Svetlanas blik fangede hendes i yachtens skumring

Jeg var fireogtyve den sommer, jurist og personlig assistent, og Svetlana var otteogtyve, ejeren af det firma, jeg havde arbejdet i i næsten to år. Hun var min chef og den fortrolige, jeg ringede til, når noget brændte på, den kvinde, hvis kalender jeg kendte bedre end min egen. Weekenden på yachten i det sydlige Ægæiske Hav begyndte som en sætning, hun lagde hen over mit skrivebord en tirsdag, roligt, som om det var et møde. To nætter. Ingen kunder. Bare havet. Jeg sagde ja, før jeg nåede at blive klog.

Om dagen havde solen ligget hvid og flad over dækket. Vi havde spist brød og frugt i skyggen, talt om sager og om ingenting, og jeg havde mærket hendes blik strejfe mine bare skuldre, når hun troede, jeg så ud over vandet. Jeg lod, som om jeg ikke mærkede det. Hun lod, som om hun ikke så. Vi havde øvet os i det i månedsvis, lige siden lysten var blevet så konkret, at jeg ikke længere kunne kalde den noget andet. Det var begyndt, længe efter jeg var blevet voksen, længe efter jeg havde fået embede og egen lejlighed: nætter, hvor jeg lå alene og tænkte på hendes mund, til jeg kom med fingrene presset hårdt mod mig selv.

Da varmen endelig gav sig, gik vi ned i salonen. Der lugtede af læder og af salt, der havde sat sig i træet. Lampen over det lave bord var dæmpet til et gyldent skumringslys, og den brede sofa tog næsten hele den ene væg. Svetlana satte en flaske kold hvidvin mellem os og skænkede i to glas, langsomt. Duggen løb ned ad glasset og efterlod en ring på bordet.

"Kun et glas eller to," sagde hun. "Jeg vil have hovedet med mig."

"Det samme her."

Vi drak langsomt. Vinen var tør og kold og smagte svagt af citron. Den slørede ingenting. Den gjorde mig bare mere opmærksom på, hvor tæt hun sad, på varmen fra hendes lår en håndsbredde fra mit, på den hvide skjorte, hun ikke havde knappet helt, og på håret, der faldt løst og en smule fugtigt ned over den ene skulder.

Svetlana lænede sig tilbage og så på mig. Ikke mødeblikket, det hurtige og vurderende. Det her blev hængende. Det gled fra mine øjne ned over min mund og tilbage igen, som om hun tillod sig noget, hun ellers nægtede sig.

"Du er stille," sagde hun.

"Jeg tænker."

"På hvad?"

Jeg kunne have løjet. Jeg havde løjet længe, hver gang hun bøjede sig over mit skrivebord, og hendes parfume blev siddende i luften bagefter. Nu, med havet mod skroget og skumringen i salonen, føltes løgnen for lille.

"På det, vi ikke siger," sagde jeg.

Hendes mund bevægede sig, næsten et smil. "Så sig det."

Jeg tog en tår. Mine fingre var fugtige om glasset. "Jeg har længtes. Ikke bare efter nogen. Efter dig. Jeg har ikke turdet sige det, fordi du er min chef, og fordi jeg var bange for at ødelægge det, vi har. Men det sidder i mig hver dag. Når du ser på mig. Når du ikke gør."

Hun satte glasset fra sig. Hun svarede ikke med det samme. Hendes blik fangede mit igen, og denne gang slap hun det ikke. Jeg mærkede det som en hånd på huden, selvom hun endnu ikke rørte mig.

"Jeg har også længtes," sagde hun lavt. "Længe. Jeg har ligget i min kahyt og tænkt på din mund. På hvordan du ville lyde, hvis jeg rørte dig rigtigt. Jeg har ikke sagt det, fordi jeg ikke ville presse dig. Du skulle kunne gå, hvis det kun var mig."

"Det er ikke kun dig."

"Så har vi begge været feje."

Vi lo kort, og latteren døde, fordi luften imellem os var blevet for tæt. Jeg så på hendes hals, på den åbne skjorte, på skyggen mellem hendes bryster. Min egen kjole, tynd og mørkeblå, klæbede let til lårene. Jeg var allerede våd. Det vidste jeg, og tanken gjorde mig både hed og mærkeligt rolig, som om kroppen havde vidst det længere end munden.

"Fortæl mig, hvad du har villet," sagde hun. "Hvis du vil. Og du skal vide, at du kan stoppe, når som helst. Det her sker kun, hvis du vælger det. Helt. Ikke fordi jeg er din chef. Ikke fordi vi er alene. Fordi du vil."

"Jeg vil," sagde jeg. Min stemme var roligere, end jeg følte mig. "Jeg har villet det i måneder. Jeg er ikke i tvivl. Er du?"

"Nej." Hendes øjne var mørke og klare. "Jeg vil have dig. Hvis du rækker ud, tager jeg imod. Ingen forbehold fra mig, hvis der ikke er nogen fra dig."

