Rafael fanger hende nøgen i vandet mens hendes lår lukker sig om en anden

Jeg er enogtredive år, og fantasien havde boet i mig så længe, at den føltes som en anden puls under huden. Den nat, jeg endelig hviskede den til Anna, lå vi i sengen i vores lejlighed i Malmø. Vinduet stod på klem. Byens trafik var kun en fjern brusen. Anna var otteogtyve, varm efter et bad, med håret fugtigt mod puden og en bog, hun ikke længere læste, hvilende på maven. Jeg sagde det ind i mørket mellem os. At jeg ville se hende med en anden mand. At jeg ville stå udenfor og mærke, hvor lille jeg blev, mens han tog hende, og at den ydmygelse tændte mig mere, end jeg brød mig om at indrømme højt.

Hun lagde bogen på natbordet. Hendes hånd fandt min på lagnet og blev der.

"Sig det en gang til," sagde hun. "Hvis du kun kan hviske det, er det måske ikke noget, du virkelig vil have."

Jeg sagde det igen, langsommere. Jeg sagde, at det kun duede, hvis hun selv ville det, med sin egen mund, ikke som en tjeneste til mig. Min stemme rystede, men ordene var klare. Anna lyttede uden at le og uden at trække hånden til sig. Jeg kunne høre hende trække vejret, roligt, som om hun vejede noget, hun allerede havde rørt ved i sine egne tanker.

"Jeg er ikke vred," sagde hun til sidst. "Jeg er nysgerrig. Og jeg leger ikke med noget, jeg ikke selv tænder på. Hvis det sker, sker det, fordi jeg siger ja. Ikke fordi du har hvisket dig til et offer."

Så sagde hun navnet, inden jeg nåede det. Rafael. Min ven fra barndommen, som nu var toogtredive, med brede skuldre og den rolige måde at fylde et rum på, som jeg aldrig havde lært. Tiltrækningen var ikke noget, der strakte sig bagud. Den var opstået i mig som voksen, en sen sommer, hvor jeg så ham løfte en bådmotor alene og så Annas blik følge hans arme, uden at hun vidste, at jeg så det. Jeg havde gemt det. Nu lå det mellem os, og Anna slukkede lampen og lagde sig ind til mig, som om vi bare havde aftalt, hvornår vi skulle køre nordpå.

Hytten ved den afsides skovsø i Sverige var hans forslag. Et sted uden naboer, sagde han i telefonen, kun graner, vand og en bådebro, der knirkede. Vi kørte derop i hans bil om eftermiddagen, med tasker i bagagerummet og vinduerne nede, så lugten af harpiks fyldte kabinen. Anna sad bagi. Jeg sad foran og turde ikke møde Rafaels blik for længe i spejlet. Han talte om vejen, om en bro, der var spærret, om hvor stille det blev, når motoren døde. Hans underarme lå på rattet, solbrændte og senede. Anna svarede ham let. Jeg hørte smilet i hendes stemme og mærkede allerede den varme, skamfulde stramning i bukserne, som om kroppen var nået frem før tanken.

Da vi bar taskerne ind, lagde hun en hånd på min lænd i entréen og hviskede, at jeg skulle huske, hvad jeg havde lovet. Ingen plan. Hvis noget skete, skulle det ske, fordi hun ville det i øjeblikket, og fordi han også ville. Jeg nikkede. Min mund var tør. Udenfor lå søen som et mørkt øje mellem træerne, og aftenen kom hurtigt, kølig i skyggen og stadig lun ude på det åbne vand.

Rafael tændte bålet på den lille strand af sand og flade sten. Ilden slog op i orange tunger og kastede lys op under vores hager. Anna havde en tynd sommerkjole på. Inden vi gik ned fra hytten, havde hun sagt lavt til mig, at hun ikke havde noget under. Hun sagde det, som man siger, at man har glemt en sweater, og alligevel vidste jeg, at hun ville have, at jeg bar den viden med mig ned til ilden. Hun satte sig på en træstamme tættere på ham end på mig. Hendes knæ pegede mod hans. Hun lo af noget, han sagde om vejen gennem skoven, og hun lagde hånden på hans underarm, da hun lo, og lod den blive liggende et sekund for længe.

