ene side, mørket mod den anden.

Tamara bøjede sig over Brigittes fisse, spredte de våde læber med fingrene og slikkede. Smagen var salt og sød og varm, og hun stønnede ind mod hende, mens Brigitte under hende fortsatte med at æde hende grådigt, uden at slippe. De fandt en rytme, der føltes som noget, de havde øvet i hemmelighed. Tamara stak to fingre ind i Brigitte og slikkede klitten i takt med stødene, dybe, våde stød, mens Brigitte gjorde det samme nedefra, fingre der krummede, tunge der ikke gav hende fred.

»Du smager af alt det, jeg har villet,« gispede Tamara mod hende. »Kom for mig. Kom, mens jeg slikker dig. Jeg vil mærke det.«

Hofterne begyndte at skælve. Tamaras lår dirrede mod Brigittes kinder. Brigittes mave spændtes, og hun pressede sig op mod Tamaras mund, våd, utålmodig, så tæt på, at hele kroppen dirrede. De fingerkneppede hinanden hårdere, slikkede hurtigere, grådige, synkrone, ude af stand til at holde igen.

»Jeg kommer,« stønnede Brigitte mod hendes fisse, ordene utydelige og våde. »Kom med mig. Nu. Kom på min tunge. Giv mig det hele.«

Tamara kunne ikke svare med ord. Hun suttede hårdere, fingerkneppede hende dybere, og så brød det løs i dem begge på samme tid. Orgasmen ramte Tamara som en bølge, der trak hende sammen om Brigittes fingre og tunge, hofterne skælvende i voldsomme ryk, et råt skrig presset ned mod Brigittes kusse. Samtidig kom Brigitte under hende, krammede om fingrene, flød over tungen, hofterne stødte op i de samme synkrone, ukontrollerede ryk. De red det ud sammen, slikkede hinanden gennem det, blev ved, selv da det blev for skarpt, indtil benene gav efter, og de sank sammen på tæppet, gispende, våde i ansigtet, på hænderne, mellem lårene, ildens lys rystende over huden.

Et stykke tid var der kun åndedræt og knitren. Tamara lagde kinden mod Brigittes lår og mærkede pulsen der, hurtig, levende. Brigittes hånd strøg hendes hår, langsomt, næsten ømt, og ømheden var værre end sulten havde været. Ingen af dem sagde noget. Udenfor hviskede heden i lyngen, den samme bløde lyd, der havde fulgt dem i tre dage, og som nu lød som noget, der vidste besked.

Venskabet lå et sted på gulvet mellem kjolerne og de fugtige trusser, og ingen af dem samlede det op.

Hun hviskede hendes navn, og det lød allerede som et farvel.