Emmetts blik vækker den forbudte sult

Emmett smed den sidste flyttekasse ned på køkkenfliserne og fortrød allerede, at han havde sagt ja. Otteogtyve år gammel, kontorrotte med en sarkasme, der kunne skære igennem et budgetmøde, og alligevel stod han her i sin stedbrors køkken som en midlertidig husgæst, fordi hans egen lejlighed var blevet overtaget af håndværkere, der lovede tre uger og mente seks. Victor, toogtredive, mekaniker og bygget som en, der løftede motorblokke for sjov, lænede sig mod dørkarmen med det der evige, drilske smil, som om hele situationen var en privat vittighed.

"Velkommen til paladset, lillebror," sagde Victor. "Reglerne er enkle. Du rydder op efter dig, du rører ikke ved mine værktøjer, og du lader være med at se ud, som om du allerede fortryder."

"Jeg fortryder ikke," løj Emmett og rettede på skjorten, der sad stramt over brystet efter et halvt år med vægte i fitnesscenteret under kontoret. "Jeg vurderer bare flugtvejene."

Victor grinede, lavt og bredt, og forsvandt ud ad bagdøren i løbetøj. Emmett blev stående og hørte sine egne tanker buldre. De havde aldrig boet sammen. Deres forældre var blevet gift, da begge drenge allerede var voksne, og familiemiddage havde altid været høflige, korte og fulde af den slags blikke, man ikke nævner over flæskestegen. Emmett havde lagt låg på det. Han var god til låg. Han var mindre god til at bo tre meter fra årsagen.

En time senere smækkede døren. Victor kom ind fra løbeturen, svedig, forpustet, og trak trøjen af i én bevægelse, så den landede over en stol. Overkroppen var bred, mørk af sol og glinsende, med en streg af hår ned over maven og muskler, der bevægede sig, da han rakte ud efter et glas vand. Emmett skulle have kigget væk. Han gjorde det ikke. Blikket blev hængende ved kravebenet, ved den våde hud over ribbenene, ved den måde, bukselinningen sad lavt på hofterne. Sulten var dum, åbenlys og alt for lang.

Victor sænkede glasset. Et øjeblik sagde han ingenting. Så bredte smilet sig, frækt og uden den mindste vrede.

"Du må gerne kigge lidt mere, lillebror."

Emmett mærkede varmen skyde op i halsen. "Jeg kiggede på vandhanen. Den drypper. Mekaniker-huset, og så kan I ikke engang fikse en pakning."

"Vandet er i glasset," sagde Victor roligt. "Din mund står åben. Det er ikke VVS."

"Min mund står åben, fordi jeg er chokeret over din mangel på håndklæder."

Victor tørrede sig over brystet med trøjen, langsomt, og lod den blive hængende i hånden. "Hvis du siger det." Han gik forbi, tæt nok til at varmen fra løbeturen ramte Emmett i ansigtet, og forsvandt ud på badeværelset med en latter, der lød, som om han allerede havde vundet noget.

Kaffen blev brygget en time senere, da Victor kom ud i rene bukser og en t-shirt, der ikke hjalp spor. De stod ved køkkenbordet, to krus mellem dem, og luften var tyk af det, ingen af dem havde sagt højt endnu. Emmett rørte i sukkeret, selv om han ikke brugte sukker.

"Så," sagde Victor og lænede hoften mod bordkanten. "Hvor længe har du gået og sultet i smug?"

"Jeg sulter efter en lejlighed uden kommentarspor."

"Løgn. Du så ud, som om du ville slikke sveden af mig og bede om mere."

Emmett lo, kort og skarpt, fordi det var enten det eller gå i stå. "Du har en høj mening om din egen sved. Den lugter af asfalt og dårlig dømmekraft."

"Og alligevel blev du stående." Victor rykkede et skridt nærmere. Kruset klirrede, da han satte det fra sig. "Sig mig en ting. Når du onanerer, tænker du så på regneark, eller tænker du på noget med bredere skuldre?"

