Dristig udfordring vækkede deres begær i bokseringen

Jeg havde bildt mig selv ind, at jeg var professionel. Jeg var otteogtyve, boksetræner med certifikat på væggen i det lille kontor bag omklædningen, og alligevel stod jeg den aften i ringen og kunne ikke slippe Mei med blikket. Hun var fireogtyve, bokser, den mest ambitiøse kvinde, jeg nogensinde havde haft i en træning. Vi havde arbejdet sammen i den samme klub i over et år. Tolv måneder med timer, intervaller og fodarbejde, og med en lyst, jeg havde pakket ned under stopure, som om begær var en dårlig vane, man kunne slide af sig.

Klubben var tom. Mateo havde låst hoveddøren og lagt nøglen i skålen ved kontoret, da han gik ved titiden. Han vidste, at jeg blev for at finpudse Meis kombinationer. Loftslamperne over de andre baner var slukket. Kun ringens lamper brændte, gule og ubarmhjertige, og kastede vores skygger op ad de slidte reb. Luften lugtede af harpiks, gammelt læder og den søde, salte sved, som havde sat sig i kanvas og blev hængende. Mine håndbind var fugtige. Meis også. Hun stod i det modsatte hjørne og rullede skuldrene, som om hun varmede op til en kamp, der betød mere end en sejr.

Hendes mørke hår var samlet i en stram knude. En lok havde løsnet sig og klæbede til tindingen. Sveden løb i en tynd streg ned over halsen og forsvandt under kraven på den grå træningstrøje. Jeg kendte den hals. Jeg havde set den bøje sig, når hun dukkede under et stik, og jeg havde set den strække sig, når hun lo efter en god serie. Hun var kommet til klubben som treogtyveårig, allerede voksen, allerede med egne kampe bag sig, og jeg havde fra den første måned lagt mærke til, hvordan min mave trak sig sammen, når hun trådte ind ad døren. Jeg havde kaldt det trænerinstinkt. Det var løgn, og løgnen var blevet tyndere for hver uge.

»Du kigger,« sagde hun.

»Jeg vurderer din holdning,« sagde jeg.

Hun smilede ikke det høflige smil, hun gav folk udefra. Det var det skæve, der kun kom, når vi var alene, og lampen fik en fugtig glans i hendes øjne. »Du har vurderet mig i månedsvis, Delphine. I aften vil jeg have noget andet end korrektioner.«

Jeg burde have sagt, at træningen var forbi. I stedet hørte jeg min egen stemme, lavere end jeg havde tænkt. »Hvad vil du have?«

»En dristig omgang.« Hun trådte et skridt frem. Rebene knirkede, da hun lagde hånden på dem. »Uden handsker. Ingen hjelm. Kun tynde shorts og sports-bh. Du og mig i ringen, til en af os ikke kan holde facaden. Hvis du tør.«

Ordet dristig lagde sig mellem os som en handske, nogen havde smidt på måtten. Jeg mærkede suget lavt i maven, det samme, jeg havde ignoreret hver gang hendes hofte strejfede min i en nærkamp, hver gang hun trak vejret mod min hals og lod, som om det kun var kondition. Længe undertrykt. Ikke noget, der blev født den aften. Noget, der havde vokset i pauserne, i bilen hjem, i bruseren, hvor jeg lod vandet løbe og nægtede at lægge hånden mellem mine egne ben, mens jeg tænkte på hendes mund.

»Vi er træner og bokser,« sagde jeg, men det lød ikke som et nej.

»Vi er to voksne kvinder i en tom klub,« sagde Mei. Hun holdt mit blik. »Sig nej, hvis du vil. Så går jeg i bad, og i morgen træner vi, som vi plejer. Men sig ikke nej, fordi du tror, jeg ikke ved, hvad jeg beder om. Jeg ved det. Jeg har vidst det længe. Og jeg vil kun det her, hvis du også vil.«

Der var ingen tøven i hende, ingen spiritus i luften, ingen leg, hun kunne gemme sig bag bagefter. Fireogtyve og fuldstændig vågen. Jeg nikkede, før fornuften fik samlet en sætning.

»Én omgang,« sagde jeg. »Vi stopper, hvis en af os siger stop. Ingen ære, der skal reddes. Bare stop.«

»Aftale,« sagde hun. »Og du siger også stop, hvis du vil. Ikke kun mig.«

Det løfte gjorde det lettere at trække vejret og sværere at lade være med at røre ved hende.

