Rumkammeraternes forbudte længsel bryder ud

Jeg var fireogtyve, og jeg havde aldrig været god til at holde på hemmeligheder, når de sad i kroppen i stedet for i munden. Men den her hemmelighed havde siddet i mig i over et år, i den lille lejlighed på Nørrebro, hvor Mathias og jeg delte køkken, regninger og en tynd væg mellem vores værelser. Mathias var seksogtyve. Han arbejdede som sygeplejerske på et hospital inde i byen, og jeg tegnede møbler for et lille værksted i Kødbyen. Vi var begge åbent homoseksuelle. Det havde vi sagt højt, allerede da vi mødtes gennem en fælles ven og skrev under på lejekontrakten. Alligevel havde vi holdt en stram, næsten stædig grænse. Venskab. Rumkammerater. Ikke mere. Jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville ødelægge det eneste sted i byen, hvor jeg kunne trække vejret uden at spille en rolle.

Mathias havde haft aftenvagt. Jeg sad i sofaen med en skitseblok i skødet og hørte vandet i bruseren slå mod fliserne, et jævnt, tungt brus, der fyldte den lille lejlighed. Jeg tegnede ikke. Blyanten lå stille mellem fingrene. Jeg lyttede, sådan som jeg havde lyttet i måneder uden at indrømme det for mig selv. Lyden af hans nøgne fødder på klinkerne. Den måde han nynnede falsk, når han troede, jeg ikke var hjemme. Duften af hans sæbe, der bagefter hang i gangen som et spor, jeg gik igennem med vilje. Længslen var ikke ny. Den var bare blevet tavs af vane, pakket ned mellem indkøbslister og hvis vagt det var, der skulle tage skraldet. Vi var voksne mænd med voksne liv, og jeg havde bildt mig ind, at tavshed var det samme som styrke.

Der havde været aftener, hvor vi sad for tæt. En film, der ikke fangede nogen af os. Hans knæ mod mit. En gang han var faldet i søvn med hovedet på min skulder, og jeg havde siddet stiv som et bræt i tre kvarter, fordi jeg ikke ville vække ham og ikke ville flytte mig. Jeg havde ikke rørt ham. Jeg havde bare mærket varmen fra hans kind gennem trøjen og tænkt, at hvis jeg bøjede nakken en tomme, ville min mund ramme hans hår. Jeg gjorde det ikke. Om morgenen lavede vi kaffe og talte om vagter og om en stol, jeg ikke kunne få til at stå. Grænsen holdt, fordi vi begge holdt den. Ikke fordi den ikke kostede.

Så gik badedøren op, og grænsen fik ikke en chance mere.

Han kom ud med et lille håndklæde om hofterne, ikke mere. Vandet løb stadig fra hans hår, ned over skuldrene, over brystet, langs maven, og forsvandt i kanten af stoffet. Håndklædet var et af de gamle, tynde, fra da vi flyttede ind, og det dækkede knap nok. Jeg kunne se omridset af ham under det, den tunge hvile, den måde stoffet klæbede, hvor han var fugtig. Lampen i gangen lagde et skær over hans nøgleben, over det lille ar ved ribbenene, som jeg havde set før i forbifarten, men aldrig sådan her, aldrig med hele kroppen åben. Han standsede i døråbningen, fordi jeg sad der og så på ham, og fordi jeg ikke nåede at se væk.

"Undskyld," sagde han, men han lød ikke undskyldende. Stemmen var lav, næsten hæs af damp. "Jeg troede, du var på værkstedet."

"Jeg blev hjemme," sagde jeg. Min egen stemme lød fremmed. Skitseblokken lå død i mit skød, og under den kunne jeg mærke, at jeg allerede var ved at blive stiv. Det kom ikke langsomt. Det kom som et svar, kroppen gav, før jeg nåede at bede den tie. Jeg kunne ikke skjule det. Ikke i de tynde bukser. Ikke med ham stående der, våd, med vanddråber i øjenvipperne og et håndklæde, der kunne glide, hvis han trak vejret for dybt.

Han så det. Jeg så, at han så det. Hans blik gled ned over mit skød og blev hængende, og noget i hans ansigt ændrede sig. Ikke forskrækkelse. Genkendelse. Som om han havde ventet på, at jeg skulle fejle, og nu var fejlen der, synlig, mellem os i stuen, uden et eneste sted at gøre af den.

