Hectors hede kys med Magdalenas datter efter ferniseringen

Galleriets sidste gæster var gået, og stilheden lagde sig mellem lærrederne som et lag støv, ingen havde nået at tørre af. Hector stod ved det store vindue ud mod gaden med slipset løsnet og skjorten åben i halsen. Otteogfyrre år. Tre solgte værker. Et navn, samlerne sagde med den særlige respekt, der kommer, når priserne stiger. Han burde have været mæt. I stedet lyttede han til hælene mod betongulvet bag sig og mærkede den gamle, forbudte varme kravle op gennem maven.

Clara. Toogtyve. Magdalenas datter fra ægteskabet før ham. Ikke hans blod. Aldrig hans blod. Det havde han gentaget for sig selv, siden hun fyldte atten, og blikket første gang nægtede at blive, hvor det skulle. Fire år. Fire år med hænderne i lommen, når hun bøjede sig efter noget på gulvet derhjemme. Fire år med at vende sig væk, når hun kom ud fra badet i et håndklæde, der knap dækkede lårene. Han havde ikke rørt hende. Han havde ikke sagt det. Han havde kneppet sin kone og tænkt på maling og døde linjer, indtil lysten trak sig tilbage som et dyr, der kun ventede.

I aften havde den ikke trukket sig.

Hun havde hjulpet til som assistent hele ferniseringen. Kort, stram sort kjole, der sad som malet på hofterne og sluttede så højt, at han havde måttet holde øjnene på samlernes ansigter for ikke at følge sømmen op. Ingen bh. Det havde han set, da hun lænede sig over vinbordet, og stoffet gled, og de små, faste bryster tegnede sig mod det tynde stof. Hun havde rørt hans underarm, hver gang hun rakte ham et glas. Hun havde hvisket navne ind mod hans øre, så tæt at hendes ånde ramte halsen, og en gang havde hendes læber strejfet øreflippen, som ved et uheld, der ikke var et uheld. Han havde smilet høfligt. Han havde trukket sig et skridt. Pikken havde alligevel rørt sig i bukserne, tung og skamfuld, og han havde hadet sig selv for det og villet hende alligevel.

Magdalena var kørt hjem en time før lukketid. Hovedpine, havde hun sagt, og kysset ham på kinden, som en kone kysser en mand, hun stoler på. «I kan godt låse. Clara kender koderne.» Clara havde vinket fra døren med det samme frække, lille smil, hun havde båret hele aftenen. Hector havde nikket. Nu var vinen båret ud. Nu var lysene dæmpet. Nu var de alene, og hun havde stadig den kjole på.

Han vendte sig ikke med det samme. Udenfor gled en taxa forbi. Indenfor lugtede der af rødvin, parfume og fernis, og under det af hende: noget varmt, sødt, som hud, der har været tæt på andre kroppe hele aftenen uden at give sig hen. Han hørte hende standse et par meter bag ham. Stilheden blev tykkere.

«De er gået,» sagde hun. Stemmen var lav, ikke den lyse, hjælpsomme tone, hun havde brugt over for gæsterne. «Mor skrev. Hun ligger allerede. Hun sagde, vi ikke skulle skynde os.»

Hector lukkede øjnene et sekund. «Vi låser og kører. Du har været i gang siden fire. Du må være træt.»

«Jeg er ikke træt.» Et skridt nærmere. Hælene klikkede én gang og tav. «Og du har kigget på min røv, siden jeg tog kjolen på. Lad være med at lyve for mig nu. Der er ingen tilbage, der kan høre det.»

Han vendte sig. Hun stod mellem to store lærreder, enogtyve skridt fra døren og alligevel helt inde i hans synsfelt, som om galleriet kun var bygget til at ramme hende ind. Toogtyve år, klar i øjnene, ædru. Hun havde ikke drukket. Det havde han lagt mærke til, fordi han selv kun havde taget to slurke og skyllet resten ud, da en samler vendte ryggen til. Ingen tåge. Ingen undskyldning. Bare hende i den korte kjole, med munden let åben og blikket rettet mod hans skridt, inden det fandt hans ansigt igen.

