Sullivan og Noelles forbudte berøring efter lukketid

Regnen havde lagt et mørkt skær over Store Kongensgade, da Sullivan drejede nøglen om og slukkede skiltet i vinduet. Butikken hed Voss, en eksklusiv herretøjsforretning med uldfrakker, håndsyede skjorter og et lager, der lugtede af cedertræ og ny pap. Uret over kassen viste kvart over syv. Gaden var næsten tom. Han var otteogtyve, butikschef, og vielsesringen sad stadig om hans finger, varm af en hel dags arbejde. Nadia havde skrevet ved middag, at hun lavede mad sent. Han havde svaret kort. Lageret skulle gøres færdigt.

Noelle stod allerede derinde med blokken mod hoften. Hun var fireogtyve, fraskilt i snart to år, og hun havde arbejdet i butikken i over et år, ansat som treogtyve, voksen, med skilsmissepapirer i en mappe og en lejlighed på Nørrebro, hun betalte selv. Den mørke skjorte sad tæt over brysterne, ærmerne var rullet op, og håret var sat op, så nakken lå bar. Hun kiggede op, da han kom ind, og smilet var det samme som altid: professionelt, lidt skævt, med noget under, de begge havde ladet ligge i månedsvis.

"De sidste kasser fra Milano står på øverste hylde," sagde hun. "Jeg kan ikke nå dem uden stigen, og stigen er i stykker."

"Så tager jeg dem," sagde Sullivan. Stemmen var roligere, end han følte sig.

Det havde stået på siden foråret. Ikke en enkelt aften, men en lang række af små ting, der ikke kunne sættes i en klage eller en spøg. Måden hun bøjede sig efter skjorterne på. Måden han blev stående et sekund for længe i døråbningen, når hun talte kassen op. En aften efter lukketid havde hun fortalt ham om skilsmissen uden at pynte på det, og han var gået hjem til Nadia og havde ladet som ingenting, mens billedet af Noelles bare nakke blev siddende bag øjnene. Hun havde ikke været et barn dengang. Hun havde været en kvinde med en eksmand og en fast løn. Han havde været en gift mand med en ring og en lejlighed på Østerbro. Begge havde valgt at tie. I aften var butikken tom. Persiennerne var nede. Ingen kunder, ingen kolleger. Kun cedertræ og hendes parfume, varm og lidt bitter.

De arbejdede i tavshed. Han rakte æsker ned. Hun krydsede af. Deres hænder mødtes, når han gav hende noget, og hver gang trak de sig tilbage et halvt sekund for sent. Stilheden var ikke tom. Den var fuld af det, de ikke sagde. Sullivan mærkede hende bag sig, når han strakte sig, varmen fra hendes krop tættere på, end arbejdet krævede. Noelle mærkede hans blik på sine hofter og lod det blive. Ingen af dem jokede det væk. Ingen af dem åbnede en dør ud til gaden for at lukke luft ind.

Han rakte hende den sidste æske fra den nederste stak. Hendes fingre strejfede hans hånd. Ikke et uheld. Hun lod dem blive, længere end nødvendigt, langsomt hen over hans knoer, som om hun målte varmen i ham. Sullivan mærkede det helt ned i maven. Han trak ikke hånden til sig. Hun trak heller ikke sin. Deres blikke mødtes over æsken, rå og uden den høflighed, de ellers gemte sig bag. Æsken var let. Det var ikke den, der holdt dem fast.

"Du kunne have taget imod uden at røre," sagde han lavt.

"Det ved jeg," sagde Noelle. "Jeg gjorde det alligevel."

Han sank. Ringen føltes pludselig tung. "Vi er alene."

"Ja," sagde hun. "Og vi har været alene før. Forskellen er, at jeg ikke gider lade som om længere. Hvis du vil have, at jeg trækker hånden til mig, så sig det. Ellers lader vi det her vokse."

Han sagde ikke, at hun skulle trække hånden til sig. Hun blev. Sådan valgte de det begge. Ikke med en stor tale, men med den finger, der blev, og med det blik, der ikke veg. Flirten, der havde levet i halve sætninger og for lang øjenkontakt, fik lov at eskalere, fordi ingen af dem trådte tilbage.

Sullivan satte æsken fra sig på gulvet. Lyden var lille i det store rum. Noelle lænede sig mod hylden, blokken dinglende fra den ene hånd, og så på ham, som om hun allerede havde taget tøjet af ham i hovedet. Der var ingen leg i blikket. Det var sultent og ærligt, og han gav hende det samme tilbage, uden butikschefens maske.

"Hvor længe?" spurgte hun.