"Victor," sagde han stille.

Jeg svarede ikke. Jeg kunne ikke. Min pik pressede mod stoffet, varm og ærlig, og varmen steg op i halsen, til jeg kunne smage den. Håndklædet på ham rykkede sig en anelse, da han skiftede vægt fra den ene fod til den anden. Jeg så en mørk stribe af lår, vådt hår, den nederste kurve af maven. Han gjorde ikke noget for at dække sig. Jeg gjorde ikke noget for at skjule, hvad der skete med mig. Spændingen sad i luften som en hånd om nakken. Jeg kunne høre mit eget åndedræt. Jeg kunne høre hans.

"Du stirrer," sagde han.

"Ja," sagde jeg. "Jeg kan ikke lade være."

Han sank. Adamsæblet bevægede sig under den våde hud. Så nikkede han, næsten umærkeligt, som om han tog imod noget, han længe havde vidst ville komme.

"Bliv siddende," sagde han. "Jeg finder tørt tøj. Og så taler vi. For jeg kan også mærke det. Lige her." Han lagde en hånd fladt mod sit eget bryst, over hjertet, og håndklædet rykkede sig igen. "Jeg vil ikke lade, som om jeg ikke kan. Ikke efter det blik."

Han gik ind på sit værelse. Håndklædet sad stadig lavt på hofterne, og jeg så ryggen, rygsøjlen, de to fordybninger over ballerne, før døren gled halvt i. Jeg blev siddende med hjertet i ørerne og pikken hård og uden skam, og jeg vidste, at grænsen allerede var brudt. Ikke af en hånd. Af den måde vi havde set hinanden, og af at ingen af os havde set væk.

Han kom tilbage i en slidt trøje og et par bløde bukser, håret stadig fugtigt, fødderne bare mod gulvet. Han satte sig i den anden ende af sofaen, ikke langt nok væk til at være tilfældigt. Vi sad et øjeblik uden at røre hinanden. Stuen lugtede af sæbe og af den varme, der steg fra hans hud. Skitseblokken lå på gulvet. Jeg havde ikke lagt mærke til, at jeg havde sat den fra mig.

"Jeg har tænkt på dig," sagde han. Han så ned på sine hænder, så op, og blev ved med at se. "Ikke bare i aften. Længe. Når du går gennem køkkenet om morgenen i underbukser og tror, jeg stadig sover. Når du bøjer dig over vasken. Når du kommer hjem og smider jakken og ser træt ud, og jeg har lyst til at lægge dig ned på den her sofa og ikke tale om stole. Jeg har onaneret over det. Over dig. Flere gange, inde på mit værelse, med hånden over munden, så du ikke skulle høre det. Jeg har ikke sagt det, fordi jeg ikke ville ødelægge det, vi har."

Jeg mærkede ordene lande i maven, tunge og varme, som en hånd der endelig lagde sig der, hvor jeg havde båret alene. "Jeg har gjort det samme," sagde jeg. Stemmen rystede ikke længere. Den var bare lav. "Siden vi flyttede ind. Du var femogtyve, jeg var treogtyve. Vi var voksne, og jeg bildte mig ind, at det var nok at være venner. Men jeg har fantaseret om din mund. Om din røv. Om at høre dig sige mit navn, mens jeg er inde i dig. Jeg har ligget vågen på den anden side af væggen og holdt om pikken og tænkt på dig, og bagefter har jeg skammet mig og lavet kaffe, som om intet var sket. Jeg har set dig i det håndklæde før. Jeg har bare aldrig ladet dig se, at jeg så."

Han lo kort, ikke hånligt. Lettet, som om et år faldt af skuldrene. "Så har vi begge været nogle kujoner."

"Ja."

Han rykkede tættere. Sofaen gav sig under vægten. Hans hånd lagde sig på mit lår, varm, tung, fingrene spredt. Ikke et uheld. Et valg. Jeg kunne mærke varmen gennem bukserne, lige over knæet, og så højere, da han lod tommelfingeren glide en tomme op, langsomt, så jeg kunne standse ham, hvis jeg ville. Jeg standsede ham ikke.

