Giselles offentlige leg på husbåden

Aftensolen lagde sig over Københavns Havn som en dovent udtværet æggeblomme, og husbåden vuggede så sagte, at man kunne bilde sig ind, byen stod stille for ens skyld. Giselle, otteogtyve, sad på dækket med bare fødder mod det varme teak og en gul kjole, der havde været en dårlig idé allerede i butikken: tynd, kort og så let, at den mindede mere om et løfte end om tøj. Et sted inde i byen sad hendes mand, kontorchefen Henrik, enogfyrre, til en forretningsmiddag og talte sandsynligvis om kvartalstal med samme stemme, han brugte i sengen. Lav. Korrekt. Færdig før desserten.

De havde taget en uges ferie på den lejede husbåd, fordi han havde sagt, at de trængte til luft. Indtil videre havde luften mest bestået af hans telefon, hans oplader og hans måde at sige lige et øjeblik på, mens havnen lyste udenfor. Nu var han væk. Og nu stod der en flaske rødvin på bordet, som ikke var hans.

"Hvis du kigger sådan på havnen, ender den med at føle sig bebrejdet," sagde Victor.

Han var toogtredive, naboen fra båden to både længere henne, freelancefotograf og i besiddelse af et smil, der så ud, som om det havde øvet sig foran et spejl og derefter besluttet, at spejlet kunne rende ham. Han havde banket på med flasken under armen og en bemærkning om, at ensomme koner på dæk var et motiv, man ikke skulle overlade til amatører. Giselle havde lukket ham ind, fordi alternativet var at stirre på Henriks efterladte jakke og overveje, om man kunne være utro med et stykke uld. Det kunne man ikke. Det havde hun tjekket. Mentalt. Grundigt.

"Jeg kigger ikke bebrejdende," sagde hun. "Jeg kigger strategisk. Der er forskel."

"Strategisk på hvad? På om kajen kan se, hvor kedelig din uge har været?"

Hun lo, kort, og tog imod glasset. Vinen var god. Hun drak en enkelt slurk og satte det fra sig. Hun ville have hovedet med. Det havde hun altid, når noget begyndte at summe under huden. Og det summede. Victor satte sig overfor hende, lange ben, skjorteærmer rullet op, kameraet ladt tilbage nedenunder. Klogt. Eller skuffende. Hun havde ikke bestemt sig.

"Henrik er til middag," sagde hun, mest for at høre det sagt højt. "Forretning. Han kommer sent."

"Forretning," gentog Victor, som om ordet var en dårligt eksponeret negativ. "Mænd som din mand bruger det ord, når de mener, at de hellere vil sidde med andre mænd og nikke. Hvor længe er det siden, nogen har givet dig en ordentlig tur, Giselle? Og jeg mener ikke en tur rundt i havnen med en pølse i hånden og en folder om kanalrundfart."

Hun skulle have blevet fornærmet. I stedet mærkede hun latteren stige, varm og upassende, præcis der, hvor kjolen sluttede mod lårene. "Du er en fræk nabo."

"Jeg er en præcis nabo. Der er forskel. Præcis er, når man ser en kvinde på otteogtyve sidde i aftensol og ligne en, der har læst for mange pæne anmeldelser af dårlig sex."

"Henrik er ikke dårlig," sagde hun. "Han er grundig. Som en revisionsrapport. Alt er med. Ingenting bliver stående i hukommelsen."

Victor grinede, højt nok til at en måge lettede fra en pæl. "Så du savner altså ikke kærlighed. Du savner, at nogen glemmer at være høflig."

Giselle drejede glasset mellem fingrene og satte det længere væk. Kajen lå tyve meter derfra, med cyklister, et par der delte en is, og en mand der talte i telefon, som om hans liv afhang af det. Ingen kiggede. Endnu. Hun tænkte på Henrik, på hans pæne hænder, på den måde han altid spurgte, om lyset skulle slukkes, før han overhovedet havde rørt hende. Hun elskede ham, på den trætte måde man elsker en vane, der engang har været et eventyr. Og så tænkte hun, meget klart, at hun ikke havde lyst til at være høflig i aften. Hjernen var skarp. Vinen havde kun nået at varme tungen.

