Bertrands blik vækker min bedste vens forbudte sult

Jeg er Mathias, fireogtyve, og det er mig, der fortæller det her, fordi jeg ikke kan have det i mig alene længere. Min bedste ven siden barndommen hedder Bertrand. Han er seksogtyve, arkitekt på et lille tegnestue inde i byen, og den fredag i august inviterede han mig med på en weekend i sine forældres sommerhus ved søen. Ikke som de drenge, vi engang havde været på de samme plankestier, men som to voksne mænd, der trængte til stilhed. Hans forældre var kørt til Sverige om morgenen. Nøglen lå under den løse sten, som den altid havde gjort. Vi bar taskerne ind, slog vinduerne op mod vandet og lod aftenen komme uden plan.

Venskabet var gammelt. Sulten var det ikke. Den var begyndt, da jeg var tyve, en sensommer hvor vi begge for længst var voksne, og jeg pludselig ikke kunne se på hans mund, når han lo, uden at mærke noget, jeg ikke havde ord for. Fire år havde jeg skubbet det ned. Fire år havde jeg ladet, som om min bedste ven bare var min bedste ven, og gået hjem bagefter og taget mig selv i mørket med hans navn mellem tænderne. Den aften i stuen holdt det op med at være til at styre.

Huset lugtede af fyrretræ og kold aske. Vi havde spist brød og ost ved køkkenbordet, ædru begge to. Bertrand havde sagt, han ville være klar i hovedet, og jeg havde ikke spurgt hvorfor. Nu sad vi i de dybe stole over for hinanden med kun én lampe tændt, og samtalen var løbet tør. Udenfor slog en gren mod ruden. Indenfor var der bare ham, skjorten åben i halsen, underarmene mørke af sommersol, fødderne bare mod gulvtæppet.

Jeg bøjede mig for at samle min sweater op, og da jeg rettede mig, fangede jeg det. Bertrands blik. Ikke det hurtige, drillende, jeg kendte, det der plejede at glide videre til et grin. Det her blev hængende. Det hvilede på min hals, gled ned over kravebenet, hvor min skjorte stod åben, og videre over brystet, maven, hoften, som om han målte mig og ikke kunne lade være. Hans kæbe var stram. Hænderne lå stille på armlænene, men knoerne var hvide.

Noget i mig vågnede så brat, at jeg nær tabte sweateren igen. Sulten, jeg havde holdt nede med jokes og skulderklap, sad pludselig i rummet mellem os, nøgen. Jeg kunne mærke min egen krop, som om hans øjne rørte den: varmen lavt i maven, pikken der begyndte at fylde i bukserne, skammen og viljen i samme åndedrag. Jeg blev stående midt på tæppet og lod ham se. Hvis jeg kiggede væk, kunne vi måske lade som om. Jeg kiggede ikke væk.

Vi stirrede længe. Lampen summede. Jeg kunne høre mit eget blod. Bertrand fugtede læberne, og det lille bevægelse var nok til, at min mave trak sig sammen.

"Du har set sådan på mig før," sagde jeg. Stemmen var hæsere, end jeg ville. "Ikke så længe. Men før."

Han nikkede langsomt. "Og du har ladet mig."

Stilheden blev tykkere. Jeg tog et skridt nærmere, så et til, til jeg stod mellem hans knæ uden at røre ham endnu. Han duftede af sæbe og af huset. Oppefra kunne jeg se pulsen i hans hals.

"Jeg har fantaseret om dig," sagde jeg. "I fire år. Siden jeg var tyve. Ikke før. Men siden da, hver gang jeg har lukket øjnene, har det været din krop, jeg har villet have."

Hans åndedræt gik i stykker. "Mathias." Han lagde hænderne på mine lår, tunge og varme gennem stoffet, og kiggede op. "Jeg har gjort det samme. Lige så længe. Jeg har ligget i min seng og tænkt på din mund, til jeg kom i min egen hånd, og næste dag har jeg grinet ad dine jokes, som om intet var sket. Jeg er træt af at lade som om."

Noget løst i mit bryst gav efter. "Så lad være."

Han rejste sig. Vi var næsten lige høje, og i et sekund stod vi bare og åndede den samme luft, næserne næsten mod hinanden, begge stive i bukserne, begge rystende lidt. Så tog han fat i min nakke og trak mig ind.