Jeg sad med en flaske vand, jeg knap åbnede. Min mave var stram. Jeg så, hvordan hans blik gled ned over hendes hals, ned til den åbne kant af kjolen, hvor hendes bryster bevægede sig, når hun lænede sig frem. Han så ikke væk med det samme. Anna mødte hans blik og smilede, ikke det høflige smil, hun gav naboer, men et langsomt, åbent smil, der sagde, at hun vidste, hvad han kiggede på, og at hun ikke havde noget imod det. Hun strakte benene ud mod varmen. Kjolen gled op over lårene. Jeg kunne se den bløde inderside, den hud, jeg havde kysset hundredvis af gange, blotlagt i ildskæret foran min ven.

"Du ser godt ud i aften," sagde Rafael. Hans stemme var rolig. Han sagde det til hende, ikke til os.

"Det er varmen," sagde Anna. "Og selskabet." Hun så ikke på mig, da hun sagde det. Hun så på ham. Så drejede hun endelig hovedet og fangede mit blik hen over flammerne. Der lå et spørgsmål i hendes øjne, og også noget, der allerede havde svaret. Jeg sank. Jeg nikkede, næsten usynligt. Min pik var allerede hård, og skammen over det gjorde den kun hårdere. Jeg foldede hænderne om flasken, så ingen skulle se, hvordan de rystede.

De talte videre. Om hans arbejde på værkstedet, om en båd, han havde repareret i foråret, om hvor stille det var herude. Anna lo igen og bøjede sig for at lægge en kæp på bålet. Kjolen faldt frem. Jeg så ham se lige ned i udskæringen, og jeg så, at hun blev dernede et øjeblik længere, end hun behøvede. Da hun rettede sig op, var brystvorterne synlige gennem det tynde stof, små og stramme i varmen fra ilden. Hun gned ikke armene. Hun lod dem være. Hun lod ham se.

"Du rødmer," sagde hun til Rafael, stadig med smilet.

"Jeg rødmer ikke," sagde han. "Jeg kigger."

"Det må du gerne." Hun sagde det klart. Så så hun på mig igen, kort, som for at sikre sig, at jeg stadig sad, hvor hun havde sat mig. Jeg blev siddende. Hele min krop ville rejse sig og gå, og hele min krop ville blive og se. Fantasien, jeg havde hvisket i Malmø, sad nu i ildskæret med bare lår og et smil, der ikke tilhørte mig længere.

Så rejste hun sig. Sandet knasede under hendes bare fødder.

"Jeg går ned og svømmer," sagde hun. "Vandet er stadig lunt. I kan blive siddende."

Hun så på mig, da hun sagde det sidste. Bliv siddende. Se på. Det var ikke en ordre, jeg ikke kunne bryde. Det var den aftale, vi havde hvisket os frem til, uden at sige ordene højt herude. Hun trak kjolen over hovedet i én bevægelse og lagde den på stammen. Hun stod nøgen i ildskæret, otteogtyve år, med faste bryster, en smal talje og den mørke trekant mellem lårene, som ilden gjorde næsten kobberfarvet. Rafael trak vejret ind, hørligt. Anna smilede til ham, ikke til mig, og gik ned mod vandet uden at dække sig. Hendes røv bevægede sig roligt, rundt og sikkert, og månen, der var begyndt at lægge sig over granerne, ramte den våde glans, som endnu ikke var der, men som jeg allerede så for mig.

Hun vadede ud, til vandet nåede hende til hofterne, og dykkede. Da hun kom op, klistrede håret til nakken og skuldrene. Hun svømmede et par tag, vendte sig på ryggen, og brysterne brød overfladen, våde og tunge i det blege lys. Hun vidste, at vi så hende. Hun lod sig flyde, spredte armene, og jeg hørte hende sukke af velvære, et lavt, tilfreds lyd, der gik lige i mig og blev siddende.

"Hun er smuk," sagde Rafael stille. Han sagde det ikke som en undskyldning.

"Ja," sagde jeg. Min stemme lød fremmed i min egen mund. "Hun er."

Han rejste sig. Han så på mig et langt øjeblik. Der var ingen hån i det, kun et spørgsmål, han ikke stillede med ord, fordi hun allerede havde givet ham svaret med hånden på hans arm og med den måde, hun var gået nøgen forbi ham. Jeg nikkede. Det var det eneste, jeg kunne. Han trak t-shirten af. Brystkassen var bred, maven flad, armene tykke af arbejde. Han smed bukserne. Hans pik hang tung og allerede halvstiv, tykkere end min, det kunne jeg se selv i halvmørket, og varmen skød op i ansigtet på mig, hed og ubarmhjertig. Han gik ned til vandet uden at se sig tilbage. Jeg blev siddende ved bålet med hjertet oppe i halsen og fantasien, jeg selv havde bedt om, vadende ud mod min kone.