"Du er uforskammet," sagde hun.

"Og du har ikke bedt mig skride. Det er den slags oplysninger, jeg arbejder med."

Hun lænede sig tilbage. Kjolen gled en anelse op ad låret. Hun lod den glide. "Måske savner jeg spænding. Måske savner jeg, at nogen siger noget, min mand ville dø af at høre. Måske sidder jeg her og venter på, at du bliver modig nok til at være mere end vittig."

Victors blik ændrede sig. Ikke på den grimme måde, mænd nogle gange skiftede, som om en kontakt blev slået, og man pludselig var et bytte. Mere som om han havde fundet det rigtige blænde og ikke gad lade som om, han ledte videre. "Så tag kjolen af."

"Her?"

"Lige her. Hvor folk kan se båden fra kajen, hvis de gider løfte blikket fra deres is. Hvis du tør. Hvis du ikke tør, hælder jeg op igen, og så taler vi om måger, og du kan fortsætte med at være tro mod en mand, der behandler din kusse som et bilag."

Hun lo, fordi det var for groft, og fordi det ramte et sted, revisionsrapporter aldrig nåede. "Du har en mund."

"Du har en kjole. Vi kan bytte. Eller du kan tage den af og lade mig beskrive, hvad jeg vil gøre ved dig, mens cyklerne kører forbi og bilder sig ind, at havnen er uskyldig."

Giselle mærkede pulsen i halsen. Hun var ikke beruset. Glasset stod stadig næsten fyldt, og tankerne lå klare som glasskår i sol. Hun ville det her. Det var det pinlige, det dejlige, det hun ikke kunne skubbe over på vinen eller på ferien eller på den gule kjole. Hun rejste sig. Dækket gyngede under fødderne. Langsomt, fordi langsomt var en magt, hun sjældent fik lov at bruge, trak hun kjolen op over lårene, over hofterne, over maven. Hun havde ingen bh. Det havde været en beslutning truffet i morges af en kvinde, der endnu ikke vidste, hun var modig, kun at kontorbelysning gjorde alt fladt. Brysterne kom fri i aftensolen, tunge nok til at bevæge sig, brystvorterne allerede stramme af luft og af det blik, Victor ikke gad skjule.

"Hold da kæft," sagde han, og for en gangs skyld lød vittigheden som sandhed. "De der har været spildt på lysstofrør og en mand, der slukker, før han har set noget."

"Sig, hvad du vil gøre," sagde hun. Stemmen var ru. "Præcist. Ellers trækker jeg kjolen ned igen og sender dig hjem til dine negativer og din ensomme måge."

Victor rejste sig. Han rørte hende ikke endnu. Det var næsten værre. "Jeg vil bøje dig ind over rælingen, så kajen kan se dine patter, hvis den vil. Jeg vil hive kjolen op om livet på dig og tage dig bagfra, hårdt, mens jeg holder om dine hofter, så du ikke kan lade som om, det er et uheld eller en dårlig vinkel. Jeg vil hviske i øret på dig, hvor våd du er for en anden mand end din egen. Og jeg vil blive ved, til du glemmer at være pæn, og havnen får et bedre motiv, end den har fortjent."

Hendes kusse trak sig sammen om ingenting. Hun hadede, hvor hurtigt det skete. Hun elskede det også, den dumme, ærlige varme mellem benene, trusserne allerede fugtige mod huden. "Og hvis jeg siger ja?"

"Så kysser jeg dig først, så du ikke bagefter kan påstå, at det bare var snak mellem naboer."