"Jeg tænker på fred og ro," sagde Emmett, men stemmen var blevet ru. "Og på mænd, der ikke stiller dumme spørgsmål før morgenmaden er fordøjet."

"Det er eftermiddag." Victor stod nu så tæt, at Emmett kunne se et lille ar ved kæben og den mørke rand af skægstubbe. "Og spørgsmålet er ikke dumt. Det er bare sent på den."

De grinede begge, men latteren døde ikke helt. Den blev hængende, varmere, og Victors blik gled ned over Emmetts mund og blev der. Emmett mærkede sin egen pik reagere i bukserne, pinligt hurtigt, og hadede hvor lidt han hadede det.

"Du må gerne være ærlig," sagde Victor lavt. "Jeg bliver ikke vred. Jeg bliver måske bare hård."

"Det er den værste replik, jeg nogensinde har hørt."

"Og alligevel står du og bliver rød."

Victor lænede sig ind, ikke helt i et kys, bare tæt nok til at kaffen mellem dem virkede som et dårligt påskud. Hans grin var bredt, men øjnene var alvorlige nu, mørke og klare. "Vil du smage på noget andet end kaffe?"

Emmett kunne have lavet endnu en joke. Han havde et helt lager. I stedet mærkede han beslutningen lande i kroppen, tung og lettet på samme tid, og han hørte sin egen stemme, fræk og uden vaklen.

"Ja, fuck det, jeg vil have dig nu."

Victors latter var kort, nærmest overrasket, og så var munden der. Kysset var hårdt og grådigt, ikke et spørgekys, men et kys der allerede havde fået sit ja. Victor tog fat i Emmetts nakke, trak ham ind, og tungen skubbede sig ind med en sult, der matchede blikket fra før. Emmett greb om Victors t-shirt og kyssede igen, bidende, åbent, med en stønnen han ikke nåede at sluge. Det smagte af kaffe og mynte og af noget, han havde nægtet sig selv alt for længe.

"Ned," sagde Victor mod hans læber, og stemmen var hæs af grin og begær. "Hvis du vil have den, så vis det."

Emmett sank i knæ på de kolde fliser uden at se væk. Victor åbnede bukserne, trak dem ned over hofterne, og pikken sprang fri, tyk, mørk og allerede stiv, med en glinsende dråbe ved hovedet. Emmett udstødte en lyd, der var halvt latter, halvt sult.

"Selvfølgelig er den også irriterende stor," mumlede han.

"Mindre snak, mere mund."

Emmett slikkede først, langsomt, fra roden og op, og smagte salt og hud og den skarpe, rene smag af forhud og spids. Så tog han hovedet ind, sugede, og lod tungen arbejde under kanten, mens han holdt om skaftet med den ene hånd og Victors lår med den anden. Victor bandede lavt og lagde en hånd i hans hår, ikke for at tvinge, bare for at holde.

"Sådan," stønnede han. "Fuck, du er sulten. Tag den dybere."

Emmett gjorde det. Han slappede i kæben, sank længere ned, og mærkede den tykke pik glide over tungen og ramme bagerst i halsen. Spyttet løb, vådt og ærligt, ned over hagen og ned på Victors kugler, som han masserede med frie fingre. Han trak sig tilbage, slikkede op ad undersiden, sugede hovedet ind igen og gav sig til at sutte i en rytme, der var grådig og præcis, med våde lyde, der fyldte køkkenet. Victor så ned på ham med det samme frække smil, nu strammere, og hofterne begyndte at bevæge sig i små stød.

"Se på dig," sagde Victor. "Kontormanden på knæ med min pik i munden. Du ser ud, som om du har ventet på det her siden første familiemiddag, hvor du var gammel nok til at vide bedre."

Emmett trak sig tilbage længe nok til at svare, læberne våde. "Jeg var otteogtyve og pinligt voksen. Og ja. Nu holder du kæft og lader mig sutte."

