Barretts tavse længsel bryder i akvariets lænker

Akvariet var lukket for længst, og hallen lå i det blå skær fra de store kar. Pumperne summede som et fjernt åndedrag. Roxanne, otteogtyve år og vant til at holde nøglerne både til bygningen og til de mænd, der bad hende om at tage dem fra hinanden, stod ved glasvæggen med læderremmene over armen. Hun havde været nattevagt og formidler her i fem år. Efter lukketid tilhørte mørket hende.

Barrett kom ind gennem personaledøren, præcis som de havde aftalt. Han var toogtredive, bygningsingeniør om dagen, og hans skuldre fyldte døråbningen, før han sænkede dem. Skjorten hang åben i halsen. Hans hænder var urolige, men blikket søgte hende med det samme, sultent og allerede blødt.

»Du har længtes,« sagde hun. Det var ikke et spørgsmål.

»Hele ugen.« Hans stemme var ru. »Jeg har siddet i møder og kunnet mærke det. Remmene. Dit greb. At jeg ikke må bestemme noget.«

Hun lod ham stå et øjeblik og mærke afstanden. Vandet bag glasset bevægede sig langsomt, og lyset lagde en kølig kant langs hans kæbe. Hun gik hen til ham, ikke hurtigt, og lagde to fingre under hans hage.

»Så sig det. Ikke i hovedet. Højt.«

Han sank. Hans pik rørte allerede på sig bag stoffet, og skammen ved det gjorde ham kun mere ærlig. »Bind mig. Lås mig fast i de tunge remme ved glasset. Jeg beder dig om det. Jeg vil overgive mig. Jeg vil have, at du tager mig, til jeg ikke er andet end din.«

Ordene landede mellem dem, varme og tydelige. Hun smilede smalt. »God dreng. Du ved, hvad der gælder. Du kan altid standse. To fingre mod glasset, eller tre klap mod metallet, hvis munden er optaget. Ellers er du min, til jeg løsner dig.«

»Ja,« hviskede han. »Jeg vil være din.«

Hun kyssede ham ikke endnu. Hun knappede hans skjorte op, langsomt, og lod den falde. Hans bryst var varmt under hendes håndflader, hårene bløde, brystvorterne allerede stramme. Hun åbnede hans bukser og trak dem ned sammen med underbukserne, til han stod nøgen på det kolde gulv, pikken halvstiv og tung mod låret. Han rystede ikke af kulde.

»Hen til ringen,« sagde hun.

Han gik selv. Det var det, der tændte hende mest: at den store mand valgte lænkerne, at hans tavse længsel endelig fik et sted at briste. Han stillede sig med ryggen mod det kølige glas, armene ud, benene fra hinanden, og ventede.

Roxanne arbejdede uden hast. Den første rem lukkede sig om hans højre håndled, tykt læder, køligt spænde, og hun trak den fast til metalringen over hans skulder, til han ikke kunne sænke armen. Den anden fulgte. Hun prøvede grebet med to fingre mellem rem og hud, stramt nok til at han mærkede sig ejet, ikke stramt nok til at skære. Så benene. Hun bøjede sig, og han udstødte en lyd, da hendes hår strejfede hans lår. Remmene om anklerne blev låst til de lave ringe, så han stod spredt og åben mod glasset, ude af stand til at samle sig.

»Se dig,« hviskede hun ved hans øre. »En voksen mand, låst fast som et stykke udstyr. Din pik ved allerede, hvad den er. Et redskab. Ikke din.«

Han stønnede. Pikken stod nu stiv, mørk i det blå lys, en dråbe allerede i spidsen. Hun lod en negl glide langs undersiden, ikke et rigtigt tag, bare et løfte, og trak hånden væk, da han skød hoften frem.

»Du får ikke lov at jage,« sagde hun. »Du står, hvor jeg har sat dig. Du tigger, når jeg vil have det. Og du tier, når jeg beslutter, at din mund skal bruges til noget andet end ord.«

Pisken hang i hendes bælte, kort og flettet. Hun tog den frem og lod spidsen prikke hans bryst, let, så huden rejste sig i et lille punkt af varme. Ikke slag endnu. Prik. Prik ned over maven, hen over hoftebenet, et stik mod indersiden af låret, tæt nok på pikken til at han gispede og spændte i remmene. Læderet knirkede. Hans åndedræt blev kortere.