«Clara.» Han sagde det som en advarsel. Det lød som et navn, han allerede havde i munden.

«Stedfar.» Hun smagte på ordet og lod det hænge. Så kom smilet, frækt og roligt, og hun gik det sidste stykke hen til ham. «Jeg har set det hele aftenen. Den måde, du ser på mine lår, når du tror, jeg taler med en køber. Den måde, du synker, når jeg bøjer mig. Du er ikke så diskret, som du tror. Du er otteogfyrre, og du står og bliver hård af din kones datter i dit eget galleri.»

«Hold op.»

«Nej.» Hun lagde en hånd fladt på hans bryst. Varmen fra håndfladen gik gennem skjorten. Han trak sig ikke. Han mærkede sit eget hjerte slå op i hendes fingre og hadede, hvor let det var at blive stående. «Jeg har fantaseret om dig, siden jeg fyldte atten. Ikke før. Jeg var ikke et barn, da det begyndte, og det ved du. Fire år. I min seng. Med fingrene i min egen kusse, mens jeg bed i puden, så mor ikke skulle høre det nede fra stuen. Jeg har tænkt på dine hænder. På din mund. På at du ville bukke mig over et eller andet og tage mig, fordi du ikke kunne lade være. I aften har jeg gået rundt i den her kjole og været drivvåd, og du har ladet, som om du var en pæn mand.»

Hans vejrtrækning var blevet kort. Hånden på brystet gled en tomme ned, ikke væk. «Du er Magdalenas datter.»

«Ja.» Hun så op. Øjnene var mørke og klare. «Det er derfor, det er så skide godt. Sig, at du ikke vil have mig. Sig det, mens du ser mig i øjnene, og jeg går. Men sig det ikke, hvis det er løgn. Jeg er toogtyve. Jeg ved, hvad jeg beder om. Jeg vil have dig. Nu. Her. Ikke i morgen, hvor du kan bilde dig selv ind, at det bare var vin og kjole.»

Han skulle have trukket hendes hånd væk. Han skulle have låst og kørt hende hjem til hendes mor og lagt sig ved siden af en kvinde, der stolede på ham. I stedet mærkede han sine egne hænder finde hendes hofter, som om de havde ventet på tilladelse i fire år og nu ikke gad høre efter mere. Stoffet var tyndt. Under det var hun varm, fast, levende. Hun trak vejret ind, da grebet strammede, og lænede sig ikke væk.

«Det er forkert,» sagde han. Stemmen var ru. «Du er min kones datter. Min steddatter. Hvis nogen ser os, er det slut. Ægteskab, galleri, det hele.»

«Så lad være med at lade nogen se os.» Hun trak i hans skjorte, så knapperne gav efter, og lagde munden tæt på hans. «Sig, at du vil have det alligevel.»

«Jeg vil have det.» Ordene kom lavt, tydeligt, uden tåge. «Jeg har villet det, siden du blev atten, og jeg har hadet mig selv for det. Jeg vil have dig nu. Sig det igen, så jeg ved, du mener det.»

«Jeg mener det.» Hendes fingre lukkede sig om hans nakke. «Knep mig, Hector. Jeg beder dig. Jeg vil have min stedfars pik i mig, her i det tomme galleri, og jeg vil have, at du holder op med at være høflig.»

Han kyssede hende.

Det var ikke et prøvende kys. Det var hårdt, åbent, sultent, fire års tilbageholdt mund mod en mund, der allerede var klar. Hun smagte af mynte og af sig selv, ikke af vin. Hun åbnede sig med det samme, tunge mod tunge, et lille, grådigt lyd, der ramte ham i brystet og gik direkte ned i skridtet. Han trak hende ind, så den korte kjole gled op over lårene, og mærkede hendes underliv presset mod bulen i hans bukser. Hun gned sig mod ham uden skam, langsomt, bevidst, og bed ham let i underlæben.