"Vil du det her?" spurgte han. Hans øjne var mørke og klare. Ingen alkohol i dem. Ingen tåge. Bare ham. "Ikke fordi vi har siddet og indrømmet noget, og nu føler vi, vi skylder hinanden en krop. Vil du have mig? Nu. Nøgtern. Fordi du vil."

"Ja," sagde jeg. Jeg lagde min hånd over hans på låret og trykkede den ned, så han kunne mærke, at jeg mente det. "Jeg vil have dig. Og jeg vil have, at du vil have mig. Sig det."

"Jeg vil have dig," sagde Mathias. "Jeg vælger det. Ingen tvang. Ingen undskyldning bagefter, som om det bare skete. Kom her."

Vi nærmede os langsomt. Først panderne, varme mod varme. Så næserne. Hans ånde smagte af tandpasta og af noget, der bare var ham, hud og aften og den sæbe, jeg havde gået igennem i gangen i et år. Jeg lagde en hånd om hans nakke, følte det fugtige hår, den varme hud under, pulsen der bankede. Så kyssede vi hinanden. Ikke et forsigtigt prøvekys, der kunne tages tilbage. Et dybt, ivrigt kys, munde åbne, tunger der fandt hinanden med det samme, som om de havde ventet i mørket mellem vores værelser. Han stønnede ind i min mund. Jeg trak ham tættere, og hans hånd på mit lår klemte, gled højere, fandt den hårde bule og lukkede sig om den gennem stoffet, bestemt, sultent.

"For helvede, Victor," hviskede han mod mine læber. "Du er så stiv."

"På grund af dig," sagde jeg. "Hele tiden på grund af dig."

Vi kyssede igen, hårdere. Tænderne strejfede. Han bed mig blidt i underlæben og slikkede bagefter, og jeg mærkede hans pik mod mit lår, også hård, også uden løgn. Valget lå mellem os, allerede taget, og alligevel sagde jeg det en gang til, fordi jeg ville høre det i rummet, højt, så ingen af os bagefter kunne bilde sig ind, at det bare var sket.

"Vi stopper, hvis en af os siger stop."

"Ja," sagde han. Hans pande mod min. "Og jeg siger ikke stop. Jeg vil have det. Tag mig."

Noget i mig vendte sig, da han sagde det. Ikke tvivl. Retning. Jeg havde fantaseret om at være den, der førte, og nu sad han der med fugtigt hår og åben mund og bad mig om det, vågen, klar, med vilje. Jeg rejste mig. Jeg tog fat i hans trøje og trak ham op at stå, kyssede ham en gang til, dybt, og skubbede ham så ned. Ikke hårdt nok til at gøre ondt. Hårdt nok til at han forstod, hvad jeg ville. Hans knæ ramte gulvtæppet foran sofaen. Han så op på mig, og der var ingen frygt i det blik. Der var sult.

"Ja," sagde han. "Sådan. Gør det."

Jeg åbnede bukserne. Min pik sprang fri, tyk, mørk i spidsen, allerede våd af forsaft. Mathias trak vejret ind, som om synet ramte ham i brystet. Jeg lagde en hånd i hans hår, fingrene ind mellem de fugtige lokker, og holdt fast.

"Åbn munden," sagde jeg.

Han åbnede den. Jeg førte pikken ind over hans læber, mærkede varmen, tungen der mødte mig med det samme, og så skubbede jeg dybere. Han tog imod. Han sugede. Ikke forsigtigt. Dybt og hårdt, læberne stramme om skaftet, den ene hånd om det, han ikke kunne rumme, den anden på mit lår for at holde balancen. Jeg holdt fast i hans hår og begyndte at støde, bestemt, ind i den varme, våde mund. Spyt løb ved hans mundvig. Hans øjne blev blanke, og han slap ikke mit blik.

"Se dig," sagde jeg, og stemmen var ikke længere den, jeg brugte i køkkenet. "En sulten fisse. Du har gået rundt her i et år og ladet, som om du var min ven, og så sidder du på knæ og suger min pik, som om du har sultet efter den. Har du det?"

Han nikkede rundt om mig, et stønnende ja, og sugede hårdere. Jeg mærkede svælget, da jeg gik dybt, den trange varme, den måde han slappede i kæben for at tage mere. Jeg bandede lavt. Jeg holdt hans hår strammere og kneppede hans mund i korte, dybe stød, mens han stønnede, og spyttet glinsede på min pik.