»Mere,« sagde han. »Roxanne. Jeg beder dig. Gør det hårdere. Tag mere fra mig. Jeg kan ikke holde ud at vente.«

Hun prikkede igen, denne gang et skarpt lille smæld over den ene brystvorte, og han hvinede lavt, pikken sprang. »Du holder ud, fordi jeg siger det. Sig, hvad du er.«

»Din slave,« fik han frem. »Din ting. Jeg vil have mere. Jeg vil have, at du lukker munden på mig, hvis det er det, du vil. Jeg beder om det. Jeg vil ikke kunne tale mig ud af det.«

Hun så ham i øjnene længe nok til at være sikker. Han nikkede, åbnede munden selv, tungen fugtig, blikket klart. Knebelen var af blødt læder med en fast kugle. Hun pressede den ind mellem hans læber, ikke voldsomt, men uden at give ham lov til at tøve, og spændte remmen bag hans nakke, til hans kæbe var fyldt og hans ord var væk. En tyk, kvalt lyd slap ud. Spyttet samlede sig allerede i mundvigen.

»Der,« hviskede hun. »Nu er du pæn. Nu kan du kun stønne og tage imod.«

Hun lod pisken prikke langs hans ribben, ned over maven, et par skarpe tap mod lårenes inderside, og hver gang spjættede han i remmene og stønnede gennem knebelen. Hans pik stod oprejst og forladt, pulserende, og hun rørte den ikke. Hun så ham kæmpe med trangen til at trykke sig frem, så ham tabe, så ham synke tilbage mod glasset, fordi han ikke kunne andet.

»Godt,« sagde hun. »Bliv ved med at være hjælpeløs. Det klæder dig.«

Hun klædte sig af foran ham, uden teater, men langsomt nok til at han kunne se det hele. Støvlerne blev stående. Kjolen faldt. Hun havde intet under. Hendes krop var fast og kendt med magt, hofterne brede, kusse allerede våd og mørk i lyset fra karet. Hun trådte op på den smalle serviceafsats, så hendes kusse kom i højde med hans mund, og greb ham i håret.

»Du slikker, til jeg er færdig,« sagde hun. »Ikke fordi du vil. Fordi jeg bruger dig.«

Hun skubbede knebelen til side et øjeblik, lige længe nok til at hans mund blev fri, og pressede sig mod hans ansigt. Hans tunge fandt hende med det samme, ivrig, taknemmelig, og hun red den uden blufærdighed. Hun holdt hans hår stramt, gyngede hofterne, gned sin kusse over hans næse og mund, så han næsten ikke kunne trække vejret mellem slagene. Han slikkede, som om han havde ventet på netop det i ugevis. Det havde han. Hun mærkede det i måden, hans tunge skød op i hende, i de våde, fortvivlede lyde, i hvordan hans bundne hænder knyttede sig og intet kunne gøre.

»Dybere,« kommanderede hun. »Sådan. Du er ikke andet end en mund lige nu. En nyttig, våd mund. Bliv ved.«

Hun red ham, til hendes lår rystede, og kom med et lavt, kontrolleret støn mod hans pande, kusse sammentrukket om hans tunge, safterne smurt ud over hans læber og hage. Hun blev siddende et øjeblik, åndede, og så ned på ham. Hans øjne var blanke. Hans pik dryppede mod gulvet.

»Du har fortjent det næste,« sagde hun. »Og du får det, fordi jeg vil have dit hul. Ikke fordi du har krav på noget.«

Hun løsnede anklerne og det ene håndled længe nok til at vende ham. Han adlød med det samme, vendte sig, så brystet mødte glasset og røven vendte ud mod hallen. Hun låste ham igen, arme ud, ben spredt, kinden mod det kølige glas, knebelen skubbet tilbage på plads, så hans støn blev tykke og lukkede. Hans røv var fast, muskuløs, allerede anspændt af forventning. Hun slog ham én gang, flad hånd, et klart smæld, og han rykkede frem mod glasset.

»Slap af,« sagde hun. »Eller lad være. Jeg tager dig alligevel.«

Hun smurte fingrene i den klare olie, hun havde stillet klar på afsatsen, og førte to ind mellem hans balder. Han gispede gennem knebelen, da den første finger pressede mod det stramme hul og gled ind, langsomt, til knoen. Hun arbejdede ham åben med rolige, grundige tag, olie og varme, en finger, så to, så tre, mens hun med den anden hånd slog ham igen, hårdere, så huden blussede. Han skød røven bagud, så meget remmene tillod, og stønnede et ja, der ikke var et ord, kun behov.

»Du vil have den,« sagde hun ved hans øre. »Sig det med kroppen. Åbn dig. Vær det hul, du har tigget om at blive.«

Sele spændte hun om hofterne med vante hænder. Dildoen var tyk, fast, mørk, allerede glinsende af olie. Hun stillede sig bag ham, greb en håndfuld af hans hår og trak hans hoved en anelse tilbage fra glasset, så han kunne mærke hende, før hun tog ham. Spidsen pressede mod hans hul. Han åndede ud, slappede af, som hun havde lært ham, og hun skød ind i ét langt, ubønhørligt stød, til selens læder mødte hans bagdel.