Kysset var ikke forsigtigt. Det var sultent, dybt, med tunge og tænder og en lyd fra ham, der gik direkte ned i min pik. Jeg åbnede munden og mødte ham, greb om hans skjorte og trak ham tættere, til der ikke var luft imellem os. Han smagte af te og af sig selv. Hans hænder gled ned over min ryg, tog fat i min røv og pressede mig ind mod hans lår, så jeg kunne mærke, hvor hård han var. Jeg stønnede ind i hans mund, og han smilede kort mod mine læber, et mørkt, lettet smil, før han kyssede mig igen, hårdere.

"Sig, at du vil det," mumlede han mod min kæbe. "Jeg vil høre det."

"Jeg vil det." Jeg bed ham let i underlæben. "Jeg vil have dig. Nu. Her."

Det var nok. Hans hænder fandt min skjorte og åbnede den, knap for knap, ikke pænt, og jeg gjorde det samme ved hans. Vi lo kort, hæst, da en knap snublede, og så var latteren væk igen, opslugt af hud. Jeg skubbede skjorten af hans skuldre og lod håndfladerne glide over brystet, over de mørke brystvorter, ned over maven, hvor musklerne spændte under mine fingre. Han var varm. Han var virkelig. Ikke den udgave, jeg havde rørt ved i mørket i min egen lejlighed, men Bertrand, min bedste ven, med åben mund og øjne, der ikke veg.

Han trak min skjorte af og lod den falde. Så bælte, bukser, undertøj, i en fælles, ivrig fumlen, hvor vi hjalp hinanden og kom i vejen for hinanden og ikke gad rette det. Da jeg stod nøgen foran ham, lod han blikket løbe igen, langsommere nu, og jeg gjorde det samme. Hans pik stod tyk og mørk op mod maven, allerede våd i spidsen. Min egen dunkede. Jeg var ikke genert. Jeg var sulten.

"Sofaen," sagde han, og stemmen var ru. "Jeg vil have dig på sofaen."

Vi væltede ned i den, puder skubbet til side, det gamle stof køligt et øjeblik mod ryggen, før varmen tog over. Jeg kyssede ham igen, dybt, og lod hånden finde hans pik, lukkede fingrene om skaftet og mærkede ham rykke op i grebet. Han bandede lavt mod min mund. "Fuck, Mathias. Sådan."

Jeg gled ned fra sofaen og knælede på tæppet mellem hans spredte ben. Deroppefra så han større ud, bredere i skuldrene, øjnene mørke. Jeg lagde hænderne på hans lår og kiggede op.

"Jeg vil sutte dig," sagde jeg. "Dybt. Vil du have det?"

"Ja." Han strøg mit hår væk fra panden, næsten ømt, og så lukkede grebet sig om min nakke. "Ja. Tag den."

Jeg slikkede først, langsomt, fra roden og op, smagte salt og hud og den skarpe duft af ham, og så lukkede jeg munden om hovedet og sank ned. Han fyldte mig. Jeg tog ham så dybt, jeg kunne, til øjnene løb i vand og halsen snævrede sig om ham, og trak mig op igen, våd, for at gøre det en gang til. Bertrand stønnede, højt og opmuntrende, ikke tilbageholdt.

"Sådan," sagde han. "Lige sådan. Du ser så godt ud med min pik i munden. Bliv ved. Tag den dybere, hvis du kan. Jeg har villet se det her, siden du blev voksen nok til, at jeg måtte tænke det."

Jeg kunne. Jeg ville. Jeg sugede ham ned igen, lod tungen presse mod undersiden, brugte hånden på det, munden ikke nåede, og mærkede hans lår spænde under mine håndflader. Han holdt om mit hoved, ikke for at tvinge, men for at styre rytmen, og jeg fulgte ham, åbnede halsen, når han bad om det med et tryk og et hæst "ja, sådan, slug den". Spyt løb ned over hans skaft og ned på mine fingre. Jeg var så hård, at det gjorde ondt ikke at røre mig selv, men jeg ville have hans smag først, ville høre ham gå i stykker over mig.

"Stop," gispede han til sidst og trak mig op ved hagen. Hans pik glinsede, rød og våd. "Hvis du bliver ved, kommer jeg i din mund, og jeg vil komme et andet sted. Jeg vil kneppe dig. Hårdt. Sig, at du vil have det."

"Jeg vil have det." Min stemme var hæs af ham. "Jeg vil have dig inden i mig. Nu."

Han rejste sig længe nok til at finde en lille flaske i sin taske ved døren, og da han kom tilbage, lo jeg kort, vildt. "Du havde håbet."