Hun trådte hen til ham. Kjolen hang krøllet om halsen som en tanke, hun ikke gad gøre færdig. Hans hænder fandt hendes lænd, varme, sikre, ikke spørgende på den høflige måde, Henrik altid spurgte på. Hun lagde armene om hans nakke og kyssede ham. Det var ikke et feriekys. Det var grådigt, åbent, med tunger og et lille bid i hans underlæbe, som fik ham til at stønne ind i hendes mund. Hun smagte vin og mynte og den bestemte beslutning, hun var i færd med at træffe. Hun bedragede sin mand. Hun vidste det, mens Victors tommelfinger strøg undersiden af hendes bryst, og hun vidste det, da hun selv pressede sig ind mod den hårde bule i hans bukser. Bevidstheden gjorde det ikke mindre. Den gjorde det skarpere, som et godt billede, hvor man endelig kan se, hvad der er i fokus.

"Ja," sagde hun mod hans mund. "Ja. Gør det. Her. Jeg vil det. Sig ikke bagefter, at jeg var i tvivl."

"Sig det grimt," mumlede han, og hun kunne høre smilet. "Så jeg ved, du ikke reciterer et ja fra en folder om ægteskabelig fornyelse."

"Jeg vil have din pik i mig, Victor. På dækket. Mens min mand spiser torsk eller hvad fanden kontorchefer spiser, når de lader deres koner sidde alene med en fræk nabo og en flaske, der er for god til at være tilfældig."

"Torsk," sagde Victor alvorligt. "Billedsproget er næsten for billigt. Jeg tager det alligevel. Sæt dig."

Han skubbede hende ikke ned. Han satte hende på dækbænken, knælede mellem hendes knæ på det varme teak og så op med det grin, der burde have været ulovligt i et villakvarter og var endnu værre i en havn, hvor lyden bar.

"Sid stille," sagde han. "Eller sid ikke stille. Jeg er fleksibel. Det står i mit blik, lige under forstyrrer kedelige aftener med samtykke."

"Du finder på det, mens du siger det."

"Ja. Og du bliver siddende alligevel. Samme virkning."

Hans mund lukkede sig om hendes ene brystvorte. Varm, våd, tænderne kun en antydning, tungen der cirklede, til hun trak vejret i stød. Giselle lagde nakken tilbage og så himlen blive mørkere i kanten, og hun tænkte, med en klarhed der forskrækkede hende, at hun kunne stoppe. Hun kunne skubbe ham væk, trække kjolen ned, sende en besked til Henrik om, at vinen var god, og naboen var harmløs. Hun gjorde det ikke. Hun greb Victors hår og holdt ham der. Hans hånd gled op under det, der var tilbage af kjolen, fandt trusserne og det våde stof, trak det til side og lod to fingre glide ind, langsomt, mens han så op for at tjekke, om hun stadig var med.

"Jeg er med," sagde hun, og stemmen knækkede på en latter. "Hold op med at tjekke, som om du er til eksamen. Jeg er otteogtyve, jeg er gift, og jeg sidder med spredte ben for min nabo, fordi jeg vil. Er det tydeligt nok, eller skal jeg skrive det på en faktura?"

"Jeg er til optagelse," sagde han mod hendes bryst. "Og du er i fokus. Du er også drivende våd. Din mand kysser dig åbenbart, som om han er bange for at få regning på det."

"Så hold op med at tale, og brug munden til noget, der ikke er en anmeldelse."

Han lo ind mod huden og adlød, et kort, grådigt øjeblik, fingrene krummet, tommelfingeren mod hendes klit, munden der skiftede bryst, til hun rykkede i hans hår og hviskede, at hvis han ikke snart tog hende, ville hun selv vende sig om og gøre kajen til medskyldig uden hans hjælp. Victor trak fingrene ud, slikkede dem med et overdrevent, teatralsk suk, der fik hende til at skubbe til hans skulder, og rejste sig.

"Så kommer rælingen," sagde han. "Sidste chance for at blive en pæn kone."

"Pæne koner får ikke en ordentlig tur," sagde hun. "Det har ugen bevist. Vend mig."