Lyden, han gav fra sig, var rå og hjælpeløs. Hun blev der et sekund, dybt i ham, og mærkede ham stramme og så give efter.

»Det er min,« sagde hun. »Hele dig.«

Så tog hun ham. Ikke forsigtigt. Hårdt, i et rytmisk tempo, hoften smældende mod hans røv, dildoen der trak sig næsten ud og stødte ind igen, dybt, igen og igen. Hver stød skubbede ham frem mod glasset. Hans bundne hænder knugede i tomheden. Hans pik svingede, hård og urørt, og slog let mod glasset, når hun ramte ham rigtigt. Hun holdt fast i hans hår, trak, og slog ham på numsen med den frie hånd mellem stødene, skarpe, varme slag, der fik ham til at klynke gennem knebelen og skubbe sig tilbage efter mere.

»Mærk det,« sagde hun, åndeløs nu, men stadig styrende. »Du står bundet i et akvarium og bliver kneppet i røven, fordi du bad om det. Fordi du ikke er herre over noget som helst i aften. Din pik får ikke en hånd. Den kommer, hvis den kan, af det her. Af mig.«

Hun øgede tempoet. Olien glinsede. Smældene fra hendes hofter fyldte hallen sammen med pumpernes summen og hans dæmpede, brudte støn. Hun bøjede sig ind over ham, bed ham i skulderen, ikke nok til at bryde hud, nok til at han rystede, og hviskede:

»Bekend det. Jeg tager knebelen af et øjeblik. Du siger det, klart, og så lukker jeg dig igen, hvis jeg vil. Forstået?«

Han nikkede vildt. Hun løsnede remmen, trak kuglen ud, og spyttet løb ned over hans hage. Hans stemme var hæs, ødelagt, ærlig.

»Jeg underkaster mig,« stønnede han. »Jeg er din. Jeg er ikke andet end dit hul og din slave. Knep mig. Jeg må ikke røre mig selv. Jeg vil komme sådan. Kun sådan. Roxanne, jeg er din, helt.«

»Igen.«

»Jeg underkaster mig.« Hans pande ramte glasset. »Tag mig hårdere. Jeg er din.«

Hun pressede knebelen ind igen, spændte den, og adlød hans bøn ved at tage ham hårdere. Stødene blev dybe og ubarmhjertige, vinklen sådan, at dildoen ramte det sted i ham, der fik hans lår til at skælve. Hun slog ham igen, to gange, tre, rød hud under hendes håndflade, og holdt hans hår som et tøjle. Hans åndedræt brød sammen. Pikken spændte, mørk og våd i spidsen, uden at nogen havde rørt den.

»Kom,« befalede hun. »Nu. Uden hænder. Giv mig det.«

Han kom med et langt, kvalt skrig gennem læderet. Sæden sprøjtede mod glasset i tykke stød, igen og igen, mens hans hul trak sig sammen om dildoen, og hele hans krop rystede i remmene. Hun kneppede ham gennem det, ikke hurtigere, bare vedholdende, til den sidste skælven ebbede ud, og han hang i læderet, slap, gispende, ansigtet vådt, pikken stadig dryppende.

Hun blev i ham et øjeblik længere, åndede mod hans nakke, og trak sig så langsomt ud. Han udstødte en lille, tom lyd. Hun lagde hånden fladt på hans lænd, ikke et slag nu, bare vægt, og mærkede ham vende tilbage til sig selv.

Så begyndte hun at løsne ham. Ankel for ankel. Spænderne klikkede sagte. Hun gned de røde mærker med tommelfingrene, kyssede det ene knæ, da hans ben gav efter, og støttede ham, før håndleddene blev fri. Da den sidste rem faldt, vaklede han, og hun tog imod ham med hele kroppen, hans sved mod hendes bryst, hans ansigt i hendes hals. Hun fjernede knebelen helt, tørrede hans mund med sin hånd, og kyssede ham dybt, langsomt, smagen af hende selv og af hans overgivelse mellem deres tunger.

»Du gav mig alt,« sagde hun lavt, da kysset slap. »Din totale overgivelse. Det var smukt. Du er min, Barrett. Og du gjorde det godt.«

Han nikkede mod hendes skulder. Ordene var brugt op. Hun holdt ham, til hans vejrtrækning faldt i takt med hendes, og pumperne igen var den eneste lyd i hallen.

Ingen af dem sagde mere. Vandet bevægede sig bag glasset. De blev stående sådan, to voksne mennesker i det blå mørke, hans pande mod hendes, hendes arme om hans ryg, og stilheden lagde sig over dem, hel og rolig.