Vi tog handskerne af. De ramte kanvas med en dump, tung lyd og blev liggende ved rebene som noget, vi endnu ikke havde besluttet os for at smide ud. Håndbindene fulgte, omgang for omgang, indtil huden under kom til syne, rød, varm, med aftryk af stoffet i håndleddene. Jeg trak træningstrøjen over hovedet. Under den havde jeg den tynde, mørke sports-bh, jeg brugte til kondition, ikke til sparring. Mei gjorde det samme, langsomt, uden at se væk. Hendes shorts var lysegrå, korte, og sad lavt på hofterne, så en stribe hud lyste over linningen. Mine var sorte og ikke meget mere dækkende. Da vi stod over for hinanden i det skarpe lys, føltes ringen mindre end nogen kamp, jeg havde dømt.

Jeg kunne se sveden samle sig i hulningen ved hendes kraveben. Jeg kunne se, at brystvorterne allerede tegnede sig under det tynde stof, mørke og stramme, og jeg hadede, hvor tydeligt min egen krop svarede: en varme mellem lårene, en fugt, der ikke kun var sved, en uro i hænderne, som om de allerede vidste, hvor de ville hen. Mei lod blikket glide ned over min mave, over kanten af mine shorts, og da hun så op igen, var smilet væk. Tilbage var noget ærligt og sultent.

»Du ryster lidt,« sagde hun sagte.

»Det er ikke af frygt,« sagde jeg.

»Godt,« sagde hun. »For jeg har også rystet. I over et år. Hver gang du rettede min albue og lod fingerspidserne blive et sekund for længe. Jeg sagde ikke noget. Det gør jeg nu.«

Vi løftede hænderne. Bare næver, ingen polstring. Den dristige omgang var gået i gang, og luften mellem os var allerede tyk af sved og af alt det, vi endnu ikke havde sagt højt.

Vi begyndte at cirkle. Måtten gav en smule efter under de bare fødder. Jeg holdt hænderne oppe, albuerne inde, sådan som jeg havde lært hende, og Mei spejlede mig med et smil, der var rent provokation. Første stød var hendes. Et let, hårdt stik mod min skulder, ikke for at skade, men for at mærke, om jeg ville give igen. Jeg gav igen. Et stød mod hendes ribben, kontrolleret, med flad næve, og lyden var våd og kort. Hun lo, en lav lyd, og sveden sprang fra hendes pande, da hun dukkede og kom ind igen.

»Er det alt, træner?« sagde hun.

»Du bad om dristig,« sagde jeg. »Ikke om at jeg skulle pakke dig ind.«

Vi byttede stød. Hårde, men legende. Hendes knoer fandt min overarm, mine fandt hendes hofte, og hver gang huden ramte hud, blev der et mærke af varme, der ikke havde noget med en sejr at gøre. Jeg så hende. Jeg kunne ikke lade være. Beundringen sad i blikket, og jeg vidste, at hun læste den, for hun sænkede ikke garden, da hun burde. Hun ville ses. Sveden løb mellem hendes bryster og tegnede en mørk stribe ned i sports-bh'en. Hendes mave spændtes, når hun slog, flad og levende, og shortsene gled et par centimeter, hver gang hun drejede hoften. Jeg ramte luften med vilje én gang, bare for at se hende smile, og smilet var skævt og vidende.

»Du beundrer mig,« sagde hun, mens vi kredsede. »Sig det. Jeg kan se det i øjnene på dig.«

»Jeg har beundret dig længe,« sagde jeg. Stemmen var hæs. »Ikke kun din teknik.«

Hun standsede ikke helt. Hun blev ved med at flytte fødderne, men tempoet faldt, så hvert stød blev et spørgsmål. »Har du fantaseret om mig?«

Jeg kunne have løjet. Jeg havde løjet i et år. Sveden løb ned ad min ryg og samlede sig i linningen, og min kusse var allerede våd inde i de sorte shorts, en hemmelighed, stoffet ikke kunne skjule ret meget længere, hvis hun kom tæt nok på. »Ja,« sagde jeg. »Om din mund. Om dine hænder på mig, når vi er færdige med at lade, som om det er træning. Jeg har ligget vågen og rørt ved mig selv og sagt dit navn ind i puden, så ingen hørte det. Mei.«

Hendes næste stød døde i luften. Hun sænkede hænderne. Smilet blev blødere og farligere. »Godt,« sagde hun. »For jeg har fantaseret om dig, siden jeg fyldte fireogtyve og stadig ikke turde sige det. Om din stemme, når du bliver lav. Om at du holder mine hofter, ikke for at rette min stilling, men fordi du vil have mig. Jeg har kommet med to fingre inde i mig selv og tænkt på din tunge. Der. Nu er det sagt.«

Vi stod tættere, end en omgang tillader. Vores ånde blandede sig. Jeg lagde hænderne på hendes hofter, let, et greb, man kunne træde ud af. Hun lagde sine på mine, samme lethed, samme vægt. Ingen af os flyttede os.

»Vil du stoppe sparringen?« spurgte jeg.

»Jeg vil droppe handskerne helt,« sagde hun. »Ikke kun tage dem af og lade dem ligge og minde os om, at det her skulle være en kamp. Jeg vil have dine hænder på min krop. Og jeg vil have mine på din. Sig ja, hvis det er det, du også vil. Højt.«

»Ja,« sagde jeg. »Jeg vil have mere. Jeg vil have dig. Ikke som træner. Som kvinde, der har ventet for længe.«

Hun bøjede sig, samlede handskerne op fra måtten og smed dem ud mellem rebene. De ramte gulvet uden for ringen med et slapt, endeligt dunk. »Så er de væk,« sagde hun. »Ingen undskyldning tilbage.«

Så lod hun hænderne glide. Op over mine hofter, ind under kanten af sports-bh'en, ikke helt af endnu, bare håndflader mod svedig hud, langsomme, spørgende. Jeg gengældte det. Mine fingre fulgte den fugtige rende langs hendes rygrad, ned til shortsene, op igen over skulderbladene, rundt om livet, indtil jeg holdt hende, og hun holdt mig, og vi stod midt i ringen og trak vejret som efter en hård runde, skønt stødene var holdt op. Hendes hud var salt under mine fingerspidser. Min var det samme under hendes. Da hun strøg tommelfingeren langs undersiden af mit bryst, gennem stoffet, og mærkede, hvor stiv brystvorten var, udstødte jeg en lyd, jeg ikke havde planlagt.

»Er det et ja til, at jeg rører dig der?« hviskede hun.

»Det er et ja til det hele,« sagde jeg. »Rør mig. Lad mig røre dig. Jeg stopper, hvis du siger stop, og du gør det samme.«

»Stop er stop,« sagde hun, og så smilede hun igen, provokerende, svedig, voksen. »Men jeg siger ikke stop. Ikke nu.«

Vi kyssede, som om munden var det næste stød, og ingen af os ville vige. Først var det et møde, læber mod læber, salt af sved, og så åbnede Mei munden, og jeg fulgte, grådigt, med tunge og tænder og en lyd i halsen, jeg ikke genkendte som min. Hun smagte af vand og anstrengelse og af den mynte, hun altid tyggede efter træning. Jeg tog fat i hendes nakke. Hun tog fat i min talje og trak mig ind, så vores maver mødtes, glatte og varme, og sports-bh'erne gnubbede, indtil brystvorterne var ømme og hårde gennem stoffet.

»Ringhjørnet,« hviskede hun mod min mund. »Jeg vil have ryggen mod puden. Jeg vil mærke, at jeg ikke kan bakke.«

»Vil du det?«

»Ja. Skub mig derhen. Jeg siger ja.«

Jeg førte hende baglæns, ikke hårdt nok til at vælte, hårdt nok til at hun mærkede det, indtil hendes skuldre ramte hjørnepuderne, og rebene tog imod hendes arme. Hun lo kort, åndeløst, og så kyssede jeg hende igen, vildere, med hånden flad på hendes bryst, tommelfingeren cirklende over den stive vorte, til hun buede sig op imod mig.

»Tag dem af,« sagde hun. »Shortsene. Jeg vil have din mund på mig. Nu. Hvis du vil.«

»Jeg vil,« sagde jeg, og min stemme rystede af lyst, ikke af tvivl.

Jeg gik ned. Knæene ramte kanvas, varmt og ru. Jeg kyssede hendes mave, den salte hud under navlen, og hægtede tommelfingrene i linningen. De tynde shorts gled ned over hofterne, over lårene, og hun trådte ud af dem uden at se væk. Under havde hun ingenting. Synet ramte mig som et stød i brystet: glat, våd, skamlæberne allerede blanke, klitten hævet og blank i ringens lys. Duften af hende, skarp og sød under sveden, fyldte mig, da jeg lagde kinden mod inderlåret og trak vejret.

»Se på mig, mens du gør det,« sagde Mei. Hun havde en hånd i rebet, den anden ventede. »Og hvis du vil stoppe, så stopper du. Men jeg håber, du ikke vil.«

»Jeg stopper ikke,« sagde jeg. »Ikke før du kommer. Medmindre du beder mig om det.«

Jeg slikkede hende med lange, dybe tungebevægelser. Først fladt, fra den våde åbning og op over klitten, langsomt, så jeg smagte hende helt, salt og tungt og rent. Så dybere, tungen presset ind, hvor hun var blødest, og ud igen, op, rundt, ned. Mei stønnede, et brudt ord, mit navn, og hendes lår dirrede mod mine ører. Jeg holdt hendes hofter og slikkede igen, længere, dybere, til min hage blev våd, og hun ikke kunne stå stille.

»Håret,« gispede hun. »Må jeg?«

»Ja. Tag fat.«

Hun greb fat i mit hår, ikke for at tvinge, men med et greb, vi begge ville have, og red mit ansigt. Hofterne rulled. Hun pressede kussen mod min mund, og jeg åbnede mig for hende, slikkede, sugede, lod tungen arbejde i de lange tag, hun bad om med kroppen. »Hårdere,« befalede hun, stemmen ru og klar. »Slik hårdere, Delphine. Lige der. Du er så god. Bliv ved. Jeg vil komme på din tunge. Sig, at du vil have det.«

»Jeg vil have det,« sagde jeg ind mod hende, og ordene vibrerede, og hun hviskede satans og red hurtigere.

Jeg adlød. Hårdere. Tungen flad og så spids mod klitten, så dyb igen, ind i den våde varme, ud, op, sug om den lille, stive knop, indtil hendes greb i mit hår strammede, og hun kom med et hæst skrig, der rungede i den tomme klub. Hendes kusse trak sig mod min mund. Væden smagte stærkere. Jeg slikkede hende gennem det, blidere, da hun rykkede i mit hår og hviskede, at det var nok, at det var for meget, at det var præcis det, hun havde fantaseret om.

Hun sank ned på knæ foran mig, kyssede sin egen smag af mine læber, grådigt, og lo mod min mund. »Nu dig,« sagde hun. »På måtten. Jeg vil have dig under mig. To fingre. Og dine bryster i min mund. Ja?«

»Ja,« sagde jeg. »To fingre. Og din mund. Jeg vil komme for dig.«

Hun pressede mig ned. Kanvasen var varm af vores fødder, ru mod min ryg, da hun trak min sports-bh op og mine shorts ned i én utålmodig bevægelse, jeg løftede hofterne for. Luften ramte min våde kusse, og jeg var allerede så åben, at det næsten gjorde ondt af lyst. Mei lagde sig mellem mine ben, så på mig, ventede, til jeg nikkede, og så stak hun to fingre ind, dybt, i ét langt, fyldigt skub, der fik mig til at kaste hovedet tilbage.

»Så våd,« sagde hun. »Du har været våd hele omgangen, har du ikke?«

»Ja. Fra du sagde dristig. Knep mig. Sug på dem. Jeg vil mærke begge dele.«

Hun kneppede mig med de to fingre, dybt og støt, krummet, så hun ramte det sted, der fik mine lår til at ryste, og bøjede sig samtidig ned og tog en stiv brystvorte i munden. Sugede. Tungen slog imod den, varm og våd, og tænderne strejfede netop nok til, at jeg stønnede hendes navn. Hun skiftede bryst, sugede den anden vorte stiv og øm, mens fingrene arbejdede, ind og ud, våde lyde i den stille hal, hendes tommelfinger på min klit i takt. Jeg holdt om hendes skuldre. Jeg red hendes hånd. Der var ingen klub, ingen certifikat, kun Meis mund og Meis fingre og den lyst, jeg havde nægtet i over et år, der endelig fik lov at brænde ud.

»Se på mig, når du kommer,« sagde hun, læberne blanke mod mit bryst. »Jeg vil se det.«

Jeg så på hende. Det kom som en bølge, hårdt, fra de to fingre og fra suget om vorten og fra hendes blik, der ikke veg. Jeg klemte om hendes hånd, stønnede, kom, længe, med hofterne løftet fra måtten og hendes navn i munden, indtil jeg faldt tilbage, rystende, og hun fulgte mig ned, fingrene stadig i mig, blidere nu, kyssene på brystet små og varme.

Vi lå sådan, svedige, i ringens lys, hendes pande mod min, vores ånde i samme takt. Handskerne lå et sted på gulvet udenfor. De betød ingenting. Mei strøg en våd lok væk fra min tinding. Hendes smil var det samme skæve, der havde startet det hele, og stemmen var lav, da hun endelig spurgte.

»Så sig det, Delphine — vil du have mig i ringen igen i morgen, når klubben er tom, eller tør du ikke indrømme, at én omgang aldrig bliver nok?«