«Der,» hviskede hun mod hans mund. «Sådan. Du er allerede hård. Gud, hvor er du hård. Har du gået sådan rundt hele aftenen, mens du solgte malerier og smilede til min mor i telefonen?»

«Ja.» Han greb fastere om hofterne og løftede hende det lille stykke, så hun mærkede hele længden gennem stoffet. «Og du har gået rundt og vist mig den røv med vilje. Sig det.»

«Med vilje.» Hun lo lavt, hæst, og kyssede ham igen, dybere, indtil de begge trak vejret gennem næsen og alligevel ikke slap. «Jeg ville have, at du skulle gå i stykker foran alle de pæne mennesker. Jeg ville have, at du skulle vide, at din steddatter stod der i en kjole uden trusser, der dækkede noget som helst, og tænkte på din pik.»

Han stivnede et sekund, så lod hånden glide ned bagpå og fandt kanten. Tynde trusser. Våde. Stoffet klæbede allerede til hende. «Du sagde uden.»

«Næsten.» Hun bed ham i kæben. «Træk dem til side. Mærk, hvor våd din kones datter er for dig. Hvis du stadig vil låse og køre bagefter, så gør det. Men mærk det først.»

Han mærkede det. To fingre gled ind under elastikken, langs den glatte, varme sprække, og fandt hende drivvåd, hævet, så glat at fingerspidserne gled uden modstand ind til det sted, hvor hun åbnede sig. Hun stønnede ind i hans mund, et kort, ærligt lyd, og hofterne skød frem. Stram. Selv om to fingre. Han mærkede hende klemme om dem og bandede lavt mod hendes læber.

«Fuck,» sagde han. «Du er så stram.»

«Så tag mig.» Hun så på ham, kinderne røde, munden våd af kysset. «Ikke med fingrene. Jeg har haft fingre i fire år. Jeg vil have dig. Hele dig. Bagfra. Som du har tænkt på det, når du ikke turde se på mig.»

Noget i ham gav efter helt. Ikke som et fald, mere som en lås, der endelig drejede. Han kyssede hende en sidste gang, hårdt nok til at deres tænder mødtes, og vendte hende så. Hun fulgte med uden tøven, allerede foroverbøjet, da han førte hende de få skridt hen til det lave udstillingsbord midt i salen. Bordet var ryddet. Et katalog lå i den ene ende. Han skubbede det ned på gulvet. Det landede med en tør lyd, og så var der kun hendes åndedræt og hans.

«Hænderne på bordet,» sagde han.

Hun lagde dem der. Ryggen svajede. Den korte kjole gled op over ballerne af sig selv, og han trak den det sidste stykke, så den samlede sig om livet. Trusserne var små, sorte, gennemblødte i midten. Han flåede dem ikke af. Han trak dem til side med én hånd, præcis som hun havde bedt om, og blottede hende: lyserød, blank, åben, den stramme kusse, han ikke havde lov til at se, allerede glinsende i det dæmpede lys. Hun spredte benene et lille stykke mere og så tilbage over skulderen.

«Ja,» sagde hun. «Sådan. Se på den. Den er din i aften. Sig, hvad jeg er.»

Han åbnede bukserne med den frie hånd. Pikken sprang fri, tyk, mørk i hovedet, allerede våd i spidsen. Han lagde den mod hende, ikke inde endnu, bare der, og mærkede varmen. Hun skubbede bagud. Han greb en håndfuld af hendes hår, ikke så hårdt at det gjorde ondt på den forkerte måde, hårdt nok til at hun gispede og bøjede nakken.

«Min lille forbudte luder,» sagde han, og ordene smagte af alt det, han havde nægtet at sige. «Min kones datter. Min steddatter. Toogtyve år og så våd, at jeg kan glide ind uden at spørge om mere. Men jeg spørger alligevel. Vil du have den?»

«Ja.» Hun pressede sig bagud, så hovedet gled mellem hendes læber og blev mødt af varme. «Ja, stedfar. Tag mig. Tag min stramme kusse. Jeg vil have det. Jeg har sagt ja. Gør det.»