Jeg holdt det ud i måske et minut. Så kunne jeg ikke. Skammen og nysgerrigheden trak lige hårdt. Jeg rejste mig, gik ikke ned på stranden, men ind mellem træerne til venstre, hvor underskoven var tæt, og hvor jeg kunne se vandkanten uden at stå i lyset fra bålet. Jeg gemte mig bag en gran. Barken var ru mod skulderen. Jeg så ud, og jeg hadede, hvor ivrig jeg var efter at se.

Rafael var ude ved hende. Vandet nåede ham til navlen. Anna stod over for ham, våd, med dråber på nøglebenene og brystvorterne stramme af kulden i luften over det lune vand. De smilede begge to. Ikke forlegent. Som to mennesker, der havde besluttet sig, og som nu bare skulle tættere på. Han løftede en hånd og strøg håret væk fra hendes kind. Hun lænede sig ind i berøringen, lukkede øjnene et sekund, og så kyssede de hinanden.

Det første kys var langsomt. Hans mund mod hendes, hendes hænder op på hans skuldre, fingrene spredt over den våde hud. Jeg kunne høre det våde smæld, da deres læber skiltes og mødtes igen. Så blev det sultent. Anna åbnede munden, og jeg så hans tunge glide ind. Hun lavede en lyd, et lille, ivrigt støn, som jeg kendte fra vores egen seng, og som nu tilhørte ham. Min pik pressede mod bukserne, så det gjorde ondt. Jeg rørte den ikke. Jeg turde ikke, og jeg kunne ikke lade være med at ville.

"Jeg vil det her," sagde hun mod hans mund, højt nok til, at det bar over vandet. "Sig, at du også vil."

"Jeg vil," sagde Rafael. "Jeg har villet det, siden du lagde hånden på mig ved bålet. Sig stop, hvis du skifter mening. Ellers tager jeg det, du giver mig."

"Jeg skifter ikke mening." Hun kyssede ham igen, dybere, og trak ham ind til sig.

Hans hænder gled ned over hendes ryg, greb om balderne under vandet og løftede hende ind mod ham. Anna hoppede ikke væk. Hun løftede selv det ene ben, så det andet, og lukkede lårene omkring hans hofter. Ivigt. Frivilligt. Hendes hæle krydsede bag hans ryg. Vandet skvulpede om dem i små, utålmodige ringe. Jeg kunne se, hvordan hun gned sig, små bevægelser med hofterne, og hvordan hendes støn blev højere, hver gang hun fandt trykket mod hans mave og mod roden af den pik, der nu var rejst mellem dem under overfladen.

"Dine hænder," sagde hun, hæst. "Jeg vil mærke dem."

Han adlød ikke, fordi hun befalede, men fordi han ville det samme. Hænderne kom op, greb hendes våde bryster, klemte dem, lod tommelfingrene glide over de stive brystvorter, til hun kastede hovedet tilbage. Vand dryppede fra hendes hår ned over hans håndled. Hun red hans hofter under overfladen, lårene stramme om ham, og hvert støn gik gennem mørket og ramte mig, hvor jeg stod gemt. Mit hjerte hamrede, så jeg kunne mærke det i tænderne. Ydmygelsen var en varm, kvalmende bølge. Min kone, nøgen, klynkende i min vens arme, mens jeg stod mellem træerne med en pik, jeg ikke syntes, jeg fortjente at røre ved. Og ophidselsen var værre, fordi den ikke lod sig skille fra skammen. Jeg ville se mere. Jeg hadede, at jeg ville se mere. Jeg elskede, at jeg ville se mere.

Anna sænkede blikket, kyssede ham igen, og da hun trak sig lidt tilbage, var stemmen klar. Ikke hviskende. Klar, så den bar over vandet og ind mellem granerne, hvor hun måtte vide, at jeg stod. Hun havde bedt mig blive. Hun havde set mig nikke. Nu brugte hun den viden.

"Tag mig hårdt," sagde hun. "Jeg vil mærke dig. Nu. Hele dig."

Rafael svarede med et grynt, der lød som et ja, sagt med hele kroppen. Han flyttede den ene hånd ned mellem dem. Jeg så armen bevæge sig under overfladen, så hendes mund åbne sig i et chok af nydelse, da hans fingre fandt hende og spredte hende. Så løftede han hende en anelse. Hans pik brød vandet et sekund, tyk, mørk, våd, inden han førte den ind. Anna skreg ikke. Hun udstødte et langt, brudt støn, og lårene klemte hårdt om hans hofter, da han gled i bund.