"Hænderne på mine lår," sagde jeg. "Du rører ikke dig selv endnu. Du kommer, når jeg siger det."

Han adlød. Begge hænder på mine lår, fingrene der borede sig ind, mens han tog mig dybere.

Jeg lod ham sutte, til mine ben rystede, til jeg vidste, at hvis jeg blev i hans mund, ville jeg komme for tidligt og forspilde det, jeg havde fantaseret om i mørket. Jeg trak mig ud. En tråd af spyt hang mellem min pik og hans underlæbe og brast. Han så ødelagt ud på den smukkeste måde, læberne røde, hagen våd, øjnene mørke og klare.

"Op," sagde jeg. "Bukserne af. På alle fire. På sofaen."

Han rejste sig uden at tøve. Trøjen røg over hovedet. Bukserne og underbukserne fulgte, og han trådte ud af dem. Hans krop var det, jeg havde stjålet blikke af i et år: brede skuldre, smal talje, en fast røv, pikken stiv og mørk mod maven. Han kravlede op i sofaen og sank ned på albuer og knæ. Han skød røven bagud. Jeg stod bag ham og så hullet, lyserødt og stramt mellem ballerne, og hele min krop summede.

"Vil du have den?" spurgte jeg. Min hånd lå fladt på hans lænd. "Sig det højt. Jeg vil høre dig vælge det."

"Jeg vil have din pik i mig," sagde Mathias. Hans stemme var ru af min pik. "Spyt på mig. Kom ind. Jeg er klar. Jeg vil have det hårdt. Jeg vælger det, Victor. Knep mig."

Jeg bøjede mig og spyttede. En tyk, varm klat landede på hans hul og løb ned mellem ballerne. Jeg spyttede igen og gned det ind med to fingre, mærkede ham åbne sig en anelse, hørte ham stønne ned i hynden. Jeg spyttede i hånden og gned min pik, til den glinsede. Så satte jeg spidsen mod ham og pressede.

Han var stram. Varm. Han bandede, knoerne hvide om sofapuden, og skød bagud for at tage mig. Jeg ventede et åndedrag, mærkede ham give efter, musklen der åbnede sig om spidsen, og så bankede jeg pikken ind. Ikke i ét ryk, der ville gøre skade, men i et langt, hårdt stød, der fyldte ham, til mine hofter ramte hans røv. Han råbte mit navn. Jeg blev der et sekund, begravet, og mærkede ham dunke omkring mig.

"Okay?" spurgte jeg, selv om stemmen rystede af lyst.

"Ja," gispede han. "Ja. Mere. Giv mig det. Jeg vil have det."

Jeg gav ham det. Jeg kneppede ham bagfra, hårdt, sofaen der knirkede under os, mine hænder om hans hofter, pikken der gled ud til kanten og bankede ind igen. Huden klaskede. Han mødte hvert stød, røven skudt op, ryggen svedig, håret der faldt ned i panden. Jeg lænede mig over ham og bed ham i skulderen, ikke nok til at bryde huden, nok til at han stønnede og klemte om mig.

"Sulten fisse," sagde jeg ind mod hans øre. "Du tager den så godt. Hele min tykke pik. Du har villet det her, hver gang du gik forbi mig i gangen."

"Ja," stønnede han. "Hver gang. Hårdere. Bliv ved."

Jeg kneppede ham hårdere. Stuen fyldtes af lyden af hud, af hans brudte åndedræt, af mine egne bandord. Sveden løb ned ad min ryg. Hans pik hang tung og dryppende under ham, og jeg kunne se den vippe for hvert stød.

Jeg ville se hans ansigt. Jeg ville kysse ham, mens jeg kom. "Om på ryggen," sagde jeg og trak mig ud. Han jamrede over tomheden, et råt, ærligt lille skrig. "Nu. Jeg vil se dig."

Han vendte sig. Jeg skubbede hynderne til side og lagde ham ned i sofaen, benene op, hælene mod mine lægge, og jeg kravlede ind mellem dem. Hans hænder fandt min nakke. Jeg fandt hullet igen, stadig vådt af spyt og af ham, og gled ind i ét langt stød. Hans mund åbnede sig. Jeg kyssede ham, vildt, tunger og tænder og støn, mens jeg kneppede ham i en dyb, malende rytme, der ramte noget i ham, for han rystede under mig og sagde ja, ja, der, bliv der.