Han stødte ind.

Hun var så stram, at han måtte standse halvvejs, med kæben låst og hånden i hendes hår, mens hun åbnede sig om ham med små, dirrende ryk. Et højt støn slap hende, ikke pænt, ikke dæmpet. Det fyldte det tomme galleri og kom tilbage fra de hvide vægge. Han ventede et åndedrag, mærkede hende give efter, og gled så helt i bund. Bunden af hende. Varm, våd, knugende. Hans hofter mødte hendes baller, og et sekund stod de bare sådan, forbundet, med hendes trusser trukket til side og kjolen oppe om livet, midt i et rum, hvor folk en time forinden havde talt om lys og komposition.

«Åh, fuck,» hviskede hun. «Du er stor. Du fylder mig helt. Bevæg dig. Please. Jeg kan tage det.»

Han trak sig næsten ud og stødte ind igen, hårdere. Bordet gav en lille lyd. Hun tog imod det, fingrene hvide om kanten, og skød bagud mod næste stød, så det klaskede. Han satte et tempo, der ikke var forsigtigt. Hvert stød var en indrømmelse. Hvert stød sagde det, han ikke havde sagt ved middagsbordet, i bilen, i døren til hendes værelse, når han kun havde nikket godnat. Hun var Magdalenas datter, og han kneppede hende bagfra i sit galleri, og hun bad om mere.

«Hårdere,» stønnede hun. «Grib håret. Kald mig det igen. Jeg vil høre det, mens du er inde i mig.»

Han strammede grebet og bøjede hende længere ned, så kinden næsten rørte bordpladen, og den stramme kusse tog ham i en vinkel, der fik dem begge til at bande. «Lille forbudte luder. Se, hvordan du tager den. Se, hvordan du drypper ned ad mine nosser. Din mor ligger derhjemme og tror, vi rydder glas op, og hendes datter står her og bliver kneppet, som om hun er lavet til det.»

«Jeg er.» Hun lo, et brudt, lystigt lyd, og mødte næste stød så hårdt, at bordet rykkede sig. «Jeg er din luder i aften. Kun din. Mere. Mere, Hector. Ødelæg mig lidt. Jeg har ventet, siden jeg blev atten. Giv mig det hele.»

Han gav hende det. Dybe, tunge stød, en hånd i håret, den anden om hendes hofte, tommelfingeren presset ind i det bløde kød, så der ville komme mærker, hun selv havde bedt om. Lyden var våd og tydelig i det tomme rum. Hendes støn blev højere, ikke teatralske, bare ærlige, og en gang råbte hun hans navn, så det hang under loftet. Han mærkede hende klemme rytmisk, tæt på, og sænkede tempoet med vilje, så hun hvinede af frustration og skubbede bagud.

«Ikke endnu,» sagde han mod hendes øre. «Du sagde, du ville ride mig. Vend dig om. Jeg vil se dit ansigt, når du kommer på din stedfars pik.»

Hun nikkede, forpustet, og han gled ud. Tomheden fik hende til at bande. Trusserne faldt på plads et sekund, gennemsigtige af væde, og han trak dem ned over lårene og lod hende træde ud af dem. Så fandt han stolen ved væggen, den enkle træstol, gæsterne havde siddet på, mens de bladrede i kataloget, og satte sig med bukserne om anklerne og pikken op, blank af hende. Hun så på den. Så på ham. Kjolen var stadig oppe om livet. Hun smed hælene, kravlede op over hans lår og satte sig over skrævs, uden at sænke sig endnu. Hendes kusse hvilede mod skaftet, varm og åben, og hun tog hans ansigt mellem hænderne.

«Se på mig,» sagde hun. «Ikke på et maleri. På mig. På din steddatter. Jeg vil have, at du husker, hvem der red dig.»

«Jeg ser.» Hans hænder fandt hendes hofter igen. «Sænk dig. Tag den. Du bestemmer farten, til jeg ikke kan lade dig bestemme mere.»