"Så stram," sagde han mod hendes hals. "Så våd. Hold fast."

Han tog hende hårdt i vandet. Ikke forsigtigt, ikke prøvende. Han stødt op i hende med dybe, tunge tag, så vandet slog op mellem deres maver og klaskede mod hendes røv, hver gang han trak hende ned over sig. Hendes lår klemte om hans hofter, som om hun ville låse ham inde, hælene gravede sig ind i hans lænd, og hun mødte hvert stød med et ivrigt ryk, der fik hendes bryster til at hoppe mod hans brystkasse. Hans hænder var tilbage på dem, greb, klemte, slap, greb igen. Hun bed ham i skulderen og stønnede hans navn, ikke mit.

Jeg stod bag granen og så min kone blive kneppet i søen af min ven, og ydmygelsen lagde sig som en hånd om halsen. Han var større. Han fyldte hende på en måde, jeg kunne se i den måde, hendes mund blev stående åben på, i den måde, hun rystede, når han ramte bunden. Hun klyngede sig til ham og bad om mere, lavt og grådigt, og han gav hende mere, hårdere, så vandet omkring dem blev uroligt. Min pik værkede. Jeg pressede panden mod barken og kunne ikke se væk. Det her var det, jeg havde hvisket om. Det var værre end fantasien, og det var bedre, og jeg skammede mig over begge dele, mens jeg så til.

"Ja," stønnede Anna. "Sådan. Bliv ved. Jeg vil mærke, at det er dig."

Rafael lo kort, hæst, og stødt hårdere. Hendes lår dirrede om hans hofter. Et øjeblik troede jeg, hun kom derude, med ansigtet begravet ved hans hals og neglene i hans ryg. Hun rystede, udstødte et langt klynk, og så løftede hun hovedet, våd og vild i blikket, og så ind mod træerne. Ikke præcist på mig. Tæt nok på. Hun vidste, hvilken retning jeg var gået. Hun smilede, et lille, skarpt smil, og hviskede noget til Rafael, jeg ikke kunne høre. Han nikkede, bar hende de få skridt ind mod land, stadig begravet i hende, mens vandet faldt fra deres kroppe i sølvstriber.

Ved vandkanten lå en flad sten, bred som et bord, stadig varm af dagens sol. Han trak hende op på den. Hun slap hans hofter først, da stenens ru flade tog imod hendes ryg, og så spredte hun benene for ham, uden at han bad om det. Knæene faldt ud. Kussen glinsede, åben og hævet, og hans pik, våd af hende og af søen, stod tyk mod hendes lår. Jeg kunne se det hele nu. Intet vand skjulte dem. Månen lagde et koldt skær over den varme scene, og bålets fjernere lys nåede kun deres ankler.

"Vend dig," sagde han.

Hun vendte sig. Hun stillede sig på stenen med fødderne adskilt, bøjede sig frem og støttede hænderne på den varme flade, så røven løftede sig mod ham. Hun så ikke tilbage på ham først. Hun løftede hovedet og så direkte ind mellem træerne, direkte på mig, der troede, jeg var gemt. Hendes blik fandt mit. Der var ingen tvivl. Hun ville have, at jeg så det her stykke også.

Rafael greb hende om hofterne og tog hende stående bagfra. Det første stød var dybt og hårdt. Hele pikken forsvandt i hende i ét tag, og lyden, da hans hofter ramte hendes balder, var våd og utvetydig. Anna udstødte et skarpt støn, der knækkede over i et grin af nydelse. Han ventede ikke. Han kneppede hende med dybe, hårde stød, trak sig næsten helt ud og ramte bunden igen, igen, igen, så hendes bryster svingede under hende, og hendes fingre kradsede mod stenen. Vand og saft løb ned ad indersiden af hendes lår. Jeg kunne høre det. Jeg kunne se, hvordan hendes kusse tog imod ham, hvordan den lukkede sig om den tykke pik, hver gang han trak sig tilbage, og hvordan hun skubbede sig bagud for at få ham dybere.

Hun holdt mit blik. Øjnene var blanke, munden åben, håret klistret til kinden. Og så hvæsede hun det, klart nok til, at det skar gennem granernes susen og gennem alt det, jeg havde bildt mig ind om mig selv.

"Se hvor meget bedre han føles end dig."