Udenfor skubbede vandet sagte mod yachtens side. Jeg mærkede mit hjerte i halsen og lysten længere nede, tung og utålmodig. Så satte jeg glasset fra mig, så det klirrede svagt, og lagde hånden på hendes lår. Stoffet var tyndt. Varmen steg op i min håndflade. Jeg lod fingrene blive liggende, ikke som en fejlen, men som et svar.

"Jeg har fantaseret om dig i månedsvis," sagde jeg. "Om at kysse dig, til jeg ikke kan trække vejret. Om din mund mellem mine ben. Om at sidde over dit ansigt og mærke din tunge. Om at du tager mig hårdt og siger de ting, jeg ikke tør sige højt selv. Jeg har rørt ved mig selv til tanken om dig. Mere end én gang. Jeg vil have det i virkeligheden. Med dig. Nu."

Svetlana trak vejret ind, skarpt. Så tog hun fat i min nakke og trak mig ind til sig.

Kysset var ikke forsigtigt. Det var dybt og sultent, hendes mund åben mod min, hendes tunge, der fandt min med en sikkerhed, der fik mine knæ til at give efter, selvom jeg allerede sad. Hun smagte af vin og af sig selv, varm og salt. Jeg greb i hendes skjorte og trak hende tættere. Vores tænder strejfede hinanden. Hun bed blidt i min underlæbe og slap den, og en lille lyd slap ud af mig, pinlig og ærlig.

"Sig det igen," mumlede hun mod min mund. "At du vil."

"Jeg vil. Jeg vælger dig. Tag mig."

"Og jeg vælger dig." Hendes hænder gled ned over mine sider, faste, ikke tøvende. "Ingen forbehold. Ikke i aften. Hvis du vil have, at jeg stopper, siger du stop. Ellers hører jeg ikke op, før du ryster."

"Så hør ikke op."

Hun kyssede mig igen, hårdere, og skubbede mig bagover i sofaen. Læderet var køligt mod skuldrene et øjeblik, så varmt, hvor huden mødte det. Hun fulgte med, halvvejs over mig, og håret faldt ned og kildede min kind. Hun trak kjolen op, langsomt først, så med en utålmodighed, der matchede min. Stoffet samlede sig om taljen. Jeg havde ikke trusser på. Det havde været et valg, taget i kahytten foran spejlet, mens hjertet hamrede, og nu så hun det, og blikket blev mørkere.

"Marie." Mit navn lød, som om hun ville spise det. "Du er allerede våd."

"Det har jeg været, siden du så på mig første gang i aften."

Hun lo lavt, ikke ondskabsfuldt, bare tilfreds, og gled ned mellem mine ben. Sofaen var bred nok. Hun skubbede lårene fra hinanden, og jeg lod hende, spredte mig villigt, med en rest af blufærdighed, der allerede var ved at blive til ren lyst. Den første berøring af hendes tunge fik mig til at gispe. Den var varm og flad og slikkede mig langsomt fra åbningen og op over klitten, som om hun smagte, før hun besluttede sig for at fortære.

"Åh. Svetlana."

Hun svarede ikke med ord. Hun slikkede dybere, tungespidsen presset ind, så bred og våd ud over de yderste læber, så ind igen, insisterende, rytmisk. Jeg greb i hendes hår. Hun lod mig. To fingre gled ind i mig. Jeg var så våd, at de gled næsten uden modstand, og alligevel fyldte de, krummede sig, fandt det sted, der fik hofterne til at løfte sig fra læderet.

"Ja. Sådan. Bliv der."

Hun blev. Hun slikkede klitten, mens fingrene arbejdede, to, så tre, da jeg bad om det med en hæs lyd, jeg ikke genkendte som min egen. Jeg kunne høre havet og mit eget åndedræt og den våde lyd af hendes mund. Det var obskønt og præcist og bedre end nogen fantasi. Varmen samlede sig i lænden, i lårene, op i maven, og ville ikke lade sig styre.

"Jeg kommer. Svetlana, jeg—"

Hun sugede blidt om klitten og stødte fingrene dybere, og jeg kom med et støn, der fyldte salonen, højt og skamløst. Kroppen spændte sig som en bue. Lårene rystede mod hendes kinder. Hun slikkede mig gennem det, langsommere, indtil jeg sank tilbage, stadig fyldt af hendes fingre, gispende mod det kølige læder.

"Mere," sagde hun mod huden. "Jeg er ikke færdig med dig. Og du er ikke færdig med mig."

Hun trak fingrene ud, og jeg jamrede over tabet. Så fik hun skjorten af. Brysterne var tunge og bløde, vorterne mørke og stramme. Hun åbnede bukserne og skubbede dem ned sammen med trusserne, og jeg så hende endelig: den mørke, våde glans mellem benene, klitten hævet, lårene allerede en smule glinsende. Min mund blev tør af lyst.

"Op," sagde hun. "Jeg vil have din mund. Og jeg vil blive ved med at smage dig."

Vi fandt stillingen uden at fumle længe. Hun lagde sig på ryggen, og jeg kravlede over hende, vendt den anden vej, så mit ansigt var over hendes køn, og hendes mund fandt mig, da jeg sænkede mig. Et sekund var det akavet, knæene i læderet, håret i vejen. Så greb hun om hofterne og trak mig ned mod sin tunge, og det blev rigtigt.