"Hvor længe hvad?"

"Hvor længe har du gået og set på min røv, når jeg bøjer mig efter skjorterne? Jeg har mærket det. Hver gang. Lad være med at lyve, nu hvor vi endelig står her."

Han skulle have sagt, at hun tog fejl. I stedet hørte han sin egen stemme, hæs. "Siden du begyndte at blive efter lukketid. Måneder. Jeg har onaneret i brusebadet derhjemme og tænkt på din mund. På hvordan du ville se ud med skjorten åben over disken. Det er det ærligste, jeg kan sige."

Noelle trak vejret ind, skarpt. Et smil trak i hendes mundvig, ikke sødt. "Godt. For jeg har ligget i min seng og fingret mig selv, mens jeg tænkte på dine hænder. På hvordan du ville lyde, hvis du endelig holdt op med at være butikschef og bare tog mig. Jeg er fireogtyve, Sullivan. Fraskilt. Ikke et eventyr, du kan bilde dig ind er uskyldigt. Jeg har vidst, hvad jeg ville, længe før i aften."

Hun trådte ind mod ham. Ikke et strejf denne gang. Hun pressede sig bevidst ind mod hans krop, bryster mod hans skjorte, hofte mod det sted, hvor hans pik allerede var hård bag bukserne. Hendes lår lagde sig ind mellem hans. Hun lod ham mærke vægten af sig, hele vejen, og blev der, til han ikke kunne lade som om, det var tilfældigt. Hendes mund var tæt på hans øre, og hvisken var klar, uden skælven.

"Jeg vil have dig nu. Her. Selvom jeg ved, du er gift. Sig ja, eller sig nej. Men lad være med at stå der og lade som om, du ikke allerede er stiv."

Hans hænder rystede ikke. Det overraskede ham. Han greb hendes nakke, fast, fingrene i håret ved hårgrænsen, og kyssede hende hårdt. Det var ikke et kys, man gemmer. Det var tænder og tunge og et åndedrag, der brød midt i det. Hun åbnede munden med det samme, mødte ham, bed ham let i underlæben, som om hun havde ventet på netop det greb. Smagen af hende, kaffe og mynte, ramte ham, og al den pæne tale, han havde øvet i månedsvis, faldt fra hinanden. Hun smagte af ja. Hele kroppen sagde ja, presset ind mod hans, hænderne allerede på vej ned ad hans mave.

"Jeg har forestillet mig at kneppe dig bag disken," sagde han mod hendes mund, da de trak sig en centimeter fra hinanden. "Hver aften. Når du låser kassen, og jeg står og lader som om, jeg tæller dagens omsætning. Jeg har set dig bøjet over disken og tænkt, at jeg ville trække dine bukser ned og tage dig, mens skiltet stadig sagde åbent. Jeg er en gift mand, Noelle. Og jeg vil kneppe dig alligevel."

Hun lo kort, råt, og lukkede hånden om ham gennem bukserne, klemte, mærkede hvor hård han var. "Så gør det. Jeg siger ja. Jeg har sagt ja, siden du greb mig. Hvis du stopper nu, er det fordi du vil, ikke fordi jeg er i tvivl. Jeg vil mærke dig. Ikke i morgen. Nu."

Det var nok. Fornuften, ringen, Nadia derhjemme, reglementet på væggen, det hele blev skubbet til side i samme sekund. Sullivan kyssede hende igen, dybere, og Noelle smed blokken på en papkasse. Hendes hænder var allerede i hans skjorte, knapperne uregerlige, håndfladerne varme mod hans bryst. Han åbnede hendes skjorte nok til at få en hånd ind, fandt et bryst, tommelfingeren over den stive brystvorte, og hun stønnede ind i kysset, skubbede sig op mod ham som et svar. Han trak hende længere ind mellem hylderne, væk fra den smalle sprække af lys under bagdøren, ind hvor cedertræet lugtede stærkest, og hvor en bred lagerhylde i hoftehøjde kunne bære en voksen kvindes vægt.

"Op," sagde han.

Hun forstod. Han løftede hende, hænderne under hendes lår, og satte hende på lagerhylden. Træet knirkede. Noelle støttede sig på en stak æsker bag sig og spredte knæene uden at blive bedt om det. Sullivan åbnede hendes bukser, lynlåsen hård i stilheden, og trak dem ned over hofterne sammen med trusserne. Bomuld, mørk, allerede fugtig i skridtet. Han trak det hele ned til hendes ankler og lod det hænge der, så hun sad åben foran ham, kusse blottet, inderlårene varme, en tynd glans allerede i sprækken.