Hun sank ned i ét langt, dirrende tag. Denne gang gled han lettere ind, hun var åbnet, men stadig stram nok til at de begge gispede, da hun bundede. Et øjeblik sad hun helt stille, fyldt, med panden mod hans, og trak vejret. Så begyndte hun at ride. Ikke yndefuldt. Grådigt. Hofterne rullede, kjolen flagrede om livet, og de små bryster hoppede under det tynde stof, indtil han trak kjolen ned over den ene skulder og fik en brystvorte i munden. Hun stønnede hans navn og red hurtigere, hænderne i hans hår, øjnene åbne, låst i hans.

«Sådan,» hviskede hun. «Se, hvor godt jeg tager dig. Se, hvor forkert det er. Din kones datter på din pik, i dit galleri, efter din fernisering. Kommer du af det? Af at det er mig?»

«Ja.» Han sugede hårdere om brystvorten og slap den, våd og mørk. «Jeg kommer af, at det er dig. Af at du er toogtyve og sidder her og knepper mig, som om du har ret til det. Rør dig selv. Jeg vil mærke dig komme, mens du ser på mig.»

Hendes hånd gled ned mellem dem. Fingrene fandt klikken, og hun gned i den fart, hun kendte, mens hun red ham i korte, dybe stød. Stolen knirkede. Hans hænder klemte hendes røv og hjalp hende ned, så hvert fald ramte bunden. Hun holdt hans blik. Det var det, der næsten tog ham: ikke kun den stramme, våde varme, men at hun ikke kiggede væk. At hun ville have ham til at se, hvem han var inde i.

«Jeg kommer,» sagde hun, stemmen tynd og høj. «Hector. Stedfar. Jeg kommer. Bliv i mig. Bliv—»

Hun knækkede over ham. Hele kroppen spændte, kusse klemte i hårde, gentagne tag, og et langt, brudt støn rev sig løs, så ægte at det ikke kunne være for hans skyld alene. Hun red sig igennem det, fingrene stadig på sig selv, øjnene halvt lukkede og alligevel på ham, og han holdt hende nede og stødte op i de sidste kramper, indtil hun rystede og faldt ind mod hans skulder, stadig fyldt, stadig i bevægelse, små efterryk, der malkede ham.

«Kom,» hviskede hun mod hans hals. «Kom i mig. Jeg vil have det. Jeg er ikke dum. Jeg har styr på det. Kom i din steddatters kusse. Jeg vil mærke det.»

Det var tilladelsen, der tog det sidste. Han greb hendes hofter, løftede hende et lille stykke og trak hende ned over sig i tre hårde, dybe stød, og så kom han. Et råt, lavt lyd, mere ånde end ord, og sæden pumpede op i hende i tykke stød, mens hun klemte om ham og hviskede ja, ja, ja mod hans hud. Han holdt hende der, begravet, indtil det sidste ryk døde, og benene holdt op med at dirre.

De blev siddende.

Hendes pande hvilede mod hans tinding. Hans hænder lå stadig på hendes hofter, løsere nu, ikke længere et greb. Kjolen var krøllet op om livet. Hans sæd sivede langsomt ud omkring skaftet og ned over dem begge, varm og så kølig. Udenfor kørte en bil forbi. Indenfor dryppede en vandhane et sted bag køkkenet, én gang, og tav. Lærrederne hang, hvor de havde hængt. Ingen af dem sagde noget.

Clara trak vejret. Hector trak vejret. Hans pik blev langsomt blødere inde i hende, og hun blev siddende alligevel, med kinden mod hans skulder og øjnene åbne ud i det tomme galleri. En lampe summede svagt. Et sted på gaden lo nogen, langt væk, og lyden døde, før den nåede ind.

Han løftede ikke hånden for at stryge hendes hår. Hun spurgte ikke, hvad de skulle sige til Magdalena. Stolen knirkede én gang under deres vægt og blev stille.

Udenfor var byen. Indenfor var der kun deres åndedræt, der efterhånden faldt i samme takt, og så, til sidst, ingenting de behøvede at fylde ud.