Han vendte hende. Ikke brutalt, men bestemt, med hænderne om hendes hofter, og førte hende de tre skridt hen til rælingen. Metallet var lunkent af dagens sol. Giselle lagde hænderne på det, bøjede sig forover, og kjolen faldt ned ad ryggen, så hun stod med den krøllet om livet og røven bar bortset fra de fugtige trusser, som han trak ned til knæene med en utålmodighed, der endelig ikke var vittig. Hendes overkrop var synlig ud over vandet. Hvis nogen på kajen kiggede op, ville de se en kvinde med mørkt hår ned over skuldrene, bryster der hang frie, mund halvåben. Hun skulle have været bange. I stedet lo hun, et kort, vantro hyl, da en cykelklokke ringede et sted og forsvandt igen.

"De kan se dig," sagde Victor bag hende, og hans stemme var lav og munter. "Eller de kunne. Stå stille et sekund og lad mig se, om du tør være motivet."

"Jeg står stille, fordi du snakker for meget," sagde hun. "Tag bukserne af, før jeg fortryder af kedsomhed. Kedsomhed er min mands speciale. Jeg vil ikke have det i stereo."

Han lo. Lynlåsen lød unaturligt høj over vandet. Hun kiggede ikke tilbage. Hun mærkede ham i stedet: den varme, tunge pik, der lagde sig mod hendes balde, tykkere end hun havde gættet ud fra bule og pral, og så hans fingre, der gled ned mellem hendes ben og fandt hende drivvåd, åben, utålmodig. Han bandede stille, imponeret, og det var et kompliment, hun tog imod med et ryk i hofterne.

"Så våd," sagde han. "Og så har jeg knap nok begyndt. Stakkels kontorchef. Han har et helt arkiv og ingen adgang."

"Hold op med at tale om ham, og stik den ind."

"Nej," sagde Victor venligt. "Jeg taler om ham, præcis mens jeg tager dig. Det er pointen. Du skal høre det, mens du mærker forskellen. Sig til, hvis det bliver for meget. Ellers bliver det hårdt."

"Hårdt," sagde hun. "Nu."

Han satte spidsen mod hendes kusse og skubbede ind. Langsomt først, fordi hun var stram om ham, en lang, fyldende glidning, der fik hendes fingre til at knuge rælingen, og et støn til at slippe ud, før hun nåede at gøre det pænt. Så, da hun skød røven tilbage og hviskede mere, tog han hende hårdt. Hofterne smældede mod hendes. Hans hænder lå fast om hendes hofteben, tommelfingrene presset ind i det bløde, og hvert stød sendte en dump, dejlig støj gennem dækket. Husbåden vuggede med. Et glas klirrede et sted på bordet. Giselle bed sig i læben og mistede biddet med det samme, da han ramte dybt, og lyden af hende bar ud over vandet, rå og ærlig.

"Sådan," hviskede han ved hendes øre, bøjet ind over hendes ryg, stadig med det skæve grin i stemmen, men hænderne alvorlige, låst, ejende. "Se dig. Otteogtyve år, gift med en kontorchef, og så står du her og tager en nabos pik, som om du har ventet på den siden I lagde til. Du tager den bedre, end du nogensinde har taget din mands lille pik. Det kan jeg mærke. Den her kusse har været understimuleret af en mand, der tror, tre minutter og et slukket lys er en præstation. Du er skabt til at blive kneppet sådan her. Hårdt. Synligt. Uden høflighed."

"Din satan," gispede hun, og det var ikke et nej. Det var et grin, der knækkede midt i et støn. "Han har ikke en lille... åh, for helvede, bliv ved. Hårdere. Hold om mig."

"Lille nok," sagde Victor og stødte hårdere, så hendes bryster gyngede ud over rælingen, synlige for enhver, der gad kigge op fra isen og telefonen. "Lille nok til, at du står her og beder en fotograf om at kneppe fornuften ud af dig, mens havnen kan se dine patter. Sig det. Sig, at du bedrager ham. Sig, at hans kone hænger over rælingen og tager det bedre, end han fortjener."