"Se på mig," sagde hun. "Jeg vil se dig gøre det. Og jeg vil have det hårdt. Ikke pænt."

Han sank ned på knæ på det kolde gulv. Ingen blid indledning. Han greb hendes hofter, trak hende ud til kanten og slikkede hende aggressivt, fladt og hårdt, fra den våde åbning og op over klitten, igen og igen, som om han ville æde den sult, der havde siddet i ham i et år. Noelle bandede. Hendes hånd fandt hans hår og holdt fast. Smagen af hende fyldte hans mund, salt og skarp og levende, og han stak tungen ind i hende, så dybt han kunne, før han sugede sig fast om klitten og sled med tungespidsen, ubarmhjertigt, i den rytme han kunne mærke, hun jagtede.

Hun så ned på ham, præcis som hun havde bedt om. Synet af den gifte butikschef på knæ mellem hendes lår, ringen der glimtede, når han greb hårdere om hende, gjorde hende vådere, end tungen alene kunne. Hun red mod hans ansigt uden skam. Hælene slog mod hyldens kant. Lageret var fuldt af hendes støn, høje og hæse, og af den våde lyd af hans mund.

"For fanden, Sullivan, ja, sådan, hårdere, jeg er ikke skrøbelig," gispede hun.

Han adlød. To fingre ind i hende, krummet, mens munden arbejdede, og hun mødte hvert stød med hofterne. Hun kunne mærke det bygge sig op lavt i maven, stramt og uundgåeligt, en varme der bredte sig ud i lårene. Han var ikke forsigtig. Han ville have hende over kanten, og hun ville derhen. Kusse trak sig sammen om fingrene. Klitoris dunkede under hans tunge.

"Kom på min tunge," sagde han ind mod hende. "Jeg vil have det. Nu."

Noelle kastede hovedet tilbage, nakken mod en æske, og kom. Det var ikke pænt. Det var et langt, brudt skrig, hendes hofter, der stødte op i hans mund, en bølge af våd varme over hans tunge og hage. Hun rystede, klemte hans hår, sagde hans navn som et bandeord og et ja i samme åndedrag. Han slikkede hende igennem det, blev ved, til hun hev ham væk, overfølsom og leende og stadig åben.

"Op," hviskede hun. "Jeg vil have din pik. Nu. Bagfra. Jeg sagde ja, og jeg mener det stadig. Knep mig, før jeg når at blive høflig igen."

Han rejste sig. Munden skinnede. Noelle gled ned fra hylden, benene usikre et sekund, og han vendte hende om, før hun nåede at rette på noget. Hendes bukser hang stadig om anklerne. Han bøjede hende forover, håndfladen mellem skulderbladene, til hun lå med brystet mod den nederste hylde og røven løftet, stående, spredte ben så langt stoffet tillod det. Hundestilling, rå og uden pude under knæene, kun træ og hendes egen vilje. Hun skubbede sig tilbage mod ham, utålmodig, og så over skulderen.

"Sig det igen," sagde han og åbnede sine bukser. Pikken sprang fri, tyk, våd i spidsen. "At du vil have det."

"Jeg vil have det," sagde Noelle, og stemmen var klar, selvom den rystede af efterdønninger. "Knep mig. Hårdt. Jeg er ikke din kone. I aften er jeg det, du har gået og bildt dig ind, du ikke måtte tage. Jeg siger ja. Hører du mig? Ja."

Han greb hendes hår, viklede det om hånden, og trak hendes hoved tilbage, så halsen lå i en bue. Den anden hånd styrede pikken mod hendes kusse, gned hovedet gennem den glatte, varme vådhed, og stødte ind i ét langt, hårdt tag. Hun var stram og drivvåd efter orgasmen, og hun mødte stødet, skubbede røven tilbage, tog ham til roden. Et hæst støn slap hende. Hun knugede hyldens kant og blev stående, åben, fyldt.

"Min lille forbudte luder," sagde han i hendes øre, lavt og grimt og sandt i det rum, de havde lukket om sig. "Det er det, du er lige nu. Min lille forbudte luder, bøjet over på mit lager, mens min ring sidder på fingeren. Sig det."

"Jeg er din lille forbudte luder," gispede Noelle, og det lød som noget, hun havde villet sige længe. "Knep mig, som om du har ventet et år. For det har du. Hårdere. Jeg kan tage det."