Ordene ramte mig som et slag og som en hånd om pikken på samme tid. Jeg svajede mod træet. Hun sagde det igen, lavere, mens Rafael stødt til, hver stavelse brudt af et stød.

"Se. Hvor meget bedre. Han føles. End dig."

"Det gør han," sagde Rafael, og der var ingen ondskab i det, kun den rå sandhed i hans krop, der fyldte hende. "Sig det til ham, mens jeg tager dig."

"Jeg siger det," stønnede hun, stadig med øjnene i mine. "Han er større. Han rammer dybere. Jeg er mere våd om ham, end jeg nogensinde har været om dig. Se på det, Victor. Se, hvad du bad om."

Jeg så. Jeg kunne ikke andet. Hvert hårdt stød bagfra sendte en bølge gennem hendes ryg, og jeg mærkede min egen utilstrækkelighed som en hed, levende ting. Hun nød det. Det var ikke skuespil for min skyld alene. Hendes lår rystede, hendes stemme blev tyndere, og alligevel blev hun ved med at se på mig, som om mit ydmygede blik var en del af det, der fik hende til at klemme sig sammen om ham.

Så trak hun sig frem, så hans pik gled ud, våd og blank. Hun vendte sig om på stenen, skubbede ham ned, så han sad med ryggen mod den varme flade og benene ude over kanten, og satte sig ovenpå ham. Hun førte ham ind med sin egen hånd, sank ned i ét langt, sultent tag, og lårene lukkede sig om hans hofter igen, denne gang i det åbne, hvor jeg kunne se hver muskel spænde. Hun red ham vildt. Ikke yndefuldt. Hun red ham, som om hun havde ventet på det i måneder, hofterne slog ned, kussen slugte ham til roden, og de våde klask fyldte strandkanten.

"Klem," sagde Rafael. Hans hænder greb hendes numse, fingrene gravede sig ind i det bløde kød, spredte hende, trak hende ned over sig. "Klem om mig. Ja. Sådan. Min lille utro tøjte."

Hun klemte. Jeg så lårene lukke sig hårdt om hans hofter, så hårdt, at huden bulede under grebet, og hun brugte det greb til at male sig mod ham, frem og tilbage, op og ned, vildt og uden skam. Hendes bryster hoppede foran hans ansigt. Han tog en brystvorte i munden, sugede, slap den, og greb numsen hårdere, løftede hende og lod hende falde ned over pikken, igen og igen.

"Sig det igen," stønnede hun.

"Min lille utro tøjte," sagde han mod hendes bryst, hæst og sikkert. "Sid på mig. Vis ham, hvem der fylder dig."

Hun lo, et brudt, lykkeligt lyd, og red hurtigere. Hendes hænder lå på hans skuldre. Neglene tegnede røde streger. Hun så på mig mellem stødene, øjenlågene tunge, munden våd, og ydmygelsen i mig var så komplet, at jeg næsten kom i bukserne uden at røre mig. Rafael greb hendes numse med begge hænder, holdt hende åben, og stødt op i hende nedefra, mødte hendes ridt, så deres kroppe klaskede sammen i en stadig vildere takt. Søen slikkede stenen under dem. Bålet knitrerede langt væk, ligegyldigt.

"Jeg kommer," sagde hun. "Bliv i mig. Jeg vil komme på dig, mens han ser det."

"Kom," sagde Rafael. "Kom på min pik. Klem."

Hun gjorde det. Hele kroppen spændte, lårene låste sig om hans hofter, og et langt, råt støn rev sig løs fra hende, mens hun rystede og red sig gennem det, våd og skamløs og smuk på en måde, der ikke tilhørte mig. Rafael fulgte hende få stød senere. Han trak hende helt ned, begravede sig, og jeg så hans mave spænde, så hans hænder kramme hendes numse, til knoerne blev hvide, mens han kom i hende med et dybt, brudt grynt. Anna blev siddende. Hun mærkede det. Hun smilede ned mod ham, stadig med dirrende lår, og lod panden falde mod hans.

Et øjeblik var der kun deres åndedræt og det svage skvulp mod stenen. Hans sæd begyndte at løbe ud omkring roden af pikken, ned over hendes lår, stadig klemt om hans hofter. Hun løftede ikke hovedet med det samme. Hun blev, hvor nydelsen havde sat hende, varm og åben og mæt, med hans hænder stadig på numsen, og jeg stod i mørket og så eftergløden lægge sig over dem, inden noget som helst andet nåede at blive sagt.