Dampens gensidige længsel

Regnen havde stået på siden eftermiddag, og den lille lejlighed på Nørrebro lugtede af våd uld og den kaffe, Victor havde glemt at slukke for, før han gik. Jeg er otteogtyve. Jeg hedder Sofie, og jeg har boet alene her, siden jeg kom ud som kvinde for fem år siden, treogtyve og endelig færdig med at lade som om. Væggene kendte min stemme. Spejlet i soveværelset kendte min krop. Det var mit sted, indtil min stedbror flyttede ind.

Victor er seksogtyve. Vores forældre giftede sig, da vi begge allerede var voksne, og vi havde kun set hinanden til fødselsdage og en enkelt pinse, hvor ingen af os sagde noget, der betød noget. Så slog Marlene op med ham en tirsdag, og min mor ringede og spurgte, om han måtte sove på min sofa, bare nogle uger, indtil han fandt noget andet. Jeg sagde ja. Jeg sagde det for hurtigt. Tre uger senere lå hans skjorter over stoleryggen i køkkenet, og jeg kunne mærke ham i rummet, også når han ikke var der.

Den aften havde han sagt, han blev til sent. Arbejde. En øl med en kollega, måske to. Jeg havde lukket døren til soveværelset, tændt den lille lampe og taget det frem, jeg kun tog frem, når lejligheden var min. Sort silke. En bh, der løftede det, jeg havde, uden at lyve om resten. Trusser, tynde nok til at huden under dem så mørkere ud. Strømper med en søm, jeg elskede at følge med fingeren. Hæle, der gjorde gulvet smallere og mig højere, end jeg følte mig i hverdagen.

Jeg stod foran spejlet og trak den ene strømpe op over knæet. Silken kølede, så varmede den. Jeg så ikke en forklædning. Jeg så mig. Hofterne, som hormonerne havde rundet. Brysterne, små og mine. Pikken, der hvilede blød mod silken og alligevel hørte til billedet, fordi den var min og ikke en fejl, jeg skulle skjule for mig selv. Jeg strøg håndfladen ned over maven og tænkte, som jeg havde tænkt for mange aftener i træk, på den måde Victor så på min mund, når jeg talte. Ikke frastødt. Ikke høflig. Sulten, og bange for at jeg skulle opdage det.

Nøglen i låsen lød forkert. For tidligt. Jeg nåede ikke at tage noget over mig. Døren til soveværelset stod på klem, fordi jeg havde villet høre regnen, og så stod han der, seksogtyve år, våd i håret, med jakken over armen og øjnene åbne, som om nogen havde slået lyset på inde i ham.

Han vendte sig ikke væk.

Jeg kunne have grebet kimonoen på sengekanten. Jeg kunne have sagt hans navn skarpt og bedt ham lukke. I stedet blev jeg stående i hælene, med den ene strømpe kun halvt oppe, og lod ham se. Hans blik gik fra mine læber til bhens kant, ned over maven, til det sted hvor silken allerede tegnede mig, og videre til sømmen på strømpen. Der var ingen væmmelse i det. Der var længsel, åbenlys og rå, og den ramte mig så hårdt, at jeg måtte sætte en hånd mod spejlets ramme.

“Sofie,” sagde han. Stemmen var lav. “Jeg skulle være blevet ude.”

“Du er her,” sagde jeg. Min egen stemme rystede ikke så meget, som jeg havde frygtet. “Så se ordentligt, hvis du alligevel er kommet.”

Han trådte ind. Jakken faldt på gulvet. Han lukkede døren bag sig, ikke som en der fangede nogen, men som en der ikke ville have verden med ind. Regnen blev til en fjern lyd. Jeg kunne lugte hans jakke, regn og en rest af den sæbe, vi delte uden at tale om det.

“Jeg har tænkt på dig,” sagde han stille. “I månedsvis. Ikke som før. Ikke som min stedbror, der låner min sofa. Som dig. Som kvinde. Når du står i køkkenet i den der bløde trøje og drikker kaffe, og når du går forbi mig på vej i bad, og jeg lader som om, jeg læser. Jeg har ligget vågen og villet have dig. Jeg skulle have sagt det. Eller jeg skulle være flyttet. Jeg ved det ikke.”