Han tog den ind igen, dybere, og Victor lo, før latteren knækkede over i et støn. Emmett arbejdede med munden, med hånden, med tungen der cirklede og pressede, indtil Victors lår rystede, og han trak sig ud med en ed.

"Op," sagde han. "Jeg kommer ikke i din hals endnu. Jeg vil have din røv."

Emmett rejste sig, svimmel og hård, og Victor vendte ham, skubbede ham forover over køkkenbordet, så krusene raslede, og Emmetts hænder fandt kanten. Bukserne blev trukket ned til knæene. Den kølige luft ramte huden, og så var Victors store hænder på hans balder, spredte dem, og en tommelfinger strøg over det stramme hul.

"Sig det igen," sagde Victor. "At du vil."

"Jeg vil," sagde Emmett, og stemmen var klar, selv om den dirrede. "Knep mig. Nu. Jeg er med."

Victor spyttede i hånden, gned det over sin pik, spyttede igen, tykt og vådt, og pressede spyttet ind mod Emmetts åbning med to fingre, der arbejdede ham åben i korte, bestemte tag, indtil Emmett bandede og skubbede tilbage. Så satte Victor hovedet mod ham og trængte ind, langsomt først, tykt og brændende, indtil Emmett gispede og greb fastere om bordkanten.

"Fuck," stønnede Emmett. "Du er ... ja. Mere. Jeg kan tage den."

Victor gav ham et øjeblik, så trak han sig halvvejs ud og stødte ind igen, dybere, og rytmen fandt sig. Køkkenbordet knirkede. Emmett blev taget i en kraftfuld doggystyle, Victors hofter smækkede mod hans balder, og hvert stød ramte et sted, der fik hans egen pik til at dryppe ned på fliserne. Victor holdt ham i hofterne, trak ham tilbage på pikken, og talte ned i hans nakke med en stemme, der var grinet i stykker af lyst.

"Så stram. Så ivrig. Du klemmer om mig, som om du er bange for, at jeg stopper."

"Hvis du stopper, slår jeg dig med en stegepande," fik Emmett frem mellem støn.

Victor lo og kneppede hårdere. Lyden af hud mod hud fyldte rummet, våd og rytmisk, og Emmett mærkede sig selv give slip, skubbe imod, tage hvert stød med en sult, der ikke længere lod sig skjule. Victor rakte om, greb om Emmetts pik og pumpede i takt, ru håndflade, præcis greb, og Emmett kom med et råbt band, sæden sprøjtede over skabslågen og hans egen hånd, mens hans røv knugede om Victor i bølger.

Victor fulgte efter få stød senere, begravede sig dybt og kom med en hæs, lang stønnen, varm sæd der fyldte Emmett, mens han bed sig i læben og holdt fast, til det sidste ryk døde ud.

De blev stående et øjeblik, forpustede, Victors pande mod Emmetts ryg. Så trak Victor sig ud, forsigtigt, og stilheden kom ind som kold luft gennem en sprække.

Emmett rettede sig op. Bukserne hang absurd om anklerne. Kaffen var blevet kold. På bordet lå en ring af spildt sukker, og på skabslågen glinsede hans egen sæd i eftermiddagslyset. Victor stod og trak bukserne op, og smilet var der endnu, men det sad skævt nu, som om det ikke vidste, hvor det skulle bo.

"Det var ..." begyndte Victor og stoppede. Han lo ikke. "Fuck."

Emmett tørrede munden med håndryggen og mærkede noget synke i brystet, tungere end begæret havde været. Kroppen summede stadig, tilfreds og øm, men tanken kom alligevel, skarp og uden humor. De skulle bo her sammen i ugevis. Deres forældre ringede om søndagen. Victor var hans stedbror, og det her havde ikke løst noget. Det havde bare åbnet en dør, han ikke var sikker på, han kunne lukke igen, og han var ikke sikker på, han ville.

"Ja," sagde Emmett stille og så ikke op. "Fuck."

Victor nikkede, som om han hørte det samme tvivlende ekko, og ingen af dem rakte ud efter den kolde kaffe.