"Jeg bedrager ham," sagde hun, og ordene gjorde hende endnu vådere, pinligt og herligt, en varme der løb ned ad inderlårene. "Jeg står på hans husbåd og bliver kneppet bagfra af dig, og jeg vil have det hårdere, og jeg er ligeglad med, om kajen ser det. Jeg vil have det."

Han gav hende det hårdere. Rytmen blev kort og tung, et smæld af hud mod hud, hans pik der fyldte hende helt, trak sig næsten ud og ramte igen, præcist, grådigt. Hans ene hånd slap hoften og fandt hendes klit, to fingre der gned i takt, ikke fummelt, ikke høfligt, præcist som en mand der havde lyttet, da hun sagde, hvad hun savnede. Giselle så kajen sløre. En eller anden lo langt væk, ikke af hende, og alligevel skød skammen og lysten op i samme bølge. Hun kom ikke endnu. Hun var tæt på, den slags tæt på, der fik knæene til at dirre og munden til at glemme alle de pæne ord, Henrik kunne lide.

"Vent," sagde hun, forpustet, leende, rasende liderlig. "Skift. Jeg vil se dig. Jeg vil ikke kun være en røv over en ræling, selvom det er det bedste, der er sket for den ræling nogensinde. Jeg vil ride dig. Jeg vil se dit fjæs, når du ikke kan finde på en vittighed."

Victor trak sig ud, langsomt nok til at hun bandede over tomheden og skød hofterne tilbage efter ham som en, der havde mistet enhver værdighed og ikke savnede den. "Som fruen befaler. Fruen, der bedrager. Kom her, før jeg beslutter, at rælingen var den bedre komposition."

Han satte sig på dækbænken, bukserne om lårene, pikken våd og stiv op ad maven, og så på hende med et grin, der var lige dele sult og komedie. "Hvis du vil se mig, så sæt dig. Hvis du vil have kajen med, så behold kjolen om halsen. Jeg stemmer for begge dele. Demokrati er vigtigt, også når man er i færd med at ødelægge et pænt ægteskab."

"Du ødelægger ingenting, jeg ikke selv rakte dig," sagde hun.

Hun trådte ud af trusserne, som havde overlevet længere, end de fortjente, og satte sig overskrævs på ham. Hans pik gled op i hende igen, og denne gang kunne hun se hans ansigt, da hun sank ned: øjnene der smalnede, munden der åbnede sig om et støn, han ikke nåede at gøre vittigt. Det syn var næsten bedre end fylden. Næsten. Hun red ham. Langsomt først, så hun kunne mærke hver centimeter, hænderne på hans skuldre, så hårdere, brysterne i hans mund, da han bøjede sig frem og sugede en brystvorte ind, tungespidsen flakkende, til hun lo og bandede i samme åndedræt.

"Du smager af sol og dårlig samvittighed," mumlede han mod huden.

"Dårlig samvittighed smager ikke. Den lyder som dig, der ikke kan holde kæft, mens jeg prøver at komme."

"Så få mig til at holde kæft. Du har redskaberne. To af dem er i øjenhøjde, og et sidder om min pik, og det sidste er det mest overbevisende."

Hun red ham hårdere. Bænken knirkede en klage, der lød som dårlig samvittighed, hvis dårlig samvittighed havde været lavet af teak. Et sted på kajen lo nogen af noget helt andet, og lyden slog ind over vandet og ramte hende som et piskesmæld af udstilling. Hun var synlig. Hun var fuld af ham. Hun var otteogtyve og gift og i færd med at komme på en mands pik, der ikke var hendes mands, og hun ville ikke stoppe. Orgasmen byggede sig op fra klitten, der gned mod hans mave, og fra den fylde, der ramte dybt, hver gang hun satte sig. Victor holdt hendes hofter igen, hjalp rytmen, tommelfingrene i det samme bløde kød som før, og hans stemme blev mørkere, mindre vittig, mere rå.

"Kom så," sagde han. "Kom på mig. Lad kajen høre, hvad din kontorchef ikke kan få ud af dig, uanset hvor mange kvartaler han regner på det. Se på mig, når du gør det. Jeg vil have dit ansigt, ikke kun din røv."