"Jeg havde håbet," sagde han uden skam. "Læg dig."

Jeg lagde mig på ryggen på sofaen, puderne under lænden, og han knælede mellem mine ben. Fingrene var glatte af glidecreme, og han var ikke hastig der, selv om resten af ham rystede. Én finger, så to, langsomt, mens han kyssede indersiden af mit lår og spurgte, om det var godt. Det var bedre end godt. Jeg åbnede mig for ham, stønnede hans navn, og da han krummede fingrene og ramte det sted, der fik min pik til at rykke mod maven, greb jeg fat i sofaens kant.

"Mere," sagde jeg. "Jeg kan tage dig. Jeg vil have det hårdt. Jeg har ventet længe nok."

Han trak fingrene ud, smurte sig selv og løftede mine ben op over sine skuldre. Stilligen åbnede mig helt. Jeg kunne se hans ansigt, sved på overlæben, blikket låst i mit, da han satte hovedet af sin pik mod mit hul og pressede ind. Det strammede, varmt og tykt, og jeg åndede ud, slappede af, tog imod centimeter for centimeter, til han var begravet til roden og vi begge rystede.

"Fuck," hviskede han. "Du er så stram. Du tager mig så godt."

"Bevæg dig." Jeg trak ham ned i et kys, grådigt, med tænder. "Knep mig. Ikke pænt. Jeg vil mærke, at det er dig."

Han trak sig næsten helt ud og stødte ind igen, hårdt, dybt, og sofaen gav en dump lyd under os. Så fandt han rytmen. Kraftige stød, hofterne smældende mod mine baller, hvert stød skubbede luften ud af mig i et støn. Mine ben lå tunge over hans skuldre. Hans hænder holdt mine lår, tommelfingrene pressede ind i huden, og han kneppede mig, som om han havde fire års sult at hente ind. Jeg mødte ham, så godt jeg kunne, hænderne i hans hår, munden mod hans.

"Sig det," stønnede han mod mine læber. "Sig, hvor længe du har villet have det."

"I årevis." Jeg bed i hans skulder og slap igen. "Jeg har villet kneppe dig, siden jeg var tyve. Jeg har villet have din pik i mig, til jeg ikke kan gå. Hårdere. Bertrand. Hårdere."

Han gav mig det. Stødene blev dybere, mere målrettede, og hver gang han ramte rigtigt, så jeg hvidt bag øjnene. Han hviskede beskidte ting ind mod min mund, dominerende og hæse, kun til mig: at jeg var hans i aften, at min røv var lavet til hans pik, at han ville kneppe mig, til jeg bad om at komme, og at jeg skulle sige tak, når han lod mig. Jeg sagde det. Jeg bad. Jeg takkede, med brudt stemme, og det gjorde ham vildere.

"Rør ved dig selv," kommanderede han. "Jeg vil se dig komme, mens jeg er inde i dig. Kom for mig."

Jeg lukkede hånden om min pik og sled i takt med hans stød. Det varede ikke længe. Varmen samlede sig, strammede, og så brød den. Jeg kom i lange, hårde stød over min egen mave og bryst, klemte mig om ham, og råbte hans navn ind i sofapuden. Bertrand bandede, stødte tre gange til, dybt, og kom inde i mig med et brudt støn, ansigtet begravet ved min hals, hofterne rykende, til han var tom.

Vi blev liggende sådan, til benene rystede for meget, og han forsigtigt trak sig ud og lagde mine ben ned. Sæden var varm på min hud. Hans var varm i mig. Sofaen duftede af os. Han hentede et håndklæde fra køkkenet, tørrede mig med rolige hænder, og så lagde han sig ind til mig, svedig og tung, brystet mod min side, armen over min mave. Jeg var mør og tilfreds helt ind i knoglerne. Lampen brændte stadig. Udenfor var søen sort.

Bertrand kyssede min pande, længe, og hans mund blev der, som om han ikke ville flytte den.

"Mathias," sagde han stille. "Jeg er ikke færdig med dig. I morgen vil jeg have dig igen, og bagefter vil jeg sige det højt, det jeg skulle have sagt, da du var—"

Grus knasede ude i indkørslen. En bildør smækkede. Så en til. Nøgle raslede i låsen, og en kvindestemme, klar og alt for tæt på, skar gennem huset.

"Bertrand? Det er mor. Vi kom tidligere hjem, færgen var aflyst. Er I vågne?"

Hans arm stivnede om mig. Hoveddøren gik op.