Jeg slikkede hende. Første gang jeg smagte en kvinde, og det var hende, salt og skarp og sød, og jeg kunne ikke få nok. Jeg slikkede, som hun havde slikket mig, dybt, med tungen flad, så med spidsen mod klitten, og hun stønnede ind i mig, så vibrationen løb op gennem kroppen. Jeg red hendes tunge, ikke yndefuldt, men sultent, frem og tilbage, til hendes næse og mund var våde af mig. Hun holdt mig nede, når jeg ville løfte mig, og jeg lod hende, fordi det var det, jeg havde bedt om.

"Brug mig," mumlede hun, dæmpet, mellem slik. "Kom på min tunge."

Jeg kom igen, hurtigere, et skarpt ryk, mens munden stadig var mod hende, og lyden blev kvalt dernede. Hun fulgte efter. Lårene spændtes om mit hoved, hendes køn trak sig sammen under tungen, en våd puls, og så hendes støn, langt og hæst, hænderne, der klemte hofterne hårdt nok til at sætte mærker. Vi standsede ikke. Jeg slikkede hende gennem efterskælvene, og hun blev ved med mig, langsommere, så hårdere igen, da jeg mærkede en ny bølge samle sig, utrolig og umulig og alligevel der.

Anden gang kom jeg med en lyd, der var mere gråd end støn, hofterne, der rykkede mod hendes mund, uden at jeg kunne styre dem. Hun kom igen kort efter, dybere, et langt ryk gennem lårene, saften varmere mod min tunge, og jeg drak hende, slikkede hende ren og våd igen, indtil hun lo forpustet ind i mig og alligevel ikke skubbede mig væk. Vi blev i det, rode og vilde, indtil en tredje, kortere skælven løb gennem os begge, ikke lige så høj, men hård nok til, at jeg måtte løfte ansigtet og trække vejret, panden mod hendes lår, hele kroppen sitrende.

"Igen," sagde hun, stemmen ru. "Jeg vil mærke dig komme en gang til. Hårdt. Se på mig imens."

Hun skubbede mig ned fra sit ansigt og om på ryggen. Nu tog hun kontrollen helt. Hun knælede mellem mine spredte ben, to fingre allerede på vej ind, og så på mig, mens hun gjorde det, munden våd af mig, øjnene klare.

"Du er min i aften," hviskede hun. "Min lille, våde, lesbiske luder, der har gået og længtes i månedsvis og endelig tør indrømme det. Sig det."

Varmen skyllede op i ansigtet, og lysten skyllede hårdere. "Jeg er din. Din lille lesbiske luder. Knep mig med fingrene. Jeg vil komme for dig."

Hun smilede, skarpt og ømt på én gang, og begyndte. Hårdt. Ikke skødesløst, men dybt og rytmisk, håndfladen mod klitten for hvert stød, fingrene krummet, så de gned det ømme sted igen og igen. Jeg holdt fast i sofaens kant. Brysterne hoppede under den krøllede kjole. Hun skubbede stoffet op og tog en brystvorte i munden, sugede, bed blidt, slikkede, mens hånden ikke standsede.

"Så stram om mig," hviskede hun. "Så liderlig. Du har fantaseret om det her, og nu tager du det så pænt. Kom for mig. Sprøjt, hvis du kan. Jeg vil se det løbe ned over min hånd. Din kusse er min i aften, din mund er min, og du skal give mig det hele."

Jeg troede ikke, jeg kunne sprøjte. Jeg havde aldrig gjort det. Men presset byggede anderledes, dybere, et behov for at give slip, som om noget skulle ud. Jeg sagde hendes navn. Jeg sagde ja. Jeg spredte benene mere og mødte hendes hånd, og hun hviskede videre, lavt og beskidt, at hun ville have mig sådan hver nat, at jeg var hendes lille lesbiske luder, og at jeg skulle komme nu, nu, nu.

Det brød. En skælven, der startede i maven og rev sig vej ud, og så en varm, våd strøm over hendes hånd og håndled, igen, mindre, mens hun blev ved med at kneppe mig gennem det. Jeg skreg næsten, ikke af smerte, af for meget, af præcis det, jeg havde bedt om. Kroppen rystede. Sofaen var våd under mig. Hun sagde mit navn, blødere nu, og sænkede tempoet, fingrene stadig inde, rolige, indtil efterskælvene stilnede, og jeg kunne trække vejret.

Hun trak sig ud langsomt og kyssede indersiden af låret. Så kyssede hun min mund, og jeg smagte mig selv på hende og kyssede igen, træt og mæt og stadig sitrende.

Vi blev liggende. Hun trak en tynd plaid ned over os og lagde sig ind til mig, brystet mod skulderen, hånden flad på maven, ikke krævende længere, bare der. Udenfor bankede vandet sagte mod skroget. Lampen summede svagt.

Ingen af os sagde noget. Jeg lyttede til hendes åndedræt, der blev langsommere, og til mit eget, der fulgte efter. Havet fortsatte. Salonen var stille.

Stilheden blev liggende mellem os, hel og varm, og jeg lukkede øjnene i den.