Han gjorde det. Stødene var hårde, dybe, uden den forsigtighed han brugte derhjemme. Hylden knirkede. Æsker skred en tomme. Han holdt hendes hår stramt og kneppede hende i stående hundestilling, hofterne smældende mod hendes røv, pikken der gled ud næsten til spidsen og blev hamret ind igen. Noelle stønnede hans navn, bandede, bad om mere, og han gav hende mere. Den frie hånd fandt hendes klit, gnubbede den i takt, og hun blev endnu vådere, en lyd der fyldte rummet sammen med deres åndedræt. Sveden løb ned ad hans ryg under skjorten, der stadig hang åben. Hver gang han trak i håret, klemte hun om ham.

"Du tager den så godt," sagde han. "Hele pikken. Som om du er bygget til at blive kneppet her, efter lukketid, mens byen går forbi uden at vide det."

"Jeg er," fik hun frem. "Bliv ved. Ikke blidt. Jeg vil mærke det i morgen, når jeg står i butikken og smiler til kunderne. Bliv i mig, når du kommer. Jeg vil have det sådan."

Han øgede tempoet. Noelles negle kradsede i hyldens kant. Han bøjede sig over hende, bryst mod hendes ryg, og bed hende let i skulderen gennem skjorten, mens han stødte kortere og hårdere, præcis der hvor hun begyndte at gå i stykker igen. Grebet i håret strammede. Hun mødte hvert stød, sulten, åben, helt til stede.

"Jeg kommer," stønnede hun. "Sullivan, jeg kommer igen. Bliv inde."

"Jeg er med dig," sagde han, og det var både løfte og kapitulation.

Hun kom med et hæst, brudt skrig, kusse der trak sig rytmisk om hans pik, og det rev orgasmen ud af ham. Han stødte i bund og blev der, grebet om hendes hår, og kom i hende i tykke, varme stød, sæden pumpet dybt, mens han bandede hendes navn ind mod hendes nakke. De stod sådan, rystende, til benene ikke kunne mere. Han gled ud. En stribe sæd løb ned ad hendes inderlår. Noelle lo, forpustet, ikke flov, panden mod underarmen.

"Hold kæft," hviskede hun. "Det var præcis så ulovligt, som jeg havde håbet."

De fik tøjet på i en stilhed, der ikke var akavet, kun mættet. Sullivan fandt en rulle papir ved vasken bagved og rakte hende den. Hun tørrede sig, trak trusser og bukser op, knappede skjorten. Han vaskede ansigt og hænder, satte bukserne, mærkede ringen, da sæben løb over den. Den sad der stadig. Han havde ikke taget den af. Han gad ikke se på, hvad det sagde om ham. Ikke endnu.

"Det her bliver mellem os," sagde han, da han kom tilbage. Stemmen var butikschefens igen, bare hæs. "Ingen i butikken. Ingen derhjemme. Vi gør lageret færdigt, og så går vi hver til sit."

Noelle nikkede. Hun så rolig ud. Tilfreds. "Mellem os," sagde hun. "Jeg siger ikke noget."

Han troede hende. Han bøjede sig og samlede de æsker op, der var skredet, og begyndte at tælle, som om tallene kunne lægge noget på plads. Noelle tog sin telefon fra jakkelommen på kassen ved døren. Skærmen lyste, da hun rørte den. En besked fra Nadia, sendt for tolv minutter siden, mens Noelle havde haft hans tunge i sig og ikke hørt noget som helst.

Hun havde Nadias nummer, fordi Nadia selv havde givet hende det i sidste måned, over en kop kaffe i baglokalet, mens Sullivan var til møde hos grossisten. Nadia, niogtyve, hans kone, havde smilet træt og venligt og sagt, at det var rart med en kvinde i forretningen, en hun kunne stole på. Beskeden var kort.

Tak, Noelle. Jeg kommer forbi om et kvarter med mad til ham. Sig ikke, jeg har skrevet. Det skal være en overraskelse. Og tak fordi du lovede at sige til, hvis han bliver længe alene med nogen. Du er den eneste, jeg stoler på derinde.

Noelle læste den to gange. Uret på telefonen sagde, at Nadia kunne være på gaden allerede. Sullivan stod med ryggen til og talte skjorter og vidste ingenting. Han vidste ikke, at hans kone havde bedt hans medarbejder om at holde øje med ham. Han vidste ikke, at Noelle havde lovet det med et smil og allerede dengang vidst, at hun ikke ville holde løftet, hvis chancen kom. Og han vidste ikke, at konen var på vej.

Noelle slukkede skærmen. Låste telefonen. Stak den i lommen.

"Skal jeg tage de øverste æsker?" spurgte hun, og stemmen var let.

"Ja," sagde Sullivan. "Tak."

Hun smilede til hans ryg. Hemmeligheden lå varm i lommen, og han talte videre, som om natten stadig kun tilhørte de to.