"Kom i mig," hviskede han mod min mund. "Jeg vil have det. Kom i mig, Victor."

Min hånd fandt hans pik. Tyk, varm, glat af forsaft. Jeg lukkede næven om den og begyndte at onanere ham i takt med støddene, tommelfingeren over hovedet, stramt og vådt. Han kyssede mig, som om han ville tage lyden ud af min mund. Vores pander slog sammen. Sveden blandede sig. Jeg kunne mærke ham nærme sig, kuglerne trække sig op, pikken dunke i min hånd, røven klemme rytmisk om mig.

"Kom," sagde jeg mod hans læber. "Kom for mig. Nu."

Han kom eksplosivt. Sæden sprøjtede op over hans mave og bryst, varm og tyk, stød efter stød, mens han råbte og klamrede sig til mig, og hans hul trak sig sammen så hårdt om min pik, at jeg mistede rytmen. Jeg stødte dybt, én gang, to, og så kom jeg også, en hvid, brusende udløsning inde i ham, hoften låst mod hans røv, munden åben mod hans kind, hele kroppen i krampe. Jeg pumpede de sidste stød ind i ham, langsommere, til der ikke var mere, til vi bare rystede mod hinanden, og sofaen var våd af sved og sæd og ånde.

Vi blev liggende. Jeg gled ud af ham, forsigtigt, og han trak mig ned, så jeg lå halvt over hans bryst, vores ben viklet ind i hinanden på den for korte sofa. Sveden kølede på huden. Hans hjerte bankede under mit øre, stadig hurtigt, så langsommere. Min sæd løb langsomt ud af ham og ned på hynden, varm og så kølig, og ingen af os gad rejse sig efter et håndklæde. Hans fingre tegnede små cirkler på min ryg. Jeg kunne smage salt på hans hals, da jeg kyssede ham der, uden hast.

"Victor," sagde han.

Jeg løftede hovedet. Han så mig dybt i øjnene, ikke væk, ikke ned, ikke med den spøg, vi ellers brugte til at gøre alting mindre, end det var.

"Det her bliver ikke sidste gang."

"Nej," sagde jeg. Og jeg mente det, i det sekund, med hele kroppen, med sæden der stadig sivede ud af ham mod mit lår.

Vi talte lavt, munde tæt på hinanden, stemmer ru. Vi aftalte, at værelset, vores værelse, lejligheden, sengen, sofaen, den tynde væg, fra nu af ikke længere var et sted med en usynlig streg. Fra nu af måtte vi tage hinanden, når længslen kom. Ingen skam om morgenen. Ingen forklaring til nogen udenfor. Hvis en af os ville stoppe en aften, sagde vi stop, og så var det stop. Men indtil da var det her vores. Han kyssede mig blødt, én gang, som et segl på aftalen, og smilede det trætte, tilfredse smil, mænd får, når de endelig har fået det, de har nægtet sig selv.

"Bliv," sagde han. "Sov her. Jeg vil vågne med dig."

"Jeg bliver," sagde jeg.

Han faldt i søvn først. Hans åndedræt blev langt og jævnt. Hans arm lå tung over min talje, tillidsfuld, som om natten allerede tilhørte os begge. Jeg lå vågen i mørket og mærkede hans sæd tørre på min hånd og min egen sive ud af ham mod mit lår, og jeg vidste noget, han ikke vidste.

I skabet på mit værelse, bag vinterjakken, stod en taske, jeg havde pakket om tirsdagen. Ikke til en weekend. Til en flytning. Jeg havde skrevet under på en stilling i Aarhus tre dage forinden, et værksted der ville have mig fra den første i næste måned, og jeg havde ikke sagt et ord til ham. Jeg havde bildt mig ind, at hvis jeg bare holdt grænsen, til jeg rejste, ville længslen dø af sig selv på et tog gennem Jylland. Nu lå han i mine arme og troede, at vi havde al tid i verden, og at værelset fra nu af var vores. Jeg kyssede hans hår. Jeg sagde ingenting. Hemmeligheden blev liggende mellem mine tænder, varm og levende, mens han sov og smilede i søvne, og jeg holdt om ham, som om jeg ikke allerede havde pakket mig selv ud af hans liv.