Hun så på ham. Det var det, der væltede hende. Ikke kun pikken, ikke kun fingrene, men det åbne, sultne, stadig lidt morsomme blik, som om han godt vidste, hvor vanvittigt det var, og netop derfor ikke gad lade som om. Hun kom. Det var ikke pænt. Det var et brudt råb, hun forsøgte at bide i hans skulder, hofterne der rystede, kussen der kneb om ham i bølger, mens hun bandede hans navn og et eller andet om, at hun aldrig ville kunne se en ræling igen uden at blive våd. Victor holdt hende gennem det, små, hårde stød op i efterdønningerne, til hun hang ind over ham og lo, forpustet, vanvittig, med tårer af grin i øjenkrogene.

"Ikke færdig," sagde han mod hendes hår. "Op. Rælingen. Jeg vil slutte, som jeg startede. Bagfra. Du bad om hårdt, og jeg er en mand, der holder, hvad han lover, når løftet er uanstændigt."

Hun nikkede, stadig rystende, og lod ham føre hende tilbage. Denne gang vidste hendes krop vejen. Hun bøjede sig, åbnede sig, lagde overkroppen ud over rælingen, så brysterne igen hang fri mod aftenen, og han trængte ind i et eneste langt stød, der fik hende til at hvine og så til at bede om mere. Han kneppede hende hurtigt nu, jagende, hænderne låst om hofterne, og de nedværdigende ord kom lavere, tættere, kun til hende, et grin i kanten af hver sætning.

"Sådan en liderlig, utro kusse. Du tager den, som om du er skabt til at blive brugt over en ræling, mens din mand sidder og nikker til en middag, han ikke engang nyder. Din mand får resterne. Jeg får den ægte vare. Hans lille pik har aldrig fyldt dig sådan her. Kom igen, hvis du kan. Jeg er der næsten, og jeg vil mærke dig knibe, når jeg kommer i dig."

Hun kunne. Det overraskede hende, den anden, skarpere orgasme, udløst af hans fingre mod klitten og af skammen og af den simple, dumme sandhed, at hun blev taget præcis, som hun havde savnet, hårdt bagfra, synlig, fyldt. Victor bandede, stødte dybt og blev der, og hun mærkede ham komme, varme pulsslag inde i hende, hans pande mod hendes ryg, et grin der stadig sad i hans vejrtrækning, selv nu, som om han ikke kunne dø uden en sidste bemærkning og derfor nægtede at blive alvorlig, mens han tømte sig.

De stod sådan et øjeblik. Havnen fortsatte, uforskammet ligeglad. Ingen havde råbt efter politi. En måge sked et sted i nærheden, upassende og præcist. Giselle lo ned i sine arme, øm, våd, tilfreds på en måde, hun ikke havde været siden længe før ferien.

"Hvis det var en optagelse," mumlede hun, "så var lyset i hvert fald pænt."

"Lyset var det eneste pæne ved det," sagde Victor. "Resten var ærligt. Det er sjældnere."

Bagefter, da kjolen var nede, trusserne fundet under bænken, bukserne oppe, og vinen endelig blev drukket af to mennesker med røde kinder og alt for klare øjne, sagde hun: "Det her er vores hemmelighed. Henrik må aldrig vide det. Han er kedelig, ikke dum, og jeg vil ikke have, at hans aften bliver ødelagt af en nabo med for god timing."

Victor så på hende. Smilet var der stadig, men det havde skiftet blænde, som om han endelig havde det billede, han var kommet efter. Han bøjede sig, åbnede vinkøleren under bænken og rakte hende den seddel, der havde ligget under flasken hele tiden, skrevet med kontorchefens pertentlige blokbogstaver, den samme skrift som på indkøbssedler og kvartalsnoter.

Kærlig hilsen Henrik, som ikke er til middag, men sidder på kontoret og venter på, at du ringer og indrømmer, at jeg vandt.