Noget i mig, der havde ventet på netop de ord, blev stille og varmt. Jeg havde mærket det samme, fra den anden uge, fra den aften han havde grinet ad noget, jeg sagde, og jeg havde ønsket hans mund et helt andet sted. Gensidigt. Ikke en ensom feber. Jeg valgte det, mens jeg så ham i øjnene.

“Vil du hjælpe mig?” spurgte jeg. “Strømperne. De skal helt op.”

Han nikkede. Da han gik hen til mig, rystede hans hænder ikke af kulde. Jeg løftede foden en anelse, hælen klikkede mod gulvet, og han knælede. Victors hænder lagde sig om min ankel først, forsigtigt, som om han spurgte med huden. Jeg sagde ja med et lille nik. Så gled hans fingre op ad læggen, over knæet, og silken fulgte med, glat og stram, til den sad, hvor den skulle, højt på låret. Den anden strømpe tog længere tid. Hans tommelfinger strejfede indersiden af låret, og jeg mærkede det helt op i maven. Min pik vågnede mod trusserne, pressede sig frem, gjorde silken stram og mørk i spidsen. Jeg skammede mig ikke. Jeg ville have, at han så det.

Han så det. Hans åndedræt ramte min hofte. Han rejste sig langsomt, og på vejen op strejfede hans krop min. Gennem bukserne mærkede jeg ham, stiv, tyk, presset mod min hofte som et svar, han ikke kunne tage tilbage. Varmen fra ham gik gennem silken. Jeg lagde hånden om hans nakke.

“Jeg vil også have dig,” sagde jeg. “Ikke i morgen. Nu. Sig ja, eller gå ud.”

“Ja,” sagde han, og så kyssede vi hinanden.

Det var ikke et prøvende kys. Det var sult. Hans mund åbnede sig mod min, og jeg mødte ham med tungen, med tænderne mod hans underlæbe, med et lille støn, jeg ikke forsøgte at skjule. Han smagte af regn og af den mynte, han altid tyggede efter arbejde. Hans hænder fandt min talje, gled om på ryggen, ned over silken, og greb om mig, som om han havde øvet sig i mørket. Jeg pressede mig ind mod hans stive pik og mærkede, hvor længe vi begge havde gået og ladet som ingenting. Længslen var gensidig. Den havde ligget under alle de aftener, hvor vi sagde godnat for høfligt.

Jeg trak ham med baglæns, til sengekanten ramte mine lår, og så trak jeg ham ned. Lagnet var køligt. Han landede på ryggen, stadig med skoene på, og jeg sparkede hælene af, men beholdt strømperne og bhen. Jeg kravlede op over ham. Mit hår faldt ned om hans ansigt. Han så op på mig med et blik, der gjorde mig våd bagi og hård foran på samme tid.

“Jeg sætter mig på din mund,” sagde jeg. “Hvis du vil have det. Sig det.”

“Jeg vil have det,” sagde han. “Kom her. Lad mig smage dig.”

Jeg satte mig overskrævs på hans ansigt, knæene i madrassen, silken lige over hans mund. Han stønnede, da vægten af mig ramte ham, og hans hænder greb om mine lår, ikke for at skubbe mig væk, men for at holde mig der. Jeg gyngede langsomt. Trusserne var allerede våde, både af min egen saft og af den varme, der samlede sig ved pikken. Han slikkede gennem stoffet. Først bredt, så mere præcist, tungen hård mod undersiden af min pik, silken klæbende og gennemsigtig af spyt og af mig. Jeg greb i hovedgærdet og lod et højt åndedræt slippe ud.

“Længere nede,” hviskede jeg. “Røvhullet. Gennem silken. Ja. Sådan.”

Han adlød, sultent, og slikkede der, hvor jeg var mest følsom, våd silke mellem hans tunge og min åbning. Hver bevægelse sendte en dirren op gennem mig. Min pik dunkede mod hans næse og pande, fanget i stoffet, og han skiftede, slikkede skaftet, sugede spidsen gennem silken, til jeg rystede, og så gik han tilbage til røven, som om han ikke kunne vælge, og ikke behøvede det. Jeg red hans mund i små, grådige stød. Spejlet på væggen viste os: mig i sort, ham under mig, hans hænder hvide mod mine strømpelår. Jeg havde fantaseret om hænder. Ikke om det her. Det her var bedre.

Da jeg ikke kunne holde den stilling uden at komme for tidligt, vendte jeg mig. Jeg kravlede ned over hans krop, kyssede ham, smagte mig selv på hans læber, og åbnede hans bukser med fingre, der vidste, hvad de ville. Hans pik sprang fri, tyk, hed, med en dråbe i spidsen. Jeg strøg den en gang, hårdt nok til at han bandede sagte, og rakte ud i skuffen efter den olie, jeg brugte, når jeg var alene. Jeg varmede den mellem fingrene og så ham i øjnene.

“Jeg vil ride dig,” sagde jeg. “Dig inden i mig. I røven. Med strømperne på. Sig ja igen.”

“Ja,” sagde han hæst. “Jeg vil mærke dig. Hele dig. Tag mig.”

Jeg trak trusserne til side, ikke af. Olien var glat og rigelig. Jeg forberedte mig selv med to fingre, mens han så på, og hans hænder lå på mine lår som et løfte om ikke at skynde. Så satte jeg mig over ham, stadig i bh og strømper, og førte ham ind. Det første stykke brændte sødt. Jeg sank langsomt, åndede ud, og mærkede ham fylde mig, centimeter for centimeter, indtil jeg sad helt nede og min pik hvilede tung og våd mod hans mave. Vi stønnede i samme sekund.

“Sofie,” sagde han. “Fuck, du er… bliv der. Lad mig mærke dig.”

Jeg begyndte at ride. Ikke pænt. Dybt. Hofterne fandt en rytme, der fik sengen til at svare, og hver gang jeg sank ned, tog jeg ham helt ind. Silken på lårene gned mod hans hofter. Bhen bevægede sig med mig. Han greb om mine hofter, fingrene hårde, og stødte op i mig, mødte mig, fyldte mig så jeg tabte pusten. Det var cowgirl, ja, men det var også en samtale uden høflighed. Jeg red ham, og han stødte, og ingen af os bad om undskyldning for lyden.

“Hårdere,” sagde jeg. “Stød op. Jeg kan tage det. Jeg vil have det.”

Han gjorde det. Hans greb strammede, og han kaldte mit navn igen og igen, Sofie, Sofie, som om navnet var det eneste rene, han havde tilbage i munden. Han kaldte mig smuk. Han sagde, at han havde villet det her, præcis det her, mig over ham, min pik mod hans mave, min røv om ham. Ikke en andens fantasi. Min krop. Jeg bøjede mig frem og kyssede ham, mens jeg red, og mærkede min egen pik glide våd mellem vores maver. Hans hånd fandt den, ikke tøvende, og han tog om den og pumpede i takt med sine stød.

Det byggede sig op for hurtigt og alligevel ikke hurtigt nok. Jeg satte mig op igen, hænderne på hans bryst, og red ham dybt, korte hårde bevægelser, så hans pik ramte det sted inden i mig, der fik mine lår til at ryste. Strømperne gled en anelse. Jeg rettede dem ikke. Jeg ville have mærkerne. Jeg ville have hans sæd. Jeg sagde det højt, og han svarede med et støn, der lød som et ja, han ikke kunne holde inde.

“Jeg kommer,” sagde han. “Sofie, jeg… inden i dig?”

“Ja. Kom. Giv mig det.”

Han stødte op en sidste gang, dybt, og holdt mig nede over sig, mens han kom. Jeg mærkede varmen, pulsen, den måde hans pik spjættede i mig. Hans hånd på min pik mistede rytmen og fandt den igen, rå og kærlig, og jeg kom over hans mave og bryst, tykke striber, mens jeg stadig sad med ham begravet i mig. I nogle sekunder var der ikke andet end åndedræt, regn og den våde lyd af os, der langsomt holdt op med at bevæge os.

Så blev der stille på en måde, sexen ikke havde lovet.

Jeg blev siddende, fordi jeg ikke vidste, hvordan man stod af sådan et øjeblik. Hans hænder gled fra mine hofter. De lagde sig på lagnet, åbne, som om de ikke længere tilhørte den mand, der lige havde kaldt mig smuk. Jeg så ned. Han så ikke op. Hans blik havde fundet væggen bag mig, eller måske fotografiet på kommoden, det min mor havde stillet der den dag, hun hjalp ham med kufferten: hende og hans far, smilende, med os to i kanten, voksne og akavede og endnu ikke det her.

“Victor,” sagde jeg.

Han sank. Hans pik gled ud af mig, da jeg endelig løftede mig, og kulden ramte med det samme. Sæden løb ned ad indersiden af mit lår, ind under strømpen, og plettede silken. Jeg hadede, at det føltes som et bevis og ikke som en gave. Jeg lagde mig ved siden af ham. Afstanden mellem vores skuldre var lille og alligevel for stor.

“Det var ikke…,” begyndte han og stoppede. Han fugtede læberne. “Jeg ville det. Det gjorde jeg. Men da jeg kom, tænkte jeg på Marlene. Ikke i stedet for dig. Ved siden af. Som om jeg stadig skylder hende noget, jeg ikke kan betale med dig. Og så tænkte jeg på, at du er min stedbror. Stedsøster. Jeg ved, hvad du er. Jeg så dig. Jeg ville have dig som den, du er. Og alligevel ligger jeg her og kan ikke finde ud af, om jeg lige har ødelagt det eneste sted, jeg måtte være.”

Ordene landede ikke som et slag. De landede som en dør, der ikke kunne lukkes ordentligt igen. Jeg mærkede min pik blive blød mod det våde lagen, og bhens strop skar pludselig i skulderen. Jeg havde inviteret ham. Han havde sagt ja, to gange, tre. Der havde ikke været tvivl i kysset. Tvivlen kom bagefter, og den var værre, fordi den ikke kunne skydes tilbage til et nej, der aldrig blev sagt.

“Så du fortryder,” sagde jeg. Det var ikke et spørgsmål, jeg turde lade hænge.

“Jeg ved det ikke,” sagde han. Endelig så han på mig. Hans øjne var stadig mørke af det, vi havde gjort, men der var noget blegt under det, noget der allerede var på vej væk. “Jeg ved ikke, om jeg kan sidde i dit køkken i morgen og drikke kaffe, som om mine hænder ikke har været der. Og jeg ved ikke, om du vil have, at jeg bliver, nu hvor du har hørt, at hun stadig er i hovedet på mig.”

Jeg kunne have sagt, at længslen havde været ægte. Den havde. Jeg kunne have bedt ham blive alligevel, vasket mig, taget strømperne af, lagt mig ind til ham og ladet natten gøre arbejdet. I stedet mærkede jeg en tynd, kold tvivl lægge sig over alt det varme, vi lige havde delt. Måske havde han villet mig. Måske havde han villet et sted at lægge det, Marlene ikke ville have mere. Måske var jeg både kvinde og den forkerte løsning, og de to ting kunne ikke skilles ad i hans mund.

Ude i gangen dryppede hans jakke ned på gulvet. Regnen holdt ikke op. Jeg trak dynen op over silken, ikke af skam over min krop, men fordi jeg pludselig ikke vidste, hvem blikket i værelset tilhørte. Victor lå på ryggen med den ene hånd over øjnene. Han rakte ikke ud. Jeg rakte heller ikke. Mellem os kølede sæden, og længslen, der havde brændt så længe, lignede ikke længere et svar. Den lignede et spørgsmål, ingen af os turde stille højt, og jeg lå vågen og lyttede efter, om han trak vejret som en mand, der blev, eller som en mand